Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/795

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
767
Haakons Død.


Haakon var overordentligt elſket af ſine Mænd, og fortjente at være det. Ingen Konge kan have noget herligere Eftermæle, end hvad Sagaen med faa Ord ſiger om ham: „baade hans Venner og Uvenner græd over hans Død, og ſagde, at Norge aldrig vilde faa ſaa god en Konge igjen“[1], ligeſom det ogſaa paa et andet Sted heder: „Man kan ikke erindre, at Norge har været bedre end under ham, paa det nær, at det ikke var chriſtnet[2]. Og det tjener ikke mindre Bønderne til Ros, at de forſtode at ſætte Priis paa hans Fortjeneſter, uagtet disſe ikke egentlig vare af det efter de Tiders Anſkuelſer meeſt glimrende Slags, ja uagtet han ſelv juſt paa Grund af den Hengivenhed for Chriſtendommen, der havde givet hans Aand en mere fredelig Retning, var kommen paa en ſpendt Fod med flere af dem. De maa have følt, at hans fredelige Virkſomhed bidrog mere til at give Landet Styrke og Sammenhold, og til at ſikkre dets Frihed og Selvſtændighed, end glimrende Krigsforetagender. Vel omtale Sagnene kun med faa Ord hiin Virkſomhed, men ikke deſto mindre lader det ſig ane, at den har været Utrættelig, omfattende og gjennemgribende, at det er ham, ſom egentlig har lagt den Grundvold, hvorpaa Olaf den hellige og andre Lovgivere ſiden byggede, og at han altſaa med Rette kan kaldes Norges anden Stifter, ligeſom St. Olaf kan kaldes den tredie. Det er derfor meget uretfærdigt, ſom flere have gjort, at kalde Haakon en ſvag Mand, fordi han tilbagegav Odelen, og lod ſig afholde fra at drive ſine Omvendelſesplaner til det Yderſte. Haakon var en klog Mand, ſom ſkjønnede, hvor langt han kunde gaa; Odelens Tilbagegivelſe var en Nødvendighed, og pasſede desuden med hans hele Politik; og den Ordning af Landets indre Forholde, ſom det er tydeligt at ſe, han maa have ſat igjennem, Erhvervelſen af Jemteland, Underkaſtelſen af Vermeland, tildeels af Gautland, Landets kraftige Forſvar og Fredens lange Bevaring kunne i en Tid, ſom hiin, ej kaldes nogen ſvag Mands Verk. Haakon er i Sandhed en af de ædle, ophøjede Charakteren man ikke ſaa ofte møder i Hiſtorien, men ſom det derfor er deſto mere velgjørende at møde. I Norges Aarbøger vil hans Navn ſtedſe være uforglemmeligt og hans Minde hædret, ſom kun faa Kongers Minder ere blevne hædrede.

Den Kjærlighed, hvormed Folket omfattede Haakon, ſkaffede ham efter Døden Tilnavnet „den gode“. Det er heller ikke at undres over, at Sagnet tilſkrev hans Død onde Magters Indvirkning, fremmanet af hans Dødsfiende, Dronning Gunnhild. Der fortaltes, at hendes Skoſvend eller Kammertjener, Kiſping, havde været med i Slaget, og, medens de øvrige flygtede ned til Skibene, ſkal være løben frem med de Ord: „giv Rum for

  1. Snorre, Haak. den godes S. Cap. 32, jvfr. Fagrſkinna Cap. 34.
  2. Ágrip, Cap. 5.