Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/781

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
753
Egils Skatkræverfart til Vermeland.

havde modtaget den, vilde han ej videre være anſvarlig for den. Egil blev der en Stund, og fik før ſin Afrejſe Skatten udbetalt, deels i Sølv, deels i Graavare (Pelsverk). Ved Afſkeden ſagde Egil: „denne Skat ſkulle vi nok bringe Kongen, men viſt er det, at det er langt mindre, end han troer at have Fordring paa; ej at tale om, at han ſikkert anſeer ſig berettiget til Mandsgjeld af Eder for hans Sendemænd, ſom I efter Folks Sigende ſkulle have ladet dræbe“. Jarlen ſagde, at det ej var ſandt, og med denne Beſked maatte Egil drage bort. Strax efter kaldte Jarlen til ſig to Brødre, der begge hed Ulf, og bød dem at ſætte efter Egil og dræbe ham, da han kunde forudſe, at han ellers vilde omtale ham heel ilde for Kongen, ſiden han allerede havde vovet at paadutte ham de forrige Sendemænds Drab lige i hans Øjne. Han bad Brødrene at tage med ſig ſaa mange Folk, ſom de troede at behøve, og gav dem det Raad at lægge ſig i Vejen for ham paa Eidſkogen. De medtoge 30 Mand, og da de kjendte hver Sti paa Skoven, var det dem en let Sag at komme Egil i Forkjøbet. Der gik to Veje gjennem Skoven; en kortere, over en brat Klev; en anden længere, over en Myr, hvori der var kaſtet ſtore Træſtammer; paa begge Steder kunde man alene gaa een for een. Brødrene lagde ſig med 15 Mand hver i ſit Pas, og oppebiede Egil. Denne kom om Aftenen til Alf Bonde, og gjorde ſig rede til Rejſen. Alf undrede ſig over at han haſtede ſaa; det var bedre, meente han, at fare lidt i Mag og ſe ſig noget for, da der viſt laa Folk paa Luur for dem; ſelv havde han ej Mænd at ſende med dem, og tilbød dem derfor at blive der til det var ſikkert at drage gjennem Skoven. Egil lo dertil, og meente det ej havde nogen Nød. Alf bad ham da i det mindſte at vende tilbage, hvis han ſaa Vejen optraadt, thi ingen havde faret der ſiden Egil drog øſtover, uden nogle, ſom viſt havde til Henſigt at finde ham. Egil ſpurgte om deres Antal. Alf ſvarede, at efter Sporene at dømme, var det en heel Deel. Egil ſagde at han ej var ſaa bange for lidt Folkemon, og drog afſted. Paa Vejen fandt de ſnart mange Spor af Folk og Heſte, og Egils Følgeſvende meente at de burde vende om. Egil ſvarede, at det ej var noget at forundre ſig over, om Folk havde faret over Eidſkogen, ſom var alfar Vej, og bød at man ſkulde drage videre. De mange Spor vedbleve fremdeles, indtil de kom til det Sted, hvor Vejen deeltes; der deeltes ogſaa Sporene, og det viſte ſig, at der var lige mange paa hver Kant. Egil maatte nu indrømme, at Alf havde haft Ret, og raadede ſine Folk til at være beredte paa en Kamp. De kaſtede Kapperne og Løsklæderne af ſig og lagde dem i Slæderne. Egil tog en lang Baſtline, han efter Rejſendes ſædvanlige Skik havde ført med ſig, frem af Slæden, og ſurrede med den en ſtor Steenhelle faſt foran Bryſtet og Maven paa ſig, i det han viklede Linen om ſig lige til Skuldrene. Forreſten havde han og hans Mænd baade