Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/806

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
778
Haakon Adelsteensfostre.

og ikke havde alvorlige Hensigter. Thorbjørn blev tilsidst saa misfornøjet derover, at han klagede til sine Sønner og bebrejdede dem deres Lunkenhed. Det var især Gisle, til hvem han rettede sine Bebrejdelser. Gisle advarede Kolbein, men forgjæves. En Dag havde Kolbein som sædvanligt indfundet sig og siddet paa Tverpallen hos Thordis og Thorkell, medens Gisle sad i Stuen, beskjeftiget med Haandarbejde; da endelig Kvelden nærmede sig, og hine tre stode op for at gaa ud, begyndte Thorbjørn paa det bitterligste at klage for Gisle, og sagde at det var en stor Sorg for ham i hans Alderdom, ikke at have Sønner, der bedre kunde værne om Husets Ære, og ulige hans Brødre Gisle og Are. Gisle sagde at han ej skulde behøve at ophidse ham mere, gik ud og indhentede Kolbein, der havde sagt Thordis Farvel, men ledsagedes paa Vejen af Thorkell. Gisle bad Kolbein endnu engang om at afstaa fra sine Besøg. Kolbein sagde at det var ham umuligt. Da drog Gisle sit Sverd og hug Kolbein Banehug. Thorkell lod meget ilde derover, men Thorbjørn blev meget glad, da han erfarede det, og sagde at nu kunde han se at, han virkelig ogsaa havde Sønner, ikke Døttre alene.

Thorkell var saa misfornøjet over sin Vens Drab, at han ikke kunde holde ud at være hjemme, men begav sig til Kolbeins Frænde, der hed Skegge, og sædvanligviis kaldtes Holmgangsskegge, fordi han var en stor Holmgænger. Thorkell eggede Skegge sterkt til at hevne Kolbein og egte Thordis, og fik ham til at indfinde sig selv tyvende hos Thorbjørn for at bejle til hans Datter. Denne var nu halv om halv bortlovet til Baard, en anden ung Bonde i Egnen, og Skegges Frieri blev afviist. Derover blev han saa fornærmet, at han udfordrede Baard til Holmgang paa en Ø, kaldet Sara. Gisle spurgte Baard, om han tænkte paa at indfinde sig til Holmgangen. Baard sagde, at det ej var at tænke paa for ham. Da skammede Gisle ham ud for hans Frygtsomhed, og sagde at han selv vilde gaa i Kampen. Gisle begav sig til Saxer selv tolfte. Da var Skegge allerede kommen, havde fremsagt Holmgangsloven og haslet Volden; men da han endnu ikke saa noget til Baard eller Gisle, bød han sin Smed, der var i hans Følge, at indrette og opstille to Menneskefigurer i Baards og Gisles Lignelse paa Stedet til evig Spot og Spee for dem. Dette hørte Gisle, som allerede var kommen i den nærliggende Skov, og raabte: „Andet nyttigere Arbejde kunne nok dine Huuskarle tage sig til: her seer du den, som ikke er bange for at slaas med dig“. Derpaa gik de begge i Holmen, uden at have nogen til at holde Skjold for sig, og Enden paa Kampen blev at Gisle hug den ene Fod af Skegge, som maatte løse sig af Holmen, og siden gaa med Træbeen. Thorkell fulgte nu hjem med Gisle, og Forstaaelsen mellem Brødrene blev atter god. Gisle vandt ved denne Bedrift stor Anseelse.