ske Folk ikke at have været sig bevidst, med mindre man som et saadant vil regne Ordet Menn: Mænd, Mennesker, hvis mere særegne Brug som Folkenavn baade antydes ved den Maade, paa hvilken vore Forfædre undertiden anvendte Sammensætningen Mannheimr (Menneskehjemmet)[1], og ved hint af Tacitus opbevarede Oldsagn, der lader Germanernes tre Hovedafdelinger nedstamme fra ligesaamange Sønner af Mann, der igjen var Søn af Guddommen (Tuisco, d. e. Tivisk)[2]. Om disse tre Hovedafdelinger, Ingæverne eller Ingvierne, Istæverne og Herminerne, have vi allerede forhen talt[3]. Naar man af Sammenligningen mellem Tacitus og Plinius erfarer, at Istæverne var de vestligste, ved Rhinen boende Germaner, Herminerne de, der boede inde i Landet, mod Syd og Sydøst, og Ingvierne de øvrige, der boede mod Norden, nødes man til at lade den Tanke fare, der ellers ligger temmelig nær, at de gamle Germaner ved hine tre Afdelinger kunde have tænkt sig egentlige Tydsker, Goter og Nordgermaner. Man seer nemlig, at de ikke have haft nogen saadan Inddeling for Øje og ej engang været sig den bevidst. Sagnet er desuden aabenbar tydsk eller sydgermanisk; det er ukjendt i vor Mythologi, det vedkommer saaledes kun de sydgermaniske Nationer i videste Forstand, Goterne derunder iberegnede. Men da disse, eller den Hovedafdeling til hvilken de hørte, boede temmelig langt op mod Norden, og vistnok længere end Tydskernes geographiske Kundskab strakte sig, henførte man alle Nordboer uden Forskjel under Ingviernes Navn.
Det er en bekjendt Sag, at de germaniske Nationer længe for Christendommens Indførelse var i Besiddelse af en Bogstavskrift, som de kaldte Runer (ɔ: Hemmeligheder), og derfor vel ikke kjendtes af alle og enhver, men kun af Presterne eller de fornemste. Der gives endnu en Mængde Rune-Mindesmerker fra Oldtiden. Ved nærmere Undersøgelse af disse viser det sig, at der var to Slags Runeskrift, en simplere, der udelukkende tilhører Nordgermanerne, og en mere uddannet og indviklet, som man med
- ↑ F. Ex. i Eivind Skaldaspilders Háleygjalal, hvor det heder at Odin og Skade fik Sønnen Seming, da de boede i „Mannheime“ (Yngl. Saga Cap. 9).
- ↑ Tuisco, Tiusco, er det med latinsk Endelse forsynede Tivisk, af Tius, Krigsguden, oldn. Týr, der ogsaa bruges i Betydningen „Herre“.
- ↑ Sagnet maa være saaledes at forstaa, at man har tillagt Mann’s tre Sønner de Navne, som laa til Grund for Folkeafdelingernes Navne; af hine tre Navne øjner man let Ingvja, det nordiske Ingvi eller Yngvi, og Ermana (Jordkredsen), oldn. jörmun, eller et deraf dannet mandligt Navn; derimod har man ikke kunnet opdage, hvad der ligger til Grund for Istævones.
