Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/793

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
765
Slag ved Fitje.

mand for Thoralf. Haakon gik nu ſaa voldſomt frem, at alle maatte vige for ham. I dette Slag“, heder det, „var det ikke godt for frygtſomme Mænd at gjøre Modſtand, thi Styrken og Vaabnene og Angrebets Heftighed var uimodſtaaelig; af de Danſke priſede den ſig lykkeligſt, der var længſt borte, og de nærmeſte bleve ſnart lede deraf; det var ikke længe efter Eyvind Skreyjas Fald, førend Gunnhildsſønnernes Hær begyndte at flygte, og de ſelv maatte fly til Skibene. Kongen forfulgte dem i Spidſen for ſin Fylking, og dræbte alle dem de kunde naa. Blandt de Kæmper, der udmerkede ſig i Slaget, nævnes ogſaa Thorgeir Ormsſøn, ſom fik et Saar i Kinden, der ſkaffede ham Tilnavnet „Høggvinnkinne“ (den Kindhugne)[1]. Paa den Maade miſtede Eriksſønnerne mange Folk, baade paa Valpladſen, paa Flugten til Skibene, og nede paa Fjæren; mange druknede ogſaa, idet de vilde ſvømme ud til Skibene. Dog lykkedes det ikke ſaa Faa, og blandt dem Eriksſønnerne[2], at redde ſig ombord paa Skibene, med hvilke de ſtrax flygtede ſydefter, forfulgte af Haakons Mænd[3]. Han ſelv kunde ikke følge

    nu ſkjulte ſig. Hold frem ſaaledes ſom nu, om du vil finde mig, ſagde Kongen; hiin ſtyrtede frem mod ham og hug til baade Hænder med en bred Øxe, faa at Huggene naaede Jorden. Da ſagde Thoralf den ſterke: Vil du, Herre, at jeg ſkal gaa imod ham? Nej, ſagde Kongen, mig vil han have fat paa, og mig ſkal han ogſaa ſinde“, kaſtede af ſit Hoved en Dølge-Hat, Skaldaſpilder havde ſat over Kongens guldbelagte Hjelm, for at han ſkulde være vanſkeligere at kjende end før, da han ellers var let at kjende af ſin Højde og ſit Udſeende. Siden gik Kongen frem foran Merkerne mod Kæmpen, i Silkeſkjorte, med Hjelm paa Hovedet, Skjold for ſig, Sverd i Haand, og ſyntes ſaaledes udruſtet alle at være prægtig at ſe til. Da vadede Kæmpen frem, hjelmet og brynjet, imod ham, løftede Øxen med begge Hænder, og hug til Kongen, men Kongen veg lidt til Side, faa at Kæmpen ikke traf, men hug ned i Jorden, og kom derved til at ſtupe lidt fremover, men Kongen hug ham med Sverdet iſønder i Brynjen, ſaa at Delene faldt hver ſin Vej“.

  1. Landnáma, III. 18.
  2. Ágrip, Cap. 6, og Historia Norvegiæ fol. 8. a. lader to af Eriks Sønner, Gorm og Erling, falde i Slaget.
  3. I Beſkrivelſen af Slaget have vi her fulgt Snorre (Haakon den godes Saga Cap. 28—31, og Fagrſk., Cap. 32, 33), hvilke bedſt ſtemme med hinanden indbyrdes og tillige med de ſamtidige Kvad, hvorfor de ſaaledes have det ſtørſte Paalideligheds-Præg. Afvigelſen i Ágrip, Cap. 6, er ovenfor berørt. Saxo (10de Bog, S. 477—479) beſkriver det og paa en noget afvigende Maade, og det er tydeligt at ſe, at han her har fulgt uafhængige Sagn, rimeligviis hjembragte til Danmark af de Daner, der deeltoge i Slaget, medens Sagaernes Fremſtilling rimeligviis grunde ſig deels paa Eyvind Finnsſøns og andre anſeede Nordmænds, deels paa de tre Islændingers Fortællinger. De Overeensſtemmelſer, der trods Kildernes Forſkjellighed og de øvrige Afvigelſer dog findes mellem Saxos og Sagaernes Fremſtillinger, vidne ſterkt om Paalideligheden af disſe i det Hele taget. Saxo lader Harald Gormsſøn, hjemkommen fra et Tog, møde Harald Eriksſøn og tilſige ham Hjelp mod Haakon, imod Løfte om at betale ham Skat, hvis han ſejrer. Harald fik, heder det vi-