Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/790

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
762
Haakon Adelſteensfoſtre.

ſøn, Søn af Landnamsmanden Orm fra Stavanger, der boede ved Havn i Borgarfjorden[1], og Thore Thorſteinsſøn, en Sønneſøn af den forhen (S. 536) omtalte Landnamsmand Baard Bjørnsſøn[2]. Thoralf var kun 19 Aar gammel, men ſagdes dog at være den eneſte, der i Styrke kunde maale ſig med Kongen[3]; denne havde givet ham et Sverd, der, ſandſynligviis formedelſt ſin Brede, kaldtes Fetbreid (af en Fods Brede). Efter en enkelt Beretning ſkal Haakon juſt have været færdig til at foretage et Tog til Bjarmeland, og muligt er det, at han af den Grund havde ſamlet disſe Kæmper om ſig; dette maa, da det ej omtales andenſteds, ſtaa ved ſit Værd[4].

Da Kongen en Dag ſad ved Dagverdbordet, fik de udſtillede Vagtmænd Øje paa en heel Deel Skibe, ſom kom ſejlende ſøndenfra, og allerede vare temmelig nær ved Øen. Det var Eriks Sønner, hvem det atter var lykkets at komme ubemerkede til den Deel af Landet, hvor han opholdt ſig. Deels havde de ſelv holdt ſig ſaa langt ude i Søen ſom muligt, og kun ladet deres Mænd nu og da lægge til Land for at indhente Efterretninger om hvor Haakon opholdt ſig; deels vare Bønderne ogſaa denne Gang bange for at vække blind Allarm ved overilet Antændelſe af Viterne[5]. Vagtmændene, ſom havde opdaget Skibene, og ſom ikke tvivlede paa at disſe Skibe havde ondt i Sinde, vare ſelv bange for at melde Kongen det, ſaa ſtrenge Forbud havde han givet mod at ſige falſkt Hærſagn; og dog var det paa høj Tid, at han underrettedes derom. En af dem gik derfor ind Stuen og bad Eyvind Finnsſøn i Haſt at komme ud formedelſt en Sag af højeſte Nødvendighed. Eyvind gik ud med ham til det Sted, hvorfra Skibene kunde ſees, og ſaa ſtrax at det var en fiendtlig Flaade, ſom kom ſejlende. Han vendte ſtrax tilbage til Gildeſtuen, traadte frem for Kongen, og ſagde: „Liden er den Stund ſom lider, Herre, men lang er Maaltidets Stund“. „Hvad er da paa Færde, Skald“, ſpurgte Kongen. Eyvind kvad et Vers, hvori han ſagde at Blodøxes Hevnere nærmede ſig med fiendtlig Hu, at der nu var knap Tid til at ſidde; at det vel var en vanſkelig Sag at ſige Kongen Hærſagn, men at det dog nu ſkede

  1. Landn. I. 17.
  2. Landn., III. 18.
  3. Ágrip Cap. 6.
  4. Det omtales i Landnáma I. 17, ſaaledes: Thorgeir var Kong Haakons Hirdmand; da denne var færdig til en Bjarmelandsferd, kom Harald med en ſtor Hær; da kvad Thorgeir en Viſe (her tillægges han den ſamme Viſe, der ellers, og viſtnok rettere, tillægges Eyvind Finnsſøn, hvori det ſiges ej at pasſe ſig for Kongen at drage nordefter). Maaſkee har man lagt den Betydning i dette „nordefter“, at det ſkulde ſigte til en Bjarmelandsferd, maaſkee det og virkelig ſigter dertil.
  5. Fagrſkinna, Cap. 32, der lader Skibrede- og Vite-Indretningen førſt indføres efter Slaget paa Frædø.