Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/791

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
763
Slag ved Fitje.

til hans eget Bedſte, og at man ſnareſt muligt burde gribe til Vaaben. „Du er en god Dreng og forſtandig Mand, Eyvind“, ſagde Kongen, „ſom viſt ikke melder Hærſagn, uden at det er ſandt“. Nu bekræftede alle de Tilſtedeværende hans Udſagn, og ſnart overbeviſte Kongen ſig ſelv om, at det var Krigsſkibe, ſom kom ſejlende, og at de ikke havde langt til Øen. Han lod nu Bordene tage bort, kaldte ſine Raadgivere til ſig og ſagde: „her komme mange Skibe imod os, og vor Skare er kun liden; det er let at ſe, at vi nu ville faa at beſtille med en langt ſtørre Overmagt, end nogenſinde forhen, ſaa meget mandſterkere end Gunnhilds Sønner ved tidligere Lejligheder have været; nødig vilde jeg bringe mine bedſte Mænd i alt for ſtor Fare, men nødig vilde jeg ogſaa fly, hvis forſtandige Mænd ikke fandt det altfor urimeligt at oppebie Fienden“. Det varede en Stund, førend Nogen ſvarede. Endelig kvad Eyvind atter et Vers, yttrende at det ikke ſømmede ſig for en ſaa tapper Krigsmand at ſtyre nordefter med Skibene, nu, da Harald kom ſøndenfra med en vældig Flaade, men at man ſkulde gribe Vaabnene og vente ham[1]. „Mandigt er dette talt, og efter mit Sind“, ſagde Kongen, „dog vil jeg førſt høre Fleres Mening derom“. Og da de ſkjønnede hvorledes Kongen vilde have det, ſvarede de eenſtemmigt, at de heller vilde falde over hinanden, end at fly for Danerne. „Tak ſkulle I have for disſe Ord“, ſagde Kongen; „Enhver tage nu ſine Vaaben, ſaa gjør det intet til Sagen, hvor mange Daner der end ere om een Nordmand!“

Kongen iførte ſig nu ſin Brynje, ſpændte Sverdet Kvernbit om ſig, ſatte en guldbelagt Hjelm paa Hovedet, tog Spyd i Haanden og Skjold ved Siden, opſtillede ſine Folk, nemlig Hirdmændene og de indbudne Gjeſter, i een Fylking, og lod ſine Merker rejſe. Imidlertid vare Eriks Sønner komne i Land. De havde en ſtor Hær med ſig fra Danmark; deres Skibes Antal ſkal ikke have været mindre end 60[2]. Deres Høvding var nu efter Guthorms og Gamles Fald den tredie af Brødrene, Harald; men den egentlige Anfører ſynes at have været deres Morbroder Eyvind Skreyja[3], der allerede i en Række af Aar havde opholdt ſig i Danmark[4], og ſom ledſagedes af ſin Broder Alf Aſkmand. Begge beſkrives ſom ſtridbare Kæmper og ſtore Manddrabere. De fylkede deres Hær, og Folkemonen ſkal ogſaa denne Gang have været ſaa ſtor, at der var 6 Fiender for hver

  1. Det er dette Vers, ſom i Landn. I. 17 tillægges Thorgeir.
  2. Dette fortæller Saxo, 10de Bog S. 478.
  3. Dette ſees, baade af den Rolle, der næſten overalt i de forſkjellige Beſkrivelſer over Slaget tillægges Eyvind Skreyja, deels af Eyvind Finnsſøns Udtryk i det Halvvers, han henkaſtede til Kongen.
  4. Om hans Forjagelſe fra Norge ſom vargr í véum ſe ovenfor. S. 599.