Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/78

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
50
Gauterne.

denne Ø’s Indbyggere, der endnu ſtedſe kalde ſig Gutar eller Gotar, og ſom upaatvivlelig ere lige nedſtammende Efterkommere af Øens ældſte gotiſke Beboere, tale nu en nordiſk Mundart, i hvilken viſtnok mange Særegenheder og Levninger fra Gotiſken give ſig tilkjende, men ej i den Grad, at de kunne betage den dens nordiſke Charakter[1]. Overhoved laa alle germaniſke Sprog eller rettere Mundarter hinanden i hine fjerne Tider ſaa nær, at der viſtnok ſkulde meget lidet til for at drage den ene over i den anden. Det nordiſke Element var endnu ikke blevet det herſkende paa Halvøen, Magten var da endnu hos det gotiſke.

Gauterne omtales allerede af Prokop ſom et talrigt Folk[2]. Anledningen til at han omtaler det, er Erulernes merkelige Tilbagetog til Norden. Efterat være komne til Varnerne (i det Meklenburgſke), droge de, ſom vi have ſeet, fra dem til Danernes Nationer, og da de her havde naaet Oceanet, nedſatte de ſig blandt Gauterne. Hos Jornandes hede Gauterne Gautigoth, rimeligviis en Fordrejelſe af Gautþióð, Gautefolket, han kalder dem et raſkt, krigerſk Folk[3]. Ogſaa Angelſaxerne omtale Gauterne (Geátas) meget i deres Oldkvad, af hvilke eet, det ypperſte angelſaxiſke Digt, der er os levnet, beſynger den gautſke Helt Beowulfs Bedrifter. Gauterne eller Gøterne have fra den førſte Tid, vi lære dem at kjende og indtil vore Dage, beboet Egnene nærmeſt ſøndenfor de ſtore Skov- og Højdeſtrækninger, der tilligemed de ſtore Søer Væneren, Vetteren og Hjelmaren adſkilte det ſydlige Sverige fra det nordlige eller de egentlige Sviars Land. De have tillige ſtedſe dannet to ſtore Hovedafdelinger, de øſtlige, Øſtgauterne, og de veſtlige eller Veſtgauterne, adſkilte fra hinanden ved Skovſtrækninger, der i Fortiden vare ſtørre og tættere end nu; Øſtgauterne nærmere Øſterſøen, iſær omkring Motala-Strømmen, Veſtgauterne nærmere Væneren, Gøta-Elven og Skagerrakket. Det er disſe Veſt-Gauter, om hvilke det nysnævnte Beowulf-Digt fornemmelig handler; det kalder dem Sø-Gauterne eller Veſtgauterne (Sægeátas eller Vedergeátas), og beſkriver dem ſom raſke Krigere og flinke Sømænd. De ovennævnte Indſkrifter med gotiſke Runer, ſom findes ej alene i det nuværende Veſtergøtland, men ogſaa i de Dele af det ſydlige Norge, der

  1. Se Sæve, om Gottlands Mundart i danſk Hiſtoriſk Tidsſkrift 4de. B. – Øen Gotland ſynes at have været det Land, der i de oldhiſtoriſke Sagaer kaldes Eygotland, ſe iſær Søgubrot Cap. 2, der lader Aud drage fra Sælund (Sjæland) over Eygotland til Gardarike. Gulland ſynes iſær, efter de forefundne Mynters Mængde at dømme, at have været Hovedpunktet for Nordens Forbindelſe med Øſten. Se Worsaae: Danmarks Oldtid, S. 54.
  2. ἔθνος πολυάνθρωπον,Prokop. Got. Kr. II. 15.
  3. Jorn. Cap. Gautigoth, aere hominum genus et ad bella promitissimum. Han nævner ogſaa Ostrogothœ, hvorunder han maaſkee forſtaar Østergøterne, imidlertid kan det nok være, at han ved dem har tænkt ſig, eller rettere at hans Hjemmelsmand har meent Ø-Goterne paa Gulland.