denne Ø’s Indbyggere, der endnu stedse kalde sig Gutar eller Gotar, og som upaatvivlelig ere lige nedstammende Efterkommere af Øens ældste gotiske Beboere, tale nu en nordisk Mundart, i hvilken vistnok mange Særegenheder og Levninger fra Gotisken give sig tilkjende, men ej i den Grad, at de kunne betage den dens nordiske Charakter[1]. Overhoved laa alle germaniske Sprog eller rettere Mundarter hinanden i hine fjerne Tider saa nær, at der vistnok skulde meget lidet til for at drage den ene over i den anden. Det nordiske Element var endnu ikke blevet det herskende paa Halvøen, Magten var da endnu hos det gotiske.
Gauterne omtales allerede af Prokop som et talrigt Folk[2]. Anledningen til at han omtaler det, er Erulernes merkelige Tilbagetog til Norden. Efterat være komne til Varnerne (i det Meklenburgske), droge de, som vi have seet, fra dem til Danernes Nationer, og da de her havde naaet Oceanet, nedsatte de sig blandt Gauterne. Hos Jornandes hede Gauterne Gautigoth, rimeligviis en Fordrejelse af Gautþióð, Gautefolket, han kalder dem et raskt, krigersk Folk[3]. Ogsaa Angelsaxerne omtale Gauterne (Geátas) meget i deres Oldkvad, af hvilke eet, det ypperste angelsaxiske Digt, der er os levnet, besynger den gautske Helt Beowulfs Bedrifter. Gauterne eller Gøterne have fra den første Tid, vi lære dem at kjende og indtil vore Dage, beboet Egnene nærmest søndenfor de store Skov- og Højdestrækninger, der tilligemed de store Søer Væneren, Vetteren og Hjelmaren adskilte det sydlige Sverige fra det nordlige eller de egentlige Sviars Land. De have tillige stedse dannet to store Hovedafdelinger, de østlige, Østgauterne, og de vestlige eller Vestgauterne, adskilte fra hinanden ved Skovstrækninger, der i Fortiden vare større og tættere end nu; Østgauterne nærmere Østersøen, især omkring Motala-Strømmen, Vestgauterne nærmere Væneren, Gøta-Elven og Skagerrakket. Det er disse Vest-Gauter, om hvilke det nysnævnte Beowulf-Digt fornemmelig handler; det kalder dem Sø-Gauterne eller Vestgauterne (Sægeátas eller Vedergeátas), og beskriver dem som raske Krigere og flinke Sømænd. De ovennævnte Indskrifter med gotiske Runer, som findes ej alene i det nuværende Vestergøtland, men ogsaa i de Dele af det sydlige Norge, der
- ↑ Se Sæve, om Gottlands Mundart i dansk Historisk Tidsskrift 4de. B. – Øen Gotland synes at have været det Land, der i de oldhistoriske Sagaer kaldes Eygotland, se især Søgubrot Cap. 2, der lader Aud drage fra Sælund (Sjæland) over Eygotland til Gardarike. Gulland synes især, efter de forefundne Mynters Mængde at dømme, at have været Hovedpunktet for Nordens Forbindelse med Østen. Se Worsaae: Danmarks Oldtid, S. 54.
- ↑ ἔθνος πολυάνθρωπον,Prokop. Got. Kr. II. 15.
- ↑ Jorn. Cap. Gautigoth, aere hominum genus et ad bella promitissimum. Han nævner ogsaa Ostrogothœ, hvorunder han maaskee forstaar Østergøterne, imidlertid kan det nok være, at han ved dem har tænkt sig, eller rettere at hans Hjemmelsmand har meent Ø-Goterne paa Gulland.
