gunstig Vind over til Agder, og fortsatte derpaa Farten langs Landet Nat og Dag. Viterne bleve ikke antændte, deels fordi Erikssønnerne denne Gang ikke, som sædvanligt, havde begyndt sine Plyndringer øster i Landet, hvor man plejede at begynde Antændelsen; deels fordi de i den senere Tid oftere havde været antændte uden Grund, og stor Ulempe derved havde været forvoldt; man frygtede saavel for denne Ulejlighed, som for de strenge Bøder, Kongen havde fastsat for den, der kunde overbevises om at have tændt Varde uden skjellig Aarsag. Paa denne Maade gik det til, at Erikssønnerne kom ubemerket lige til Ulvesund ved Vaagsøen i Nordfjord, hvor de laa i 7 Dage. Da sendte de Omkringboende Budskab over Ejdet (Dragseidet), Søndmøre og Raumsdalen, til Kong Haakon for at underrette ham om Fiendens Ankomst. Kongen opholdt sig dengang paa sin Gaard Birkestrand, der ligger paa Østsiden af Frædøen paa Nordmøre[1]. Han havde ingen andre Folk hos sig end sin Hird, og de Bønder, som han havde indbudet til sig. Ved Efterretningen om at Eriks Sønner allerede vare komne til Ulvesund, lod han de forstandigste blandt de Tilstedeværende kalde til sig, og æskede deres Raad, om han skulde oppebie Fienden og stride med ham uagtet den store Overmagt, eller drage nordefter for at samle flere Folk[2]. Blandt Gjesterne var en gammel Bonde, ved Navn Egil Uldserk; han havde i sin Tid været en dygtig Stridsmand, og længe baaret Kong Harald Haarfagres Merke; han havde altid ønsket sig den Død, at falde i et stort Slag. Han svarede nu: „jeg har været i flere Slag med din Fader, Kong Harald; han stred stundom mod en sterkere, stundom mod en svagere Fiende, men han sejrede altid; aldrig hørte jeg ham søge det Raad hos sine Venner, at de skulde lære ham at fly, og heller ikke vi ville give dig dette Raad, thi vi tykkes at have en rask Høvding i dig, og du skal ogsaa faa trøstig Hjelp af os[3]. Mange andre understøttede hans Tale, og Kongen sagde tillige selv, at han foretrak at stride med den Styrke, han kunde faa. Der blev da opskaaret Hærør og sendt til alle Kanter; det varede heller ikke længe, førend mange Folk samlede sig om ham. Da sagde Egil Uldserk glad: „I denne lange Fredstid var jeg en Stund bange for, at jeg skulde dø af Ælde inde paa
- ↑ Hos Snorre og i flere Haandskr. af Olaf Tryggv. Saga staar fejlagtigt Søndmøre, men Øen Frædø med Gaarden Birkestrand ligger, som bekjendt, paa Nordmøre; og Nordmøre nævnes ogsaa udtrykkeligt i Fagrskinna, Flatøbogen og Historia Norvegiæ.
- ↑ Saaledes beretter Snorre, hvis Fortælling vi her fornemmelig følge; Fagrskinna afviger fra ham ved at lade Erikssønnerne komme med deres Hær lige til Feeyjarsund eller Freidarsund paa Sydvestsiden af Frædø nærved Freidarberg, uden at Haakon i Forvejen har faaet mindste Nys derom.
- ↑ Ifølge Flatøbogen (Þáttr Hauks hábrókar c. 5, Fornm. Sögur S. 208), skulde det have været Egil Uldserk, som raadede Kongen til at lade bytte Sengklæder under den døde Snefrid, se ovenfor S. 514.
