Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/803

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
775
Viga-Glum.

lade det komme til nogen Voldſomhed, hvilket ogſaa lovedes. Bjørn kom nu ind i Skaalen, ſtillede ſig foran den Mand, der ſad yderſt paa den fornemmere Bænk, og ſpurgte ham, om han vel troede ſig at være hans Ligemand. Nej langt fra, ſvarede den Tilſpurgte; nu gjentog han Spørgsmaalet til den næſte, og fik omtrent det ſamme Svar; ſaaledes fortſatte han langs hele Bænken, uden engang at ſkaane Vigfus ſelv, der ſad i Højſædet Denne ſvarede, at det var uviſt om han i ſine yngre Dage, da han laa i Viking, kunde have maalt ſig med ham; nu, da han var gammel og ſvag, var det end mindre at tænke paa. Saaledes gik det langs begge Bænke, indtil Berſerken kom til Glum, der laa paa Pallen. Bjørn ſpurgte, hvorfor han laa, og ej ſad oppe. Sidemændene ſvarede at han var ſaa uvittig, at det ej var Umagen værd at agte paa ham. Bjørn ſpendte til ham med Foden, ſagde at han ſkulde ſidde oppe ſom andre, og ſpurgte om han vel anſaa ſig for hans Lige. Glum ſagde at han kunde lade ham være i Fred; hans Lige ønſkede han ej at være, da Folk ſom bare ſig ſaaledes ad, paa Island kun vilde kaldes Narre; i det ſamme ſprang han op, løb ind paa Bjørn, rev Hjelmen af ham, greb et Vedtræ, og ſlog ham Slag paa Slag mellem Skuldrene, ſaa at han faldt; da han vilde til at rejſe ſig, ſlog han ham i Hovedet, og blev ved dermed, indtil han havde faaet ham udenfor Døren. Da Glum vilde ſætte ſig paa ſin Plads igjen, var Vigfus kommen paa Gulvet, og hilſte ham med Glæde ſom ſin Frænde, „thi nu“, ſagde han, havde Glum beviiſt, at han var af hans Æt“. „Jeg har“, vedblev han, „i Førſtningen ikke gjort faa meget af dig, fordi jeg vilde at du førſt ſkulde føre dig i Ætten ved en eller anden raſk Daad; men nu ſkal jeg viſe dig al mulig Hæder“. Han ledede ham nu til Sæde hos ſig ſelv. Glum ſagde, at han nok gjerne havde modtaget det Sæde noget før. Dagen efter erfor man, at Bjørn har død. Vigfus tilbød Glum at blive der og arve hans Magt og Anſeelſe. Glum ſvarede at det vilde han gjerne, dog maatte han førſt ud til Island for at ſe til ſin Fædrenearv; men derefter ſkulde han ſaa ſnart ſom muligt komme tilbage. Vigfus ſagde, at under disſe Omſtændigheder ſaa det rimeligere ud til, at Glum vilde komme til at forøge ſin Æt og ſin Hæder paa Island. Da Sommeren kom, lod Vigfus udruſte et Skib for Glum, ſkjenkede ham fuld Ladning og meget Gods i Guld og Sølv, og gav ham til Afſkeden en Kappe, et Spyd og et Sverd, hvilke tre Ting han bad ham aldrig at ſkille ſig ved, da der var Lykke ved dem; „vi Frænder“, ſagde han, „have haft ſtor Tiltro til dem, og ſaa længe du har dem, haaber jeg at du ikke vil miſte din Anſeelſe“. Derpaa ſkiltes de ad, og ſaaes ikke oftere. Glum kom til Island, hvor hans Moder imidlertid havde lidt megen Overlaſt af Sigmund. Han holdt ſig rolig en Stund, men da Uvæſenet gik for vidt, dræbte han Sigmund, og forfulgte tillige hans Fader Thorkell med ſaadan Kraft til Thinge for hans Uretfærdighed og