Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/75

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
47
Folkenavn.

ſke Folk ikke at have været ſig bevidſt, med mindre man ſom et ſaadant vil regne Ordet Menn: Mænd, Menneſker, hvis mere ſæregne Brug ſom Folkenavn baade antydes ved den Maade, paa hvilken vore Forfædre undertiden anvendte Sammenſætningen Mannheimr (Menneſkehjemmet)[1], og ved hint af Tacitus opbevarede Oldſagn, der lader Germanernes tre Hovedafdelinger nedſtamme fra ligeſaamange Sønner af Mann, der igjen var Søn af Guddommen (Tuisco, d. e. Tivisk)[2]. Om disſe tre Hovedafdelinger, Ingæverne eller Ingvierne, Iſtæverne og Herminerne, have vi allerede forhen talt[3]. Naar man af Sammenligningen mellem Tacitus og Plinius erfarer, at Iſtæverne var de veſtligſte, ved Rhinen boende Germaner, Herminerne de, der boede inde i Landet, mod Syd og Sydøſt, og Ingvierne de øvrige, der boede mod Norden, nødes man til at lade den Tanke fare, der ellers ligger temmelig nær, at de gamle Germaner ved hine tre Afdelinger kunde have tænkt ſig egentlige Tydſker, Goter og Nordgermaner. Man ſeer nemlig, at de ikke have haft nogen ſaadan Inddeling for Øje og ej engang været ſig den bevidſt. Sagnet er desuden aabenbar tydſk eller ſydgermaniſk; det er ukjendt i vor Mythologi, det vedkommer ſaaledes kun de ſydgermaniſke Nationer i videſte Forſtand, Goterne derunder iberegnede. Men da disſe, eller den Hovedafdeling til hvilken de hørte, boede temmelig langt op mod Norden, og viſtnok længere end Tydſkernes geographiſke Kundſkab ſtrakte ſig, henførte man alle Nordboer uden Forſkjel under Ingviernes Navn.

10. Goterne og den gotiſke Kulturperiode i Norden. Gauter, Daner o. fl.

Det er en bekjendt Sag, at de germaniſke Nationer længe for Chriſtendommens Indførelſe var i Beſiddelſe af en Bogſtavſkrift, ſom de kaldte Runer (ɔ: Hemmeligheder), og derfor vel ikke kjendtes af alle og enhver, men kun af Preſterne eller de fornemſte. Der gives endnu en Mængde Rune-Mindesmerker fra Oldtiden. Ved nærmere Underſøgelſe af disſe viſer det ſig, at der var to Slags Runeſkrift, en ſimplere, der udelukkende tilhører Nordgermanerne, og en mere uddannet og indviklet, ſom man med

  1. F. Ex. i Eivind Skaldaſpilders Háleygjalal, hvor det heder at Odin og Skade fik Sønnen Seming, da de boede i „Mannheime“ (Yngl. Saga Cap. 9).
  2. Tuisco, Tiusco, er det med latinſk Endelſe forſynede Tivisk, af Tius, Krigsguden, oldn. Týr, der ogſaa bruges i Betydningen „Herre“.
  3. Sagnet maa være ſaaledes at forſtaa, at man har tillagt Mann’s tre Sønner de Navne, ſom laa til Grund for Folkeafdelingernes Navne; af hine tre Navne øjner man let Ingvja, det nordiſke Ingvi eller Yngvi, og Ermana (Jordkredſen), oldn. jörmun, eller et deraf dannet mandligt Navn; derimod har man ikke kunnet opdage, hvad der ligger til Grund for Istævones.