Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/786

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
758
Haakon Adelſteensfoſtre.

gunſtig Vind over til Agder, og fortſatte derpaa Farten langs Landet Nat og Dag. Viterne bleve ikke antændte, deels fordi Eriksſønnerne denne Gang ikke, ſom ſædvanligt, havde begyndt ſine Plyndringer øſter i Landet, hvor man plejede at begynde Antændelſen; deels fordi de i den ſenere Tid oftere havde været antændte uden Grund, og ſtor Ulempe derved havde været forvoldt; man frygtede ſaavel for denne Ulejlighed, ſom for de ſtrenge Bøder, Kongen havde faſtſat for den, der kunde overbeviſes om at have tændt Varde uden ſkjellig Aarſag. Paa denne Maade gik det til, at Eriksſønnerne kom ubemerket lige til Ulveſund ved Vaagsøen i Nordfjord, hvor de laa i 7 Dage. Da ſendte de Omkringboende Budſkab over Ejdet (Dragseidet), Søndmøre og Raumsdalen, til Kong Haakon for at underrette ham om Fiendens Ankomſt. Kongen opholdt ſig dengang paa ſin Gaard Birkeſtrand, der ligger paa Øſtſiden af Frædøen paa Nordmøre[1]. Han havde ingen andre Folk hos ſig end ſin Hird, og de Bønder, ſom han havde indbudet til ſig. Ved Efterretningen om at Eriks Sønner allerede vare komne til Ulveſund, lod han de forſtandigſte blandt de Tilſtedeværende kalde til ſig, og æſkede deres Raad, om han ſkulde oppebie Fienden og ſtride med ham uagtet den ſtore Overmagt, eller drage nordefter for at ſamle flere Folk[2]. Blandt Gjeſterne var en gammel Bonde, ved Navn Egil Uldſerk; han havde i ſin Tid været en dygtig Stridsmand, og længe baaret Kong Harald Haarfagres Merke; han havde altid ønſket ſig den Død, at falde i et ſtort Slag. Han ſvarede nu: „jeg har været i flere Slag med din Fader, Kong Harald; han ſtred ſtundom mod en ſterkere, ſtundom mod en ſvagere Fiende, men han ſejrede altid; aldrig hørte jeg ham ſøge det Raad hos ſine Venner, at de ſkulde lære ham at fly, og heller ikke vi ville give dig dette Raad, thi vi tykkes at have en raſk Høvding i dig, og du ſkal ogſaa faa trøſtig Hjelp af os[3]. Mange andre underſtøttede hans Tale, og Kongen ſagde tillige ſelv, at han foretrak at ſtride med den Styrke, han kunde faa. Der blev da opſkaaret Hærør og ſendt til alle Kanter; det varede heller ikke længe, førend mange Folk ſamlede ſig om ham. Da ſagde Egil Uldſerk glad: „I denne lange Fredstid var jeg en Stund bange for, at jeg ſkulde dø af Ælde inde paa

  1. Hos Snorre og i flere Haandſkr. af Olaf Tryggv. Saga ſtaar fejlagtigt Søndmøre, men Øen Frædø med Gaarden Birkeſtrand ligger, ſom bekjendt, paa Nordmøre; og Nordmøre nævnes ogſaa udtrykkeligt i Fagrſkinna, Flatøbogen og Historia Norvegiæ.
  2. Saaledes beretter Snorre, hvis Fortælling vi her fornemmelig følge; Fagrſkinna afviger fra ham ved at lade Eriksſønnerne komme med deres Hær lige til Feeyjarſund eller Freidarſund paa Sydveſtſiden af Frædø nærved Freidarberg, uden at Haakon i Forvejen har faaet mindſte Nys derom.
  3. Ifølge Flatøbogen (Þáttr Hauks hábrókar c. 5, Fornm. Sögur S. 208), ſkulde det have været Egil Uldſerk, ſom raadede Kongen til at lade bytte Sengklæder under den døde Snefrid, ſe ovenfor S. 514.