der synes at have strakt sig til alle Landene omkring Østersøen[1], hvad ogsaa Saxos Beretning om Jarmerik bekræfter. – Om et Fællesskab i Nationalkultus taler allerede Tacitus, hvor han fortæller at hine 7 Nationer ved Oceanet, blandt hvilke Anglerne, var fælles om Gudinden Nerthus’s Helligdom paa en Ø i Oceanet. Ej alene Navnet Nerthus’s reengotiske Form, men ogsaa den Omstændighed, at hendes tildækkede Tempelvogn idet gotiske Sprog maatte kaldes hleiþra, hvilket netop er Navnet paa det Sted i Sjæland[2], hvor den bekjendte Nationalhelligdom og Kongeresidens var i den allerældste Tid, foruden en Mængde andre Grunde, som vi i det følgende ville komme til at berøre, viser noksom, at hiin af Tacitus omtalte Ø i Oceanet ikke kan være nogen anden end Sjæland, hvor Goterne paa den Tid havde deres Hjem, og hvorfra de saaledes upaatvivlelig, som Nationalhelligdommens Besiddere, udøvede en vis Indflydelse ej alene paa de Nationer, Tacitus nævner[3], der alle maa være at søge i det nuværende Sønderjylland, Holsten og Meklenburg, men ogsaa paa de nordenfor boende Folk, hvis efterladte Indskrifter med gotiske Runer vidne om, at de have hørt til den gotiske Kulturs Kreds.
Blandt disse Folk er det isærdeleshed Gauterne og Danerne, som for Norges Historie blive af Interesse. Gauterne finde vi ligefra de ældste Tider som Norges umiddelbare Nabofolk ved den Elv, der lige indtil vore Dage har sit Navn efter dem, nemlig Gaut- eller Gøta-Elven[4]. Efter deres Navn at dømme, maa de have været nærbeslægtede med Goterne der tillige vare deres nærmeste Naboer mod Syd. Vistnok ere de nuværende Gauter eller Goter fuldkommen nordiske Folk, og de Prøver, vi besidde af deres Sprog langt tilbage i Middelalderen (i Østgøta- og Vestgøta-Loven), ere ligeledes affattede i en egte nordisk Mundart; men desuagtet kunne de, et heelt eller halft Aartusende tidligere, have staaet Goterne nærmere, thi det gotiske Sprog selv fjerner sig saa lidet fra de nordiske, at et Par Aarhundreders Paavirkning af og Blanding med nordiske Elementer maatte være tilstrækkelig til at give det et nordisk Præg. Derpaa tjener ogsaa Sproget paa Øen Gotland eller Gulland til Exempel; thi
- ↑ Jornandes Cap. 23, nævner foruden Merer og Morder, og andre sarmatiske Folk, ogsaa Roger (Ruger), Thjuder (man maa tænke paa Thjod eller Thy i Jylland), o. a.
- ↑ Nemlig Lejre, forhen Hleiðr. Ordet hleiþra bruges af Vulfila til at oversætte det græske σκηνὴ, der ellers just er udtrykket for en tjeldet Vogn.
- ↑ Blandt de 37 Folkeslag nævnes ogsaa Aviones d. e. Øboere, af Avi, en Ø. Reudigni maatte i got. Form blive Riudingós, oldn. Rjódingar, Beboere af opryddede Skovegne, maaskee de samme som Prokops Rutiklier. Varini ere Varnerne.
- ↑ Gautar er den oprindeligt, Gøtar den svenske Form, hvorfor de ogsaa nu kaldes Gøter og Elven Gøtaelven.
Munch. Det norske Folks Historie. 1.
