narre Egil og hans Mænd til at drikke en Mængde suur Melk desto snarere haabede at kunne faa dem berusede, hvorpaa han lagde an. Der blev nu drukket sterkt, og især passede man paa, at Egil og hans Mænd gjorde tilbørligt Besked. Egil drak tappert; da hans Følgesvende bleve uefterrettelige, som man let kunde forudse, drak han for dem, hvad de selv ikke formaaede, og saaledes gik det, indtil Bordene bleve borttagne. Da vare alle Folk i Stuen temmelig drukne. Imidlertid vedblev Aarmod at drikke Egil, og Huuskarlene Egils Mænd til. Egil drak fremdeles, baade for sig selv og for sine, men merkede dog tilsidst, at han ej længer kunde holde det ud. Han gik derfor tvertover Gulvet lige til Aarmod, lagde sine Hænder paa hans Skuldre, og klemte ham op mod Højsædesstolperne; i det samme kastede han op over ham, lige i Ansigtet, baade i Øjne, Næse og Mund, saa at Aarmod var nær ved at tabe Aandedrættet, og maatte ligeledes kaste op. Huuskarlene skjeldte Egil ud, fordi han bar sig saa svinsk ad, men Egil svarede, at han kun gjorde som Huusbonden, der jo ogsaa brækkede sig af alle Kræfter. Egil satte sig atter i sit Rum, forlangte mere at drikke, og gjorde fremdeles god Besked, men Aarmod gik ud. Endelig stode Egil og hans Mænd op, toge sine Vaaben, og lagde sig til at sove i en Lade, hvor deres Heste vare indsatte. Morgenen efter stode de op, gjorde sig rejsefærdige, og gik op paa Gaarden, for at se efter Aarmod. Egil spendte Døren til Sovekamret op, gik til Aarmods Seng, greb ham i Skegget og drog hans Hoved frem over Sengestokken med den venstre Haand, men drog Sverdet med den højre. Hans Kone og Datter sprang op og bønfaldt Egil om at skaane hans Liv. Egil svarede, at han skulde skjenke ham Livet for deres Skyld, skjønt han visselig havde fortjent Døden. Men han skar Skegget af ham, og rev Øjet ud paa ham. Egil maa vistnok have antaget, at Aarmods besynderlige Iver for at drikke ham og hans Følgesvende fulde kom af forræderske Hensigter; og det viste sig siden, at han havde Ret. Ved Dagverdtid kom Egil til en Bonde paa Eidskogen, ved Navn Thorfinn, hvor de hvilede med Hestene og gik ind for at spise Dagverd. Han erfarede her af Thorfinns Huuskarl, der om Natten havde været ude at hente Ved, at 6 af Aarmods Huuskarle vare dragne forud; og Thorfinn fortalte, at han ligeledes selv havde seet ti andre, sterkt bevæbnede Mænd drage forbi: det saa altsaa ud til, at flere Baghold vare lagte i Skoven paa Egils Vej. Under sit korte Ophold her var Egil her heldig nok til at helbrede Bondens Datter af en langvarig Sygdom, af hvilken hun laa til Sængs[1], og af
- ↑ Beretningen herom i Egils Saga, Cap. 24 indeholder et charakteristisk Exempel paa de Tiders Overtro, af hvilken der endnu i vore Dage findes enkelte Levninger. „Egil“, heder det, „saa et Fruentimmer ligge styg paa Tverpallen. Han spurgte Thorfinn, hvad det var for en Kvinde, som befandt sig saa ude. „Det er min Datter Helga“, siger Thorfinn, „hun har længe været
