Befaling at han skulde drage med dem til Vermeland for at hente Skatten, eller ogsaa forlade Landet. Egil Skallagrimssøn opholdt sig just, som vi have seet, hos Thorstein. For ham klagede denne sin Vaande. Det var tydeligt, at Kongen enten vilde have ham dræbt eller forjagen, naar han sendte ham i en saa farlig Færd. Egil lovede ham, saavidt muligt, at rette paa Sagen. Han spurgte Kongens Sendemænd, om de ikke under alle Omstændigheder skulde rejse, hvad enten Thorstein var med eller ej. Da de bekræftede dette, forestillede han dem, at en Mand som Thorstein egentlig ikke var forpligtet til at drage i en saadan Færd, men alene til at understøtte Kongens Ærender efter yderste Evne, og, om det behøvedes, at sende flere Folk med dem. Sendemændene svarede hertil, at han maaskee havde Ret, og at de vilde være tilfreds, om han selv, Egil, i Thorsteins Sted fulgte dem. De troede nemlig at det vilde være Kongen kjært, om de paa denne Maade kunde faa Egil bragt af Dage. Egil lovede at følge dem i Thorsteins Sted. De vare 8, han selv tog 3 Mænd med, saa at de i alt bleve 12. Det var endnu fuld Vinter, og de droge afsted med Heste og Slæder. Vejene vare brudte, indtil de kom til henimod Eidskogen; da faldt der en Nat saa megen Sne, at de den følgende Dag ikke kunde se den rette Vej, og havde derfor den største Vanskelighed ved at komme frem. I Nærheden af en skovbevoxet Aas, over hvilken Vejen laa, foresloge Kongens Mænd en Aften, at Egil og hans tre Følgesvende skulde drage i Forvejen over Aasen til en Gaard, som tilhørte en rig Mand, ved Navn Aarmod Skegg, hvor de vilde blive gjestfrit modtagne, medens de selv vilde tage Natteleje hos en Bonde, der boede i Nærheden af det Sted, hvor de nu befandt sig. Egil gjorde, som de sagde. Men aldrig saa snart var han ude af Syne, førend Kongsmændene toge sine Ski, som de havde medbragt, vendte om og ilede saa hurtigt de kunde til Oplandene; derfra droge de nord over Dovrefjeld til Kongen, og fortalte ham hvorledes de havde ladet Egil og hans Mænd i Stikken. Disse kom med usigelig Møje over Aasen til Aarmods Gaard, og bleve her i Førstningen ret godt modtagne. Der blev sat store Kander fulde af Skyr (suur Melk) for dem, idet Aarmod beklagede, at han ikke havde Øl at give dem, og Egil og hans Mænd, der vare overvættes tørste, drak af alle Kræfter Da kaldte Aarmods Hustru, der sad paa Tverpallen, sin lille Datter til sig og hviskede hende i Øret, at hun skulde gaa hen til Egil og bede ham og hans Mænd være varsomme i at drikke Melk, da der var anden og bedre Kost i Vente. Hun adlød, og advarede Egil, hvorover hendes Fader blev saa vred, at han slog hende. Imidlertid havde Egil næsten tomt sin Kande. Melken blev nu borttagen og et Bord dækket med Gjestebudskost; derpaa kom Øl ind, af det sterkeste Slags; Aarmod var altsaa bedre forsynet, end han i Førstningen havde sagt. Men Aarsagen, hvorfor han havde benegtet at have Øl, var aabenbart den, at han ved at
