Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/779

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
751
Egil i Vermeland.

narre Egil og hans Mænd til at drikke en Mængde ſuur Melk deſto ſnarere haabede at kunne faa dem beruſede, hvorpaa han lagde an. Der blev nu drukket ſterkt, og iſær pasſede man paa, at Egil og hans Mænd gjorde tilbørligt Beſked. Egil drak tappert; da hans Følgeſvende bleve uefterrettelige, ſom man let kunde forudſe, drak han for dem, hvad de ſelv ikke formaaede, og ſaaledes gik det, indtil Bordene bleve borttagne. Da vare alle Folk i Stuen temmelig drukne. Imidlertid vedblev Aarmod at drikke Egil, og Huuskarlene Egils Mænd til. Egil drak fremdeles, baade for ſig ſelv og for ſine, men merkede dog tilſidſt, at han ej længer kunde holde det ud. Han gik derfor tvertover Gulvet lige til Aarmod, lagde ſine Hænder paa hans Skuldre, og klemte ham op mod Højſædesſtolperne; i det ſamme kaſtede han op over ham, lige i Anſigtet, baade i Øjne, Næſe og Mund, ſaa at Aarmod var nær ved at tabe Aandedrættet, og maatte ligeledes kaſte op. Huuskarlene ſkjeldte Egil ud, fordi han bar ſig ſaa ſvinſk ad, men Egil ſvarede, at han kun gjorde ſom Huusbonden, der jo ogſaa brækkede ſig af alle Kræfter. Egil ſatte ſig atter i ſit Rum, forlangte mere at drikke, og gjorde fremdeles god Beſked, men Aarmod gik ud. Endelig ſtode Egil og hans Mænd op, toge ſine Vaaben, og lagde ſig til at ſove i en Lade, hvor deres Heſte vare indſatte. Morgenen efter ſtode de op, gjorde ſig rejſefærdige, og gik op paa Gaarden, for at ſe efter Aarmod. Egil ſpendte Døren til Sovekamret op, gik til Aarmods Seng, greb ham i Skegget og drog hans Hoved frem over Sengeſtokken med den venſtre Haand, men drog Sverdet med den højre. Hans Kone og Datter ſprang op og bønfaldt Egil om at ſkaane hans Liv. Egil ſvarede, at han ſkulde ſkjenke ham Livet for deres Skyld, ſkjønt han visſelig havde fortjent Døden. Men han ſkar Skegget af ham, og rev Øjet ud paa ham. Egil maa viſtnok have antaget, at Aarmods beſynderlige Iver for at drikke ham og hans Følgeſvende fulde kom af forræderſke Henſigter; og det viſte ſig ſiden, at han havde Ret. Ved Dagverdtid kom Egil til en Bonde paa Eidſkogen, ved Navn Thorfinn, hvor de hvilede med Heſtene og gik ind for at ſpiſe Dagverd. Han erfarede her af Thorfinns Huuskarl, der om Natten havde været ude at hente Ved, at 6 af Aarmods Huuskarle vare dragne forud; og Thorfinn fortalte, at han ligeledes ſelv havde ſeet ti andre, ſterkt bevæbnede Mænd drage forbi: det ſaa altſaa ud til, at flere Baghold vare lagte i Skoven paa Egils Vej. Under ſit korte Ophold her var Egil her heldig nok til at helbrede Bondens Datter af en langvarig Sygdom, af hvilken hun laa til Sængs[1], og af

  1. Beretningen herom i Egils Saga, Cap. 24 indeholder et charakteriſtiſk Exempel paa de Tiders Overtro, af hvilken der endnu i vore Dage findes enkelte Levninger. „Egil“, heder det, „ſaa et Fruentimmer ligge ſtyg paa Tverpallen. Han ſpurgte Thorfinn, hvad det var for en Kvinde, ſom befandt ſig ſaa ude. „Det er min Datter Helga“, ſiger Thorfinn, „hun har længe været