Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/806

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
778
Haakon Adelſteensfoſtre.

og ikke havde alvorlige Henſigter. Thorbjørn blev tilſidſt ſaa misfornøjet derover, at han klagede til ſine Sønner og bebrejdede dem deres Lunkenhed. Det var iſær Giſle, til hvem han rettede ſine Bebrejdelſer. Giſle advarede Kolbein, men forgjæves. En Dag havde Kolbein ſom ſædvanligt indfundet ſig og ſiddet paa Tverpallen hos Thordis og Thorkell, medens Giſle ſad i Stuen, beſkjeftiget med Haandarbejde; da endelig Kvelden nærmede ſig, og hine tre ſtode op for at gaa ud, begyndte Thorbjørn paa det bitterligſte at klage for Giſle, og ſagde at det var en ſtor Sorg for ham i hans Alderdom, ikke at have Sønner, der bedre kunde værne om Huſets Ære, og ulige hans Brødre Giſle og Are. Giſle ſagde at han ej ſkulde behøve at ophidſe ham mere, gik ud og indhentede Kolbein, der havde ſagt Thordis Farvel, men ledſagedes paa Vejen af Thorkell. Giſle bad Kolbein endnu engang om at afſtaa fra ſine Beſøg. Kolbein ſagde at det var ham umuligt. Da drog Giſle ſit Sverd og hug Kolbein Banehug. Thorkell lod meget ilde derover, men Thorbjørn blev meget glad, da han erfarede det, og ſagde at nu kunde han ſe at, han virkelig ogſaa havde Sønner, ikke Døttre alene.

Thorkell var ſaa misfornøjet over ſin Vens Drab, at han ikke kunde holde ud at være hjemme, men begav ſig til Kolbeins Frænde, der hed Skegge, og ſædvanligviis kaldtes Holmgangsſkegge, fordi han var en ſtor Holmgænger. Thorkell eggede Skegge ſterkt til at hevne Kolbein og egte Thordis, og fik ham til at indfinde ſig ſelv tyvende hos Thorbjørn for at bejle til hans Datter. Denne var nu halv om halv bortlovet til Baard, en anden ung Bonde i Egnen, og Skegges Frieri blev afviiſt. Derover blev han ſaa fornærmet, at han udfordrede Baard til Holmgang paa en Ø, kaldet Sara. Giſle ſpurgte Baard, om han tænkte paa at indfinde ſig til Holmgangen. Baard ſagde, at det ej var at tænke paa for ham. Da ſkammede Giſle ham ud for hans Frygtſomhed, og ſagde at han ſelv vilde gaa i Kampen. Giſle begav ſig til Saxer ſelv tolfte. Da var Skegge allerede kommen, havde fremſagt Holmgangsloven og haſlet Volden; men da han endnu ikke ſaa noget til Baard eller Giſle, bød han ſin Smed, der var i hans Følge, at indrette og opſtille to Menneſkefigurer i Baards og Giſles Lignelſe paa Stedet til evig Spot og Spee for dem. Dette hørte Giſle, ſom allerede var kommen i den nærliggende Skov, og raabte: „Andet nyttigere Arbejde kunne nok dine Huuskarle tage ſig til: her ſeer du den, ſom ikke er bange for at ſlaas med dig“. Derpaa gik de begge i Holmen, uden at have nogen til at holde Skjold for ſig, og Enden paa Kampen blev at Giſle hug den ene Fod af Skegge, ſom maatte løſe ſig af Holmen, og ſiden gaa med Træbeen. Thorkell fulgte nu hjem med Giſle, og Forſtaaelſen mellem Brødrene blev atter god. Giſle vandt ved denne Bedrift ſtor Anſeelſe.