Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/79

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
51
Danerne.

omgive Skagerrakkets indre Krog, vidne om at gotiſk Indflydelſe, følgelig ogſaa gautſk Befolkning, i ſin Tid maa have ſtrakt ſig langs Bohuuslens og det nuværende Smaalenenes Kyſt, hiinſides Chriſtianiafjorden, hvis ydre Deel endog i et norſk Kvad fra det 9de Aarhundrede kaldes „den gautſke Vove“. Langt op i Landet ſynes imidlertid denne Befolkning ej at have naaet. Men viſt bliver det imidlertid, at den ſydøſtlige Deel af Norge i hine fjerne, før den egentlige norſke Hiſtorie liggende Tider, laa indenfor den Kreds, hvor gotiſk Kultur var den herſkende.

Danerne nævnes allerførſt af fremmede Skribenter fra det 6te Aarhundrede e. Chr. Jornandes omtaler dem blandt Skandja’s Folk, og lægger til, at det var dem, der uddreve Erulerne fra deres Hjem[1]. Hvorledes Prokop lader Erulerne paa deres Vandring mod Norden træffe Danerne ved Oceanet, og fra dem ſejle over til Gauterne i Thule, have vi ovenfor berørt. Prokop omtaler dem her ſom beſtaaende af flere Folkefærd [2]. Erulernes Tilbagetog falder i Slutningen af det 5te Aarhundrede[3]; deres Uddrivelſe fra Hjemmet maa ſaaledes have foregaaet endnu tidligere; og Danernes Hjem maa dengang endnu have været paa den nordiſke Halvø, i Gauternes Nærhed. Anaſtaſius fra Sinai, Patriark) i Antiochia mod Slutningen af det 6te Aarhundrede, omtaler Goterne og Danerne ſom Beboere af de nordlige Landſkaber, hvilke de Gamle under eet plejede at kalde Skythien[4]. Her ſee vi ſaaledes allerede Goter og Danſke ſtillede ſammen. En danſk Konge, ved Navn Chochilaik (Hugleik), foretog ifølge de frankiſke Skribenter i Aaret 515 et Søkrigstog mod det frankiſke Rige, hvor han plyndrede det attuariſke eller hatvariſke Diſtrikt (nærved det nuværende Nimwegen), men blev angreben og fældet af den auſtraſiſke Konge Theoderiks Søn Theodebert[5]. Til denne Begivenhed hentydes der ofte i det overnævnte angelſaxiſke Beowulf-Digt, men Chochilaik eller Hugleik (efter den angelſaxiſke Form Hygelác), er der Gauternes Konge og Beowulfs Herre og Forgænger. Derimod nævner Digtet Danerne ſelv ſom et mægtigt, af flere Afdelinger, (Nord-, Syd-, Øſt- og Veſt-Daner) beſtaaende

  1. Stedet er ikke ganſke tydeligt. Det lyder ſaaledes: Suethidi, Cogeni (eller cogniti) in hac gente (nemlig Skandja’s) reliquis corpore eminentiores, quamvis et Dani ex ipsorum stirpe progressi, Herulos propriis sedibus expulerunt, qui inter omnes Scandjæ nationes nomen sibi ob nimiam proceritatem affectant præcipuum. Man ſeer ikke, om Ordene ex ipsorum stirpe gaar paa Suethidi eller paa Skandjas Folk i Almindelighed.
  2. Prokop har nemlig Fleertallet Δανῶν τὰ ἔθνη.
  3. Nemlig paa Kejſer Anaſtaſius’s Tid, ved 491, ifølge det foranførte Sted hos Prokop.
  4. Grimm, Geſch. der deutſchen Sprache S. 731.
  5. Gregorius af Tours, hos Bouquet, II. p. 181; gesta regum Francorum, ſammeſteds II, 555.