Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/76

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
48
Runer.

Rette kalder den gotiſke, fordi den Indſkrift, hvori den forekommer i ſin ſtørſte Reenhed og Simpelhed, nemlig paa et i Aaret 1734 i Sønderjylland fundet, ældgammelt Guldhorn, er forfattet i det ſamme Sprog, hvori Vulfilas gotiſke Bibeloverſættelſe er ſkreven[1]. I det af Vulfila brugte gotiſke Alfabet gjenkjende vi ogſaa flere Bogſtaver fra Rune-Alfabetet. Indſkrifter med dette Slags Runer have hidtil ej været fundne ſøndenfor Elben; i ſtørſt Mængde forefindes de i det nuværende Danmark og det ſydlige Sverige, hvilket vidner om at disſe Egne var deres rette Hjem; de brugtes ogſaa af Angelſaxerne i England, der ſaaledes maa have medbragt dem fra deres ældre Opholdsſteder i de nuværende danſke Lande, og de have, ſkjønt i et ringe Antal, været fundne i Kyſt-Egnene ved Kattegattet og Skagerraket lige ind i det ſydligſte af Norge, endog i det nu ſaakaldte Nedre Thelemarken, og langs Øſterſøens Kyſter lige ind i Upland i det egentlige Sverige. Naar man hermed ſammenholder, at Danmark lige ned i det 9de Aarhundrede kaldtes Gotland[2], og det af Jornandes opbevarede Sagn om Gotiſkandja og Gepidernes Ophold paa de ſaakaldte Weichſel-Øer, der i Virkelighed ikke ere andre end de danſke Øer, faar man den beſtemteſte Foreſtilling om Danmark og Sydſverige ſom Goterfolkets fornemſte Sæde. Og hine Indſkrifter i gotiſke Runer viſe nogenlunde, hvorledes Goterne eller idetmindſte den gotiſke Kultur har ſpredt ſig fra Hovedſædet. Thi da disſe Indſkrifter ikke alle ere i det rene gotiſke Sprog, men de engelſke i angelſaxiſk, de blekingſke og ſvenſke endog tildeels uforſtaaelige, bære de tillige et Vidnesbyrd om, at det ej alene var Goterne, men ogſaa de nærmeſt disſe boende og med dem beſlægtede Folk, ſom af dem havde lært at kjende og bruge disſe Runer, ligeſom ogſaa den Omſtændighed, at Bogſtavſyſtemet i de angelſaxiſke og ikke reengotiſke Indſkrifter er mere kunſtlet og uddannet, end i den reengotiſke Guldhorn-Indſkrift, vidner om, at hine ere yngre, og at den gotiſke Kultur inden Norden ſelv maa have haft en temmelig lang Udviklingsperiode[3]. Da Bogſtav-Skriften i Hedendommen ſtod i den nærmeſte Forbindelſe med Religionen og Gudsdyrkelſen, kan man ikke vel antage, at Goternes Nabofolk optog deres Runeſkrift uden tillige at ſtaa i et nærmere Slægtſkabs- og Afhængighedsforhold til dem, eller uden idetmindſte at være forenede med dem om en fælles ſæregen Nationalkultus. Der mangler heller ikke paa hiſtoriſke Vidnesbyrd om Goternes Overmagt ogſaa i Norden ſelv. Vi have allerede omtalt de Erobringer, Jornandes tillægger Ermanarik, Erobringer,

  1. Se Annaler for nordiſk Oldk. og Hiſtorie, 1847. S. 327–352, 389.
  2. Se fornemmelig Skálda i Snorra Edda, Cap. 43.
  3. Se herom Annaler for nord. Oldkyndighed og Hiſtorie, 1848, S. 274–282. Om de blekingſke Mindesmerker ſe iſær Worsaaes Hovedſkrift under denne Titel.