Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/800

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
772
Haakon Adelſteensfoſtre.

forærede Ingjald af Erkjendtlighed et fuldt Sæt Tapeter til hans Gildeſkaale; da han vendte tilbage til Norge, fulgte Eyjulf med ham, for at ſe ſig om i Verden. Ved Ankomſten til Norge foreſlog Reidar ham at tage Tjeneſte hos Kong Haakon, men Eyjulf ſvarede, at han ej var ſkikket til at tjene Konger, og ſagde at han helſt miſtede at tilbringe Tiden hos Reidar. Denne gjorde Vanſkeligheder derved, og maatte paa Eyjulfs indſtændige Spørgsmaal endelig rykke Ud med Aarſagen, at hans Broder Ivar, der ſnart var ventende hjem fra Viking, ikke kunde lide Islændingerne, men plejede at ſpotte og forhaane dem ſaaledes, at de ej vel kunde opholde ſig der, iſær da ogſaa hans Mænd fulgte hans Exempel. Eyjulf fik herved juſt Lyſt til at blive, og Reidar kunde ikke vel negte ham det. Da Tiden led til at Ivar ſkulde komme, iførte Eyjulf ſig en loden Kappe, og ſad med den hver Dag ved Reidars Side. Da Ivar kom, og var bleven venſkabelig modtagen af Reidar, fik han Øje paa Eyjulf, og ſpurgte ſin Broder hvad for et Menneſke eller Dyr der ſad ved Siden af ham, thi det var, ſagde han, en temmelig ſtor Rue (hrúga, Dynge). Eyjulf ſagde, hvo og hvorfra han var, og at han agtede at forblive der om Vinteren, hvorover Ivar yttrede ſin Misfornøjelſe, og bebrejdede ſin Broder, at han ſkulde drage til det værſte Folk i Verden og bringe dem Mænd derfra paa Halſen at opvarte. Da han ſaa, at hans Broder tog ſig nær heraf, ſlog han ſig vel for det førſte til Taals, men paaſtod dog, at han vilde kalde Eyjulf med Tilnavnet Ruga, ligeſom han og hans Mænd ved hver given Anledning ſøgte at have ham til Bedſte. Julegjeſtebudet ſkulde denne Gang ſtaa hos Brødrene, og da Tiden nærmede ſig, gjorde Reidar ſig rede til at drage om og indbyde Gjeſter. Han vilde have Eyjulf med, fordi han ikke var vis paa, hvorledes Ivar og dennes Mænd vilde behandle ham, men Eyjulf ſagde at han ikke befandt ſig vel, og helſt ønſkede at blive hjemme. Reidar maatte drage afſted uden ham, og Ivars Mænd glædede ſig allerede til at have deres Morſkab med Rugen, ſom de kaldte Eyjulf. Men mod Formodning ſagde Ivar, at det vilde være højſt utaknemmeligt af ham mod hans Broder Reidar, der alene ſørgede for at ſtyre Huusvæſenet, om han tillod at dennes Gjeſt led Overlaſt; han forbød ſine Mænd at ſige et eneſte fornærmeligt Ord imod ham, og erklærede at om han end havde dræbt hans Broder, vilde han dog for Reidars Skyld ikke gjøre ham noget ondt. Han forbød dem ogſaa at kalde ham Ruge. Den følgende Morgen indbød Ivar Eyjulf til at gaa med dem ud i Skoven for at fornøje ſig med at fælde Træer. Han fulgte med, og kom her, idet han gik afſides, til at treffe en Bjørn, af hvilken han med ſit Sverd afhug Trynet oppe ved Øjnene, og tog det med ſig. Dette ſinkede ham, ſaa at de øvrige kom hjem før ham, til ſtor Sorg for Ivar, der ængſtedes over hans Udebliven og bebrejdede ſig ſelv og ſine Mænd, at de havde ladet den Fremmede gaa ene i den vildſomme, af Skadedyr