vrimlende Skov. Dog, da de just vilde til at gaa ud og søge efter ham, kom han, og fremviste Bjørnens Tryne, til stor Forbauselse for Ivar, der nu erkjendte, hvor uvittigt det var at spotte ukjendte Mænd, og yttrede Tvivl om, hvorvidt han eller nogen af hans Mænd kunde have gjort Eyjulf dette efter. Da Reidar kom hjem, ængstelig for hvordan Behandling hans Ven havde lidt, glædede Ivar ham med den Forsikkring, at han herefter vilde vise Eyjulf det samme Venskab, som han selv, og at Eyjulf nu skulde sidde ved hans Side. Da Gjesterne kom og man skulde sidde Tolvmenning, det vil sige tolv og tolv sammen i Buntetrad, blev der efter Skik og Brug kastet Lod om, hvo der skulde sidde nærmest Vigfus Herses Datter Aastrid, og Lodden traf Eyjulf, hvilket gav Anledning til at man allerede da talte om, at der nok torde blive et Par af dem.
De fire følgende Somre tilbragte Eyjulf i Viking, men opholdt sig om Vinteren paa Vors hos begge Brødrene. Da kom der delt fjerde Vinter en paa Oplandene bosat Frænde af Brødrene, ved Navn Thorstein, og klagede sin Nød for dem, at en Berserk ved Navn Aasgaut havde udfordret ham til Holmgang for at tiltvinge sig hans Søster. Uden Brødrenes Hjelp vovede han ej at binde an med ham, og bønfaldt dem derfor om at staa ham bi. De kunde ikke afslaa ham Begjæringen, og fulgte ham, tilligemed Eyjulf og flere af deres Mænd, tilsammen 30, til Oplandene. Da de kom til Kampstedet, spurgte de deres Mænd, om nogen af dem havde Lyst at tilkæmpe sig en Kone, ved at træde i Holmgang med Aasgaut, men Ingen vovede det. De bade nu Eyjulf om at holde Skjoldet for Thorstein i Kampen Men Eyjulf sagde at han heller vilde kæmpe med Berserken i hans Sted, og derved blev det. Brødrene takkede ham meget for dette Venskabsbeviis, og Ivar tilbød sig at holde Skjold for ham, men Eyjulf afslog det med de Ord: „det gamle Ordsprog er sandt, at egen Haand er huldest“. Da han traadte ud paa Holmen, sagde Berserken: „skal denne Klump slaaes med mig?“ Eyjulf sagde roligt, at det stod daarligt til med ham, som frygtede en stor, og spottede en liden Mand. Berserken fremsagde Holmgangsloven, at den saarede skulde løse sig med ti Merker af Holmen Eyjulf undrede sig over at han selv vurderede sig saa ringe, „thi i vort Land“, sagde han, „vilde den Sum kun ansees for Trællegjeld“. Eyjulf skulde hugge først, og hug allerede i dette Hug den nederste Deel af Skjoldet og den ene Fod af Berserken, der saaledes maatte løse sig af Holmen, og siden levede som Krøbling. Thorstein bød Eyjulf meget Gods for Hjelpen, men Eyjulf sagde at han havde ydet den hverken for at faa Gods eller for at faa Pigen, kun af Venskab for Brødrene. Efter Tilbagekomsten til Vors bejlede han til Aastrid Vigfusdatter; Ivar og Reidar talte hans Sag, og han fik hende. Hans Fader Ingjald var imidlertid død; han vendte derfor tilbage til Island med sin unge Kone, for at overtage Gaarden og Godordet. Men han levede ikke
