Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/778

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
750
Haakon Adelſteensfoſtre.

Befaling at han ſkulde drage med dem til Vermeland for at hente Skatten, eller ogſaa forlade Landet. Egil Skallagrimsſøn opholdt ſig juſt, ſom vi have ſeet, hos Thorſtein. For ham klagede denne ſin Vaande. Det var tydeligt, at Kongen enten vilde have ham dræbt eller forjagen, naar han ſendte ham i en ſaa farlig Færd. Egil lovede ham, ſaavidt muligt, at rette paa Sagen. Han ſpurgte Kongens Sendemænd, om de ikke under alle Omſtændigheder ſkulde rejſe, hvad enten Thorſtein var med eller ej. Da de bekræftede dette, foreſtillede han dem, at en Mand ſom Thorſtein egentlig ikke var forpligtet til at drage i en ſaadan Færd, men alene til at underſtøtte Kongens Ærender efter yderſte Evne, og, om det behøvedes, at ſende flere Folk med dem. Sendemændene ſvarede hertil, at han maaſkee havde Ret, og at de vilde være tilfreds, om han ſelv, Egil, i Thorſteins Sted fulgte dem. De troede nemlig at det vilde være Kongen kjært, om de paa denne Maade kunde faa Egil bragt af Dage. Egil lovede at følge dem i Thorſteins Sted. De vare 8, han ſelv tog 3 Mænd med, ſaa at de i alt bleve 12. Det var endnu fuld Vinter, og de droge afſted med Heſte og Slæder. Vejene vare brudte, indtil de kom til henimod Eidſkogen; da faldt der en Nat ſaa megen Sne, at de den følgende Dag ikke kunde ſe den rette Vej, og havde derfor den ſtørſte Vanſkelighed ved at komme frem. I Nærheden af en ſkovbevoxet Aas, over hvilken Vejen laa, foreſloge Kongens Mænd en Aften, at Egil og hans tre Følgeſvende ſkulde drage i Forvejen over Aaſen til en Gaard, ſom tilhørte en rig Mand, ved Navn Aarmod Skegg, hvor de vilde blive gjeſtfrit modtagne, medens de ſelv vilde tage Natteleje hos en Bonde, der boede i Nærheden af det Sted, hvor de nu befandt ſig. Egil gjorde, ſom de ſagde. Men aldrig ſaa ſnart var han ude af Syne, førend Kongsmændene toge ſine Ski, ſom de havde medbragt, vendte om og ilede ſaa hurtigt de kunde til Oplandene; derfra droge de nord over Dovrefjeld til Kongen, og fortalte ham hvorledes de havde ladet Egil og hans Mænd i Stikken. Disſe kom med uſigelig Møje over Aaſen til Aarmods Gaard, og bleve her i Førſtningen ret godt modtagne. Der blev ſat ſtore Kander fulde af Skyr (ſuur Melk) for dem, idet Aarmod beklagede, at han ikke havde Øl at give dem, og Egil og hans Mænd, der vare overvættes tørſte, drak af alle Kræfter Da kaldte Aarmods Huſtru, der ſad paa Tverpallen, ſin lille Datter til ſig og hviſkede hende i Øret, at hun ſkulde gaa hen til Egil og bede ham og hans Mænd være varſomme i at drikke Melk, da der var anden og bedre Koſt i Vente. Hun adlød, og advarede Egil, hvorover hendes Fader blev ſaa vred, at han ſlog hende. Imidlertid havde Egil næſten tomt ſin Kande. Melken blev nu borttagen og et Bord dækket med Gjeſtebudskoſt; derpaa kom Øl ind, af det ſterkeſte Slags; Aarmod var altſaa bedre forſynet, end han i Førſtningen havde ſagt. Men Aarſagen, hvorfor han havde benegtet at have Øl, var aabenbart den, at han ved at