Haakon var overordentligt elsket af sine Mænd, og fortjente at være det. Ingen Konge kan have noget herligere Eftermæle, end hvad Sagaen med faa Ord siger om ham: „baade hans Venner og Uvenner græd over hans Død, og sagde, at Norge aldrig vilde faa saa god en Konge igjen“[1], ligesom det ogsaa paa et andet Sted heder: „Man kan ikke erindre, at Norge har været bedre end under ham, paa det nær, at det ikke var christnet[2]. Og det tjener ikke mindre Bønderne til Ros, at de forstode at sætte Priis paa hans Fortjenester, uagtet disse ikke egentlig vare af det efter de Tiders Anskuelser meest glimrende Slags, ja uagtet han selv just paa Grund af den Hengivenhed for Christendommen, der havde givet hans Aand en mere fredelig Retning, var kommen paa en spendt Fod med flere af dem. De maa have følt, at hans fredelige Virksomhed bidrog mere til at give Landet Styrke og Sammenhold, og til at sikkre dets Frihed og Selvstændighed, end glimrende Krigsforetagender. Vel omtale Sagnene kun med faa Ord hiin Virksomhed, men ikke desto mindre lader det sig ane, at den har været Utrættelig, omfattende og gjennemgribende, at det er ham, som egentlig har lagt den Grundvold, hvorpaa Olaf den hellige og andre Lovgivere siden byggede, og at han altsaa med Rette kan kaldes Norges anden Stifter, ligesom St. Olaf kan kaldes den tredie. Det er derfor meget uretfærdigt, som flere have gjort, at kalde Haakon en svag Mand, fordi han tilbagegav Odelen, og lod sig afholde fra at drive sine Omvendelsesplaner til det Yderste. Haakon var en klog Mand, som skjønnede, hvor langt han kunde gaa; Odelens Tilbagegivelse var en Nødvendighed, og passede desuden med hans hele Politik; og den Ordning af Landets indre Forholde, som det er tydeligt at se, han maa have sat igjennem, Erhvervelsen af Jemteland, Underkastelsen af Vermeland, tildeels af Gautland, Landets kraftige Forsvar og Fredens lange Bevaring kunne i en Tid, som hiin, ej kaldes nogen svag Mands Verk. Haakon er i Sandhed en af de ædle, ophøjede Charakteren man ikke saa ofte møder i Historien, men som det derfor er desto mere velgjørende at møde. I Norges Aarbøger vil hans Navn stedse være uforglemmeligt og hans Minde hædret, som kun faa Kongers Minder ere blevne hædrede.
Den Kjærlighed, hvormed Folket omfattede Haakon, skaffede ham efter Døden Tilnavnet „den gode“. Det er heller ikke at undres over, at Sagnet tilskrev hans Død onde Magters Indvirkning, fremmanet af hans Dødsfiende, Dronning Gunnhild. Der fortaltes, at hendes Skosvend eller Kammertjener, Kisping, havde været med i Slaget, og, medens de øvrige flygtede ned til Skibene, skal være løben frem med de Ord: „giv Rum for
