lade det komme til nogen Voldsomhed, hvilket ogsaa lovedes. Bjørn kom nu ind i Skaalen, stillede sig foran den Mand, der sad yderst paa den fornemmere Bænk, og spurgte ham, om han vel troede sig at være hans Ligemand. Nej langt fra, svarede den Tilspurgte; nu gjentog han Spørgsmaalet til den næste, og fik omtrent det samme Svar; saaledes fortsatte han langs hele Bænken, uden engang at skaane Vigfus selv, der sad i Højsædet Denne svarede, at det var uvist om han i sine yngre Dage, da han laa i Viking, kunde have maalt sig med ham; nu, da han var gammel og svag, var det end mindre at tænke paa. Saaledes gik det langs begge Bænke, indtil Berserken kom til Glum, der laa paa Pallen. Bjørn spurgte, hvorfor han laa, og ej sad oppe. Sidemændene svarede at han var saa uvittig, at det ej var Umagen værd at agte paa ham. Bjørn spendte til ham med Foden, sagde at han skulde sidde oppe som andre, og spurgte om han vel ansaa sig for hans Lige. Glum sagde at han kunde lade ham være i Fred; hans Lige ønskede han ej at være, da Folk som bare sig saaledes ad, paa Island kun vilde kaldes Narre; i det samme sprang han op, løb ind paa Bjørn, rev Hjelmen af ham, greb et Vedtræ, og slog ham Slag paa Slag mellem Skuldrene, saa at han faldt; da han vilde til at rejse sig, slog han ham i Hovedet, og blev ved dermed, indtil han havde faaet ham udenfor Døren. Da Glum vilde sætte sig paa sin Plads igjen, var Vigfus kommen paa Gulvet, og hilste ham med Glæde som sin Frænde, „thi nu“, sagde han, havde Glum beviist, at han var af hans Æt“. „Jeg har“, vedblev han, „i Førstningen ikke gjort faa meget af dig, fordi jeg vilde at du først skulde føre dig i Ætten ved en eller anden rask Daad; men nu skal jeg vise dig al mulig Hæder“. Han ledede ham nu til Sæde hos sig selv. Glum sagde, at han nok gjerne havde modtaget det Sæde noget før. Dagen efter erfor man, at Bjørn har død. Vigfus tilbød Glum at blive der og arve hans Magt og Anseelse. Glum svarede at det vilde han gjerne, dog maatte han først ud til Island for at se til sin Fædrenearv; men derefter skulde han saa snart som muligt komme tilbage. Vigfus sagde, at under disse Omstændigheder saa det rimeligere ud til, at Glum vilde komme til at forøge sin Æt og sin Hæder paa Island. Da Sommeren kom, lod Vigfus udruste et Skib for Glum, skjenkede ham fuld Ladning og meget Gods i Guld og Sølv, og gav ham til Afskeden en Kappe, et Spyd og et Sverd, hvilke tre Ting han bad ham aldrig at skille sig ved, da der var Lykke ved dem; „vi Frænder“, sagde han, „have haft stor Tiltro til dem, og saa længe du har dem, haaber jeg at du ikke vil miste din Anseelse“. Derpaa skiltes de ad, og saaes ikke oftere. Glum kom til Island, hvor hans Moder imidlertid havde lidt megen Overlast af Sigmund. Han holdt sig rolig en Stund, men da Uvæsenet gik for vidt, dræbte han Sigmund, og forfulgte tillige hans Fader Thorkell med saadan Kraft til Thinge for hans Uretfærdighed og
