Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/77

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
49
Goter paa Sjæland.

der ſynes at have ſtrakt ſig til alle Landene omkring Øſterſøen[1], hvad ogſaa Saxos Beretning om Jarmerik bekræfter. – Om et Fællesſkab i Nationalkultus taler allerede Tacitus, hvor han fortæller at hine 7 Nationer ved Oceanet, blandt hvilke Anglerne, var fælles om Gudinden Nerthus’s Helligdom paa en Ø i Oceanet. Ej alene Navnet Nerthus’s reengotiſke Form, men ogſaa den Omſtændighed, at hendes tildækkede Tempelvogn idet gotiſke Sprog maatte kaldes hleiþra, hvilket netop er Navnet paa det Sted i Sjæland[2], hvor den bekjendte Nationalhelligdom og Kongereſidens var i den allerældſte Tid, foruden en Mængde andre Grunde, ſom vi i det følgende ville komme til at berøre, viſer nokſom, at hiin af Tacitus omtalte Ø i Oceanet ikke kan være nogen anden end Sjæland, hvor Goterne paa den Tid havde deres Hjem, og hvorfra de ſaaledes upaatvivlelig, ſom Nationalhelligdommens Beſiddere, udøvede en vis Indflydelſe ej alene paa de Nationer, Tacitus nævner[3], der alle maa være at ſøge i det nuværende Sønderjylland, Holſten og Meklenburg, men ogſaa paa de nordenfor boende Folk, hvis efterladte Indſkrifter med gotiſke Runer vidne om, at de have hørt til den gotiſke Kulturs Kreds.

Blandt disſe Folk er det iſærdeleshed Gauterne og Danerne, ſom for Norges Hiſtorie blive af Interesſe. Gauterne finde vi ligefra de ældſte Tider ſom Norges umiddelbare Nabofolk ved den Elv, der lige indtil vore Dage har ſit Navn efter dem, nemlig Gaut- eller Gøta-Elven[4]. Efter deres Navn at dømme, maa de have været nærbeſlægtede med Goterne der tillige vare deres nærmeſte Naboer mod Syd. Viſtnok ere de nuværende Gauter eller Goter fuldkommen nordiſke Folk, og de Prøver, vi beſidde af deres Sprog langt tilbage i Middelalderen (i Øſtgøta- og Veſtgøta-Loven), ere ligeledes affattede i en egte nordiſk Mundart; men desuagtet kunne de, et heelt eller halft Aartuſende tidligere, have ſtaaet Goterne nærmere, thi det gotiſke Sprog ſelv fjerner ſig ſaa lidet fra de nordiſke, at et Par Aarhundreders Paavirkning af og Blanding med nordiſke Elementer maatte være tilſtrækkelig til at give det et nordiſk Præg. Derpaa tjener ogſaa Sproget paa Øen Gotland eller Gulland til Exempel; thi

  1. Jornandes Cap. 23, nævner foruden Merer og Morder, og andre ſarmatiſke Folk, ogſaa Roger (Ruger), Thjuder (man maa tænke paa Thjod eller Thy i Jylland), o. a.
  2. Nemlig Lejre, forhen Hleiðr. Ordet hleiþra bruges af Vulfila til at overſætte det græſke σκηνὴ, der ellers juſt er udtrykket for en tjeldet Vogn.
  3. Blandt de 37 Folkeſlag nævnes ogſaa Aviones d. e. Øboere, af Avi, en Ø. Reudigni maatte i got. Form blive Riudingós, oldn. Rjódingar, Beboere af opryddede Skovegne, maaſkee de ſamme ſom Prokops Rutiklier. Varini ere Varnerne.
  4. Gautar er den oprindeligt, Gøtar den ſvenſke Form, hvorfor de ogſaa nu kaldes Gøter og Elven Gøtaelven.

Munch. Det norſke Folks Hiſtorie. 1.