Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/802

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
774
Haakon Adelſteensfoſtre.

mange Aar efter Hjemkomſten, efterladende Aaſtrid ſom Enke, med fire Børn, af hvilke den yngſte Søn, Glum, blev hjemme hos Moderen, medens de andre, da de bleve voxne, giftede ſig og flyttede bort. En mægtig Nabo, Landnamsmanden Thorkell høje, tilligemed dennes Søn Sigmund benyttede ſig af Aaſtrids forſvarsløſe Stilling til at fortrænge hende og Glum fra Fædrenegaarden Tveraa; de flyttede til en anden Deel af Ejendommen og byggede en ny Gaard, men ingenſinde fik de være i Fred, thi Thorkell og Sigmund tilegnede ſig de bedſte Jordſtykker, og ſøgte i alle Dele at gjøre dem Skade. Glum, der i Opvæxten havde viiſt ſig ſtille og indeſluttet i ſig ſelv, og ikke taget ſig ſynderligt af Gaardens Drift, men ſom forreſten var ſmuk og ſtor af Væxt, havde imidlertid naaet ſit femtende Aar, og ſagde at han vilde drage over til Norge for at prøve, om han kunde faa nogen Lykke hos ſine anſeede Frænder, thi han kunde ikke længer holde ud at taale Sigmunds Anmasſelſer. Han bad ſin Moder, ikke at ſælge Ejendommen i hans Fraværelſe, hvor trangt det end maatte vorde hende, og drog afſted.

Da Glum var kommen til Norge, begav han ſig op paa Vors, til Vigfus’s Gaard, hvor han ſtrax kunde ſe at man levede paa en ſtor Fod, thi der var en Mængde Menneſker og mangeſlags Lyſtighed og Leg. Han ſaa flere Mænd af et fornemt Udſeende, og vidſte derfor i Førſtningen ikke, hvo af dem var hans Morfader Vigfus, men endelig fik han Øje paa en ſtor, værdigt udſeende Mand i Højſædet, der var iført en blaa Kappe og legede med et guldbeſlaget Spyd: da kunde han ſkjønne at dette var Huſets Herre, gik hen til ham og hilſede ham. Vigfus modtog hans Hilſen venligt og ſpurgte hvo han var; han nævnte ſig da ſom en af hans Datter Aaſtrids Sønner, der var kommen for at beſøge ham. Vigfus ſvarede, at han ej ſaa lige kunde vide, om det var ſandt hvad han ſagde; han anviſte ham imidlertid Sæde paa den ydre Deel af den ringere Bænk, og gjorde ikke ſynderligt af ham; heller ikke blandede Glum ſig ſynderligt i de Øvriges Samtaler og Lyſtighed, men laa for det meſte i ſit Sengerum med en Kappe over Hovedet, og betragtedes ſom en underlig Skrue. Ved Vinternatstid ſkulde der være Diſeblot og Gjeſtebud paa Gaarden; alle ſkulde deeltage deri, men Glum ſad i ſit Rum og gik ej til Blotet Om Aftenen, da Gjeſterne vare komne, herſkede der langt mindre Lyſtighed, end man ſkulde have ventet, hvor ſaa mange vare tilſammen, og Beværtningen ſaa god. Glum, ſom hverken havde været ude at modtage Gjeſterne eller indbudt Nogen til at ſidde hos ſig, fik Aarſagen til denne Misſtemning førſt at vide, da de havde ſat ſig til Bords. Det blev ham nemlig ſagt, at en Berſerk ved Navn Bjørn Jernhaus var kommen til Gaarden ſelv tolfte; han havde for Skik at indfinde ſig ved ſtore Gjeſtebud og give ſig i Ordvexling med Folk, for at ſaa Anledning til at æſke dem til Holmgang, om de vovede at ſige det allermindſte, der mishagede ham. Vigfus bad at man vilde ſvare ham lempeligt, og ej