Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/790

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
762
Haakon Adelsteensfostre.

søn, Søn af Landnamsmanden Orm fra Stavanger, der boede ved Havn i Borgarfjorden[1], og Thore Thorsteinssøn, en Sønnesøn af den forhen (S. 536) omtalte Landnamsmand Baard Bjørnssøn[2]. Thoralf var kun 19 Aar gammel, men sagdes dog at være den eneste, der i Styrke kunde maale sig med Kongen[3]; denne havde givet ham et Sverd, der, sandsynligviis formedelst sin Brede, kaldtes Fetbreid (af en Fods Brede). Efter en enkelt Beretning skal Haakon just have været færdig til at foretage et Tog til Bjarmeland, og muligt er det, at han af den Grund havde samlet disse Kæmper om sig; dette maa, da det ej omtales andensteds, staa ved sit Værd[4].

Da Kongen en Dag sad ved Dagverdbordet, fik de udstillede Vagtmænd Øje paa en heel Deel Skibe, som kom sejlende søndenfra, og allerede vare temmelig nær ved Øen. Det var Eriks Sønner, hvem det atter var lykkets at komme ubemerkede til den Deel af Landet, hvor han opholdt sig. Deels havde de selv holdt sig saa langt ude i Søen som muligt, og kun ladet deres Mænd nu og da lægge til Land for at indhente Efterretninger om hvor Haakon opholdt sig; deels vare Bønderne ogsaa denne Gang bange for at vække blind Allarm ved overilet Antændelse af Viterne[5]. Vagtmændene, som havde opdaget Skibene, og som ikke tvivlede paa at disse Skibe havde ondt i Sinde, vare selv bange for at melde Kongen det, saa strenge Forbud havde han givet mod at sige falskt Hærsagn; og dog var det paa høj Tid, at han underrettedes derom. En af dem gik derfor ind Stuen og bad Eyvind Finnssøn i Hast at komme ud formedelst en Sag af højeste Nødvendighed. Eyvind gik ud med ham til det Sted, hvorfra Skibene kunde sees, og saa strax at det var en fiendtlig Flaade, som kom sejlende. Han vendte strax tilbage til Gildestuen, traadte frem for Kongen, og sagde: „Liden er den Stund som lider, Herre, men lang er Maaltidets Stund“. „Hvad er da paa Færde, Skald“, spurgte Kongen. Eyvind kvad et Vers, hvori han sagde at Blodøxes Hevnere nærmede sig med fiendtlig Hu, at der nu var knap Tid til at sidde; at det vel var en vanskelig Sag at sige Kongen Hærsagn, men at det dog nu skede

  1. Landn. I. 17.
  2. Landn., III. 18.
  3. Ágrip Cap. 6.
  4. Det omtales i Landnáma I. 17, saaledes: Thorgeir var Kong Haakons Hirdmand; da denne var færdig til en Bjarmelandsferd, kom Harald med en stor Hær; da kvad Thorgeir en Vise (her tillægges han den samme Vise, der ellers, og vistnok rettere, tillægges Eyvind Finnssøn, hvori det siges ej at passe sig for Kongen at drage nordefter). Maaskee har man lagt den Betydning i dette „nordefter“, at det skulde sigte til en Bjarmelandsferd, maaskee det og virkelig sigter dertil.
  5. Fagrskinna, Cap. 32, der lader Skibrede- og Vite-Indretningen først indføres efter Slaget paa Frædø.