havde modtaget den, vilde han ej videre være ansvarlig for den. Egil blev der en Stund, og fik før sin Afrejse Skatten udbetalt, deels i Sølv, deels i Graavare (Pelsverk). Ved Afskeden sagde Egil: „denne Skat skulle vi nok bringe Kongen, men vist er det, at det er langt mindre, end han troer at have Fordring paa; ej at tale om, at han sikkert anseer sig berettiget til Mandsgjeld af Eder for hans Sendemænd, som I efter Folks Sigende skulle have ladet dræbe“. Jarlen sagde, at det ej var sandt, og med denne Besked maatte Egil drage bort. Strax efter kaldte Jarlen til sig to Brødre, der begge hed Ulf, og bød dem at sætte efter Egil og dræbe ham, da han kunde forudse, at han ellers vilde omtale ham heel ilde for Kongen, siden han allerede havde vovet at paadutte ham de forrige Sendemænds Drab lige i hans Øjne. Han bad Brødrene at tage med sig saa mange Folk, som de troede at behøve, og gav dem det Raad at lægge sig i Vejen for ham paa Eidskogen. De medtoge 30 Mand, og da de kjendte hver Sti paa Skoven, var det dem en let Sag at komme Egil i Forkjøbet. Der gik to Veje gjennem Skoven; en kortere, over en brat Klev; en anden længere, over en Myr, hvori der var kastet store Træstammer; paa begge Steder kunde man alene gaa een for een. Brødrene lagde sig med 15 Mand hver i sit Pas, og oppebiede Egil. Denne kom om Aftenen til Alf Bonde, og gjorde sig rede til Rejsen. Alf undrede sig over at han hastede saa; det var bedre, meente han, at fare lidt i Mag og se sig noget for, da der vist laa Folk paa Luur for dem; selv havde han ej Mænd at sende med dem, og tilbød dem derfor at blive der til det var sikkert at drage gjennem Skoven. Egil lo dertil, og meente det ej havde nogen Nød. Alf bad ham da i det mindste at vende tilbage, hvis han saa Vejen optraadt, thi ingen havde faret der siden Egil drog østover, uden nogle, som vist havde til Hensigt at finde ham. Egil spurgte om deres Antal. Alf svarede, at efter Sporene at dømme, var det en heel Deel. Egil sagde at han ej var saa bange for lidt Folkemon, og drog afsted. Paa Vejen fandt de snart mange Spor af Folk og Heste, og Egils Følgesvende meente at de burde vende om. Egil svarede, at det ej var noget at forundre sig over, om Folk havde faret over Eidskogen, som var alfar Vej, og bød at man skulde drage videre. De mange Spor vedbleve fremdeles, indtil de kom til det Sted, hvor Vejen deeltes; der deeltes ogsaa Sporene, og det viste sig, at der var lige mange paa hver Kant. Egil maatte nu indrømme, at Alf havde haft Ret, og raadede sine Folk til at være beredte paa en Kamp. De kastede Kapperne og Løsklæderne af sig og lagde dem i Slæderne. Egil tog en lang Bastline, han efter Rejsendes sædvanlige Skik havde ført med sig, frem af Slæden, og surrede med den en stor Steenhelle fast foran Brystet og Maven paa sig, i det han viklede Linen om sig lige til Skuldrene. Forresten havde han og hans Mænd baade
