Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/789

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
761
Gamle Eriksſøns Død.

Surendalen, og derfra over Surendalsſkoven til det Throndhjemſke, hvor han, forfulgt af Haakons Mænd, der tillige underſtøttedes af Almuen, blev dræbt i Gauldalen paa det Sted, ſom ſiden efter ham kaldtes Gamlaleir. Saa forſkjellige have Sagnene været. Dette ſidſte er dog ganſke eneſtaaende, medfører heller ikke nogen Sandſynlighed, og modſiges desuden af beſtemte ſamtidige Vidnesbyrd[1].

44. Slaget ved Fitje. Haakons Død.


I nogle Aar havde Haakon nu Fred for Eriks Sønner. Der fortælles ikke, hvorledes han tilbragte Tiden, men man maa formode at han nu, ſom tidligere, under idelige Rejſer omkring i ſin Deel af Riget har ſyſlet med Lovgivningsarbejder og overhoved med at ordne og ſtyrke de af ham indførte Foranſtaltninger. Om Chriſtendomspaabud var der, ſom det ſynes, ej længer nogen Tale, og heller ikke foregik der i Landet ſelv nogen Begivenheder af ſynderlig Betydenhed. Da han i 26 Vintre havde været Konge (961), var han under ſit Sommerophold paa Hordaland til Gjeſtebud paa ſin Gaard Fitje, nordligſt paa Storden[2]. Han havde ſin Hird og mange Bønder hos ſig. Blandt de Tilſtedeværende var hans Frænde, der nu for førſte Gang nævnes, Eyvind Finnsſøn, en Søn af Harald Haarfagres Datterdatter Gunnhild og Finn ſkjaalge, der igjen var en Søn af Eyvind Lambe og Thorolf Kveldulfsſøns Enke Sigrid paa Sandnes. Gunnhilds Fader var Halfdan Jarl, ſom havde egtet Kong Haralds Datter Ingebjørg[3]. Eyvind Finnsſøn var altſaa en ſtorættet Mand; han havde betydelige Ejendomme paa Helgeland, og var derhos en af de ypperſte Skalde paa den Tid; deraf fik han Tilnavnet Skaldeſpilder, fordi de øvrige Skalder ej kunde taale nogen Sammenligning med ham. Han hang med den ſtørſte Troſkab og Hengivenhed ved ſin Frænde Kong Haakon. Blandt Hirdmændene og Gjeſterne nævnes ogſaa tre Islændinger, den kæmpeſterke Thoralf Skolmsſøn fra Myrkaa i Horgaardal paa Nordlandet[4], Thorgeir Orms-

  1. Ágrip, Cap. 5. Der har formodentlig været et Sted, ved Navn Gamlaleir, i Gauldalen — nu kan det, ſaavidt vides, ej paaviſes — ſom har givet Anledning til et ſenere Sagn om at Gamle ſkulde vare begraven der. Men om Rigtigheden af Snorres og Fagrſkinnas Beretning vidner tydeligt nok den ſamtidige Eyvind Skaldaſpilders Viſe, hvori det udtrykkeligt heder, at Kongen „farvede ſin Klinge i Gamles Blod, da han drev Eriks Sønner ud i Søen“. Se Snorre, Haakon den godes Saga Cap. 32, Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 30, Fagrſkinna Cap. 35.
  2. „I Nærheden af Biſkopsſtein“, tilføjer Ágrip Cap. 6.
  3. Se ovenfor, S. 575.
  4. Landn., III. 14.