Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/792

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
764
Haakon Adelſteensfoſtre.

enkelt Mand i Haakons Hær[1]. Men Haakon var lige uforfærdet. Idet han opſtillede ſine Mænd, henkaſtede Eyvind et Halvvers, hvori han ſpøgte med at Kongen nu hilſede paa Eyvind Skreyjas Hær med ſkarpe Odde; og ſtrax udfyldte Kongen Verſet, idet han priſte ſine Mænd, der ſaa vel lønnede ham for de Klenodier og dyrebare Vaaben, han havde ſkjenket dem. Vejret var klart og ſolvarmt, ſaa at Brynjen blev Kongen beſværlig; han kaſtede den derfor af ſig, og eggede med en glad Mine ſine Mænd til Striden. Ved hans Side gik Thoralf Skolmsſøn, med Hjelm, Skjold, Spyd og Sverdet Fetbreid. Thore Thorſteinsſøn havde ingen Brynje, men tog en Oxehud, ſkar en Rift i den, ſtak Hovedet derigjennem og drog Huden over ſig; dette Slags Haſtverksbrynje ſkaffede ham ſiden Tilnavnet „Læderhals“[2]. Da Fylkingerne tornede ſammen, blev der en haard Strid. Da Pilene og Kaſteſpydene vare bortſkudte, tog man til Sverdene; da gik Haakon og Thoralf frem foran Merkerne, og hug til begge Sider; „han traf altid“, heder det i en gammel Beretning, „og dog bed Sverdet, ſom om han ikke traf“. Kong Haakon var let at kjende blandt de øvrige, iſær fordi det lyſte af hans gyldne Hjelm, naar Solen ſkinnede paa den. Da alle derfor rettede ſine Vaaben mod ham, tog Eyvind Finnsſøn en Hætte og drog ned over Hjelmen. Eyvind Skreyja, der gik i Spidſen for den fiendtlige Hær, og iſær ſøgte hen mod Kongens Merke, raabte nu: „Hvor er der blevet af Nordmændenes Konge? hvorfor ſkjuler han ſig, eller tør ikke viſe ſig’? Man ſeer jo ikke mere til Guldhjelmen’?“ „Hold frem, ſom du ſtevner, om du vil finde Nordmændenes Konge“, ſvarede Haakon, kaſtede Skjoldet til Side og greb Sverdet med begge Hænder, idet han løb frem foran Merket. Eyvind Skreyja og Alf Aſkmand ſtevnede ligeledes frem, huggende til begge Sider, ſom raſende. „Lad mig gaa imod Eyvind, Herre“, ſagde Thoralf Skolmsſøn. „Nej“, ſagde Kongen, „mig vilde han ſinde, og mig ſkal han ogſaa finde“. Da de mødtes, løftede Eyvind Sverdet, for at hugge til Kongen, men Thoralf ſkød ſit Skjold for, ſaa at Eyvind ravede. I det ſamme hævede Haakon Kvernbit med begge Hænder, og kløvede med eet Hug Eyvinds Hjelm og Hoved lige ned til Skuldrene[3]. Paa ſamme Tid faldt Alf Aſk-

  1. Ágrip ſiger kun at der var fire mod een. Udtrykket „ſer mod een“ anvendes i Fagrſkinna allerede i Beſkrivelſen over Slaget paa Frædø; det maa vel neppe nogenſteds tages bogſtaveligt.
  2. Landnáma III. 18.
  3. Kampen med Eyvind beſkrives lidt forſkjelligt i Ágrip. Da denne Beſkrivelſe dog er meget livlig og charakteriſtiſk, ville vi her tilføje den: „Eyvind var en ſtor Kæmpe, ſtørre end andre; Jern bed neppe paa ham. Han gik ſaaledes om Dagen, at Ingen kunde ſtaa ſig mod ham, thi ingen kunde maale ſig med ham; ſaaledes foer han frem hylende og tudende, og ryddede idet han hug til baade Hænder, og ſpurgte, hvor Nordmændenes Konge var, hvi han