Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/794

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
766
Haakon Adelſteensfoſtre.

med, thi idet han forfulgte de flygtende Fiender ned til Stranden, og Spyd, Pile og alſkens Skudvaaben fløj ſaa tykt ſom Snedrev, var han bleven truffet i den højre Arm, lidt nedenfor Axlen, af en Piil, af det Slags ſom kaldtes Flein. Han lod ſig bringe ud paa ſit Skib, for at faa Saaret forbundet, men Blodet randt ſaa ſterkt, at det ej kunde ſtandſes, og da det led ud paa Dagen, begyndte han at blive afmægtig. Han ſagde nu til ſine Mænd, at han vilde til ſin Gaard Aalreksſtad, og de roede nordefter; men allerede da de kom til Haakonshellen, følte han ſit Endeligt ſaa nær, at han lod ſig ſætte i Land og et Telt opſlaa, for at tilbringe ſine ſidſte Øjeblik der, paa det ſamme Sted, hvor han førſte Gang ſaa Dagens Lys. Han kaldte ſine Venner og Raadgivere til ſig, for at ſige dem ſin ſidſte Vilje. Han efterlod ingen Sønner, og kun en eneſte Datter, ved Navn Thora, derfor overdrog han ſin Hird og hele Riget til Harald Eriksſøn og hans Brødre, beklagende at der havde været en ſaadan Uenighed mellem ham og hans Frænder. Han bød ſine Mænd bringe Eriksſønnerne dette Budſkab, med Bøn til disſe om at de vilde viſe Mildhed mod hans Venner og Frænder. Han angrede dybt, at han havde ladet ſig bevæge til at afvige fra Chriſtendommens Bud. „Vorder Livet mig forundt“, ſagde han, vil jeg alligevel drage af Landet til chriſtne Mænd, og bøde og bedre det, jeg bar forſyndet mig mod Gud; men dør jeg her i Hedendommen, ſaa begraver mig, ſom I ſelv ſynes“. Hans Venner tilbøde ſig at ville føre hans Lig over til England for at det kunde blive begravet ved en Kirke. Men han ſagde: „jeg er ikke det værd; jeg levede ſom en Hedning, og derfor ſkal man ogſaa begrave mig ſom en Hedning“. Kort efter døde han. Hans Venner førte Liget til Kongsgaarden Sæim paa Lygren i Nordhørdaland, hvor de opkaſtede en ſtor Hø og lagde ham deri indſluttet i en Steen-Tro, med hele hans Ruſtning og hans bedſte Klæder, men intet andet Gods. De talte over hans Grav, ſom Skik og Brug var blandt hedenſke Mænd, og viſte ham til Valhall[1].

    dere, en Flaade af 60 Skibe, og til Hjelpere Eyvind (Revindus, her menes Eyvind Skreyja) og Karlhøfde (Karlhofthus, her menes Alf Aſkmand). I Slaget opfordrede Eyvind Haakon til at træde frem og møde ham, og da Haakon nærmere betegnede, hvor han var, hug han efter ham med en uſædvanlig ſtor Øxe, og vilde have truffet ham, hvis ikke en af Kongens Hirdmænd havde opofret ſig ved at optage Hugget. — Dette var ſaa heftigt, at Øxen uden at ſtandſe gik tvers igjennem ham, og ſank dybt i Jorden; da Eyvind maatte kaſte ſig paa Knæ for at faa den rykket op, gjennemboredes han af Haakon, der ſteg op paa den dræbte Hirdmands Lig. Imidlertid kom Thoralf, der af Haakon var lagt i Baghold for at falde Fienden i Ryggen, til, gjorde et Angreb, dræbte Karlhøfde, og drev Danerne paa Flugten. Men Haakons Fald opvejede de Andres Sejr.

  1. Snorre, Haakon den godes S. Cap. 32. Fagrſkinna, Cap. 34. Ágrip Cap. 6. Det er dette, ſom tilføjer, at han lagdes i en Steentro.