Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/780

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
752
Haakon Adelſteensfoſtre.

Taknemmelighed herover tilſtod Thorfinn ham reent ud, at han vidſte, at Aarmod havde lagt ſex Mænd i Baghold for ham, og at der endda var flere Baghold, om det førſte intet udrettede; men nu tilbød han ſig at ledſage ham med ſin Søn og to andre Mænd. Egil modtog Tilbudet. De vare nu 8, og da Aarmods ſex Huuskarle ſaa dem ſaa mandſterke, vovede de ej at binde an med dem, men gjemte ſig i Skoven. Nu vilde Egil ikke længer ulejlige Thorfinn, og denne vendte efter nogle Indvendinger tilbage med fine Mænd. Men ud paa Dagen ſtødte Egil, der nu kun havde tre Følgeſvende, paa det andet Baghold, der ligeledes beſtod af ſer af Aarmods Huuskarle. Her kom det til en Kamp, i hvilken Egil fældte tvende, og jog de andre paa Flugten. Endelig kom Egil i god Behold gjennem Skoven, og tog ind til en gammel, rig Bonde ved Navn Alf, der var noget egen af ſig og derfor kun havde faa Folk om ſig, men viſte Egil megen Gjeſtfrihed, talte med ham om de tidligere uheldige Skatterejſer fra Norge, og roſte juſt ikke ſynderligt Arnvid Jarl. Ved Afſkeden gav Egil ham en lodden Kappe, og Alf bad ham venligt at beſøge ham paa Tilbagevejen. Samme Aften kom han til Arnvid Jarls Bolig, hvor han blev meget vel modtagen. Den følgende Morgen fremførte han ſit Ærende, nemlig at indkræve den Norges Konge tilkommende Skat, der ej var bleven betalt ſiden Arnvids Udnævnelſe til Jarl. Jarlen ſvarede, at han allerede havde betalt Skatten til Kongens Sendemænd, men at han ej vidſte, hvad de ſiden havde gjort ved den, om de havde bragt Kongen den, eller løbet af Landet; dog, ſiden Egil kunde fremviſe ſande Jerteiner fra Kongen, vilde han ingen Vanſkeligheder gjøre ved ogſaa at udbetale Skatten til ham; men naar Egil

    daarlig og elendig, hun faar ikke Søvn nogen Nat, og det er ligeſom hun var forbyttet (hamſtjaalen)“. „Har man forſøgt Midler mod hendes Sygdom“, ſpurgte Egil. „Ja“, ſvarer Thorfinn, „Runer have været riſtede af en Bondeſøn her i Nærheden, men ſiden den Tid har hun vært meget værre end før. Men kan maaſkee du gjøre noget ved ſlige Sygdomme, Egil“? „Jeg tror i det mindſte“, ſvarede denne, „at det ej kan ſkade, om jeg forſøger“. Da Egil var mæt, gik han til Pigens Sæng og talte med hende, derpaa bød han dem allerførſt at tage hende op og lægge rene Sængklæder under hende. Dette ſkete. Siden ranſagede han Sængen, og fandt et Stykke Hvalsfin med Runer paa. Egil læſte dem, telgede dem derpaa af, og ſkød Spaanerne i Ilden, brændte derpaa ſelve Hvalsfinſtykket op og lod hendes forrige Sængklæder udlufte. Han kvad et Vers, hvori han ſagde, at ingen ſkulde riſte Runer, ſom ej ret forſtod dem, at han paa Hvalsfinſtykket havde fundet hemmelige Runeſtave, og at de voldte Pigens Sygdom. Derefter riſtede han nye Runer og lagde dem under hendes Hovedpude. Da var det, ſom om hun vaagnede af en Søvn; hun ſagde, at hun følte ſig ganſke friſk, ſkjønt hun endnu var ſvag af Kræfter“. Siden opdagedes det, ſom der fortælles, at den Bondeſøn, der havde riſtet hine ſkadelige Runer, havde friet til hende og faaet Nej, hvorfor han hevnede ſig ved at riſte Manruner (Elſkovsruner).