Taknemmelighed herover tilstod Thorfinn ham reent ud, at han vidste, at Aarmod havde lagt sex Mænd i Baghold for ham, og at der endda var flere Baghold, om det første intet udrettede; men nu tilbød han sig at ledsage ham med sin Søn og to andre Mænd. Egil modtog Tilbudet. De vare nu 8, og da Aarmods sex Huuskarle saa dem saa mandsterke, vovede de ej at binde an med dem, men gjemte sig i Skoven. Nu vilde Egil ikke længer ulejlige Thorfinn, og denne vendte efter nogle Indvendinger tilbage med fine Mænd. Men ud paa Dagen stødte Egil, der nu kun havde tre Følgesvende, paa det andet Baghold, der ligeledes bestod af ser af Aarmods Huuskarle. Her kom det til en Kamp, i hvilken Egil fældte tvende, og jog de andre paa Flugten. Endelig kom Egil i god Behold gjennem Skoven, og tog ind til en gammel, rig Bonde ved Navn Alf, der var noget egen af sig og derfor kun havde faa Folk om sig, men viste Egil megen Gjestfrihed, talte med ham om de tidligere uheldige Skatterejser fra Norge, og roste just ikke synderligt Arnvid Jarl. Ved Afskeden gav Egil ham en lodden Kappe, og Alf bad ham venligt at besøge ham paa Tilbagevejen. Samme Aften kom han til Arnvid Jarls Bolig, hvor han blev meget vel modtagen. Den følgende Morgen fremførte han sit Ærende, nemlig at indkræve den Norges Konge tilkommende Skat, der ej var bleven betalt siden Arnvids Udnævnelse til Jarl. Jarlen svarede, at han allerede havde betalt Skatten til Kongens Sendemænd, men at han ej vidste, hvad de siden havde gjort ved den, om de havde bragt Kongen den, eller løbet af Landet; dog, siden Egil kunde fremvise sande Jerteiner fra Kongen, vilde han ingen Vanskeligheder gjøre ved ogsaa at udbetale Skatten til ham; men naar Egil
daarlig og elendig, hun faar ikke Søvn nogen Nat, og det er ligesom hun var forbyttet (hamstjaalen)“. „Har man forsøgt Midler mod hendes Sygdom“, spurgte Egil. „Ja“, svarer Thorfinn, „Runer have været ristede af en Bondesøn her i Nærheden, men siden den Tid har hun vært meget værre end før. Men kan maaskee du gjøre noget ved slige Sygdomme, Egil“? „Jeg tror i det mindste“, svarede denne, „at det ej kan skade, om jeg forsøger“. Da Egil var mæt, gik han til Pigens Sæng og talte med hende, derpaa bød han dem allerførst at tage hende op og lægge rene Sængklæder under hende. Dette skete. Siden ransagede han Sængen, og fandt et Stykke Hvalsfin med Runer paa. Egil læste dem, telgede dem derpaa af, og skød Spaanerne i Ilden, brændte derpaa selve Hvalsfinstykket op og lod hendes forrige Sængklæder udlufte. Han kvad et Vers, hvori han sagde, at ingen skulde riste Runer, som ej ret forstod dem, at han paa Hvalsfinstykket havde fundet hemmelige Runestave, og at de voldte Pigens Sygdom. Derefter ristede han nye Runer og lagde dem under hendes Hovedpude. Da var det, som om hun vaagnede af en Søvn; hun sagde, at hun følte sig ganske frisk, skjønt hun endnu var svag af Kræfter“. Siden opdagedes det, som der fortælles, at den Bondesøn, der havde ristet hine skadelige Runer, havde friet til hende og faaet Nej, hvorfor han hevnede sig ved at riste Manruner (Elskovsruner).
