til hans eget Bedste, og at man snarest muligt burde gribe til Vaaben. „Du er en god Dreng og forstandig Mand, Eyvind“, sagde Kongen, „som vist ikke melder Hærsagn, uden at det er sandt“. Nu bekræftede alle de Tilstedeværende hans Udsagn, og snart overbeviste Kongen sig selv om, at det var Krigsskibe, som kom sejlende, og at de ikke havde langt til Øen. Han lod nu Bordene tage bort, kaldte sine Raadgivere til sig og sagde: „her komme mange Skibe imod os, og vor Skare er kun liden; det er let at se, at vi nu ville faa at bestille med en langt større Overmagt, end nogensinde forhen, saa meget mandsterkere end Gunnhilds Sønner ved tidligere Lejligheder have været; nødig vilde jeg bringe mine bedste Mænd i alt for stor Fare, men nødig vilde jeg ogsaa fly, hvis forstandige Mænd ikke fandt det altfor urimeligt at oppebie Fienden“. Det varede en Stund, førend Nogen svarede. Endelig kvad Eyvind atter et Vers, yttrende at det ikke sømmede sig for en saa tapper Krigsmand at styre nordefter med Skibene, nu, da Harald kom søndenfra med en vældig Flaade, men at man skulde gribe Vaabnene og vente ham[1]. „Mandigt er dette talt, og efter mit Sind“, sagde Kongen, „dog vil jeg først høre Fleres Mening derom“. Og da de skjønnede hvorledes Kongen vilde have det, svarede de eenstemmigt, at de heller vilde falde over hinanden, end at fly for Danerne. „Tak skulle I have for disse Ord“, sagde Kongen; „Enhver tage nu sine Vaaben, saa gjør det intet til Sagen, hvor mange Daner der end ere om een Nordmand!“
Kongen iførte sig nu sin Brynje, spændte Sverdet Kvernbit om sig, satte en guldbelagt Hjelm paa Hovedet, tog Spyd i Haanden og Skjold ved Siden, opstillede sine Folk, nemlig Hirdmændene og de indbudne Gjester, i een Fylking, og lod sine Merker rejse. Imidlertid vare Eriks Sønner komne i Land. De havde en stor Hær med sig fra Danmark; deres Skibes Antal skal ikke have været mindre end 60[2]. Deres Høvding var nu efter Guthorms og Gamles Fald den tredie af Brødrene, Harald; men den egentlige Anfører synes at have været deres Morbroder Eyvind Skreyja[3], der allerede i en Række af Aar havde opholdt sig i Danmark[4], og som ledsagedes af sin Broder Alf Askmand. Begge beskrives som stridbare Kæmper og store Manddrabere. De fylkede deres Hær, og Folkemonen skal ogsaa denne Gang have været saa stor, at der var 6 Fiender for hver
- ↑ Det er dette Vers, som i Landn. I. 17 tillægges Thorgeir.
- ↑ Dette fortæller Saxo, 10de Bog S. 478.
- ↑ Dette sees, baade af den Rolle, der næsten overalt i de forskjellige Beskrivelser over Slaget tillægges Eyvind Skreyja, deels af Eyvind Finnssøns Udtryk i det Halvvers, han henkastede til Kongen.
- ↑ Om hans Forjagelse fra Norge som vargr í véum se ovenfor. S. 599.
