Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/777

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
749
Haakons Fejde mod Danmark. Vermelandſke Anliggender.

Krigere drog han om Sommeren i ſit 17de Regjeringsaar (952) til Viken, for at jage Vikingerne bort. Viſtnok flygtede de ſtrax ved hans Ankomſt, deels til Halland, deels til Jylland, men han forfulgte dem lige til Jylland, hvor han til Gjengjeld for hvad de havde gjort i Norge, begyndte at herje. Jyderne flokkede ſig ſammen for at drive ham bort, men han overvandt dem i en heftig Fegtning, hvori han ſelv uden Hjelm eller Brynje ſtevnede frem i Spidſen for ſin Hær. Derefter herjede han paa Fyen og Sjæland, og roede med to Snekker ind i Øreſund, hvor han traf en Flaade af 11, eller efter andres Udſagn, af 12 eller 10 danſke Vikingeſkibe, angreb dem, og ryddede dem aldeles. Han herjede atter paa Sjæland, drog over til Skaane, hvis Kyſt han ligeledes renſede ej alene for danſke, men ogſaa for vendiſke Vikingeſkibe; han herjede i Landet ſelv, og tiltvang ſig Skatter, ſaavel her, ſom langs Halland og i Veſtergautland[1].

I Forbindelſe med dette Tog til Danmark og Gautland ſtaar ogſaa et Tog, Haakon foretog til Vermeland. Dette Landſkab havde, ſom vi allerede ovenfor have ſeet, adlydt Harald Haarfagre og været ham ſkatſkyldigt, men paa hans gamle Dage faldt det fra, og Skatterne bleve ikke betalte. Da Haakon havde befæſtet ſig i Riget, og ſandſynligviis paa ſamme Tid, ſom han ſøgte at erhverve Herredømmet over Jemteland, prøvede han og at bringe Vermeland tilbage til det forrige Skatſkyldighedsforhold, og ſendte 12 Mænd til den daværende Jarl, ved Navn Arnvid, for at kræve Skatter af ham. Arnvid betalte Skatten, men da Skatkræverne ſkulde drage hjem, bleve de paa Eidſkogen overfaldne af Stimænd, ſom dræbte dem alle tilhobe. Saaledes gik det endnu en Gang; Kongen ſendte Skatkrævere, ſom virkelig fik Skatten udbetalt, men ſom paa Tilbagevejen bleve overfaldne paa Grændſen. Man talte derfor om, at det nok var Arnvid Jarl ſelv, ſom havde lagt titte Mænd i Baghold for Skatkræverne, og ladet dem dræbe, men ſelv beholdt den Skat, de ſkulde bringe Kongen. Denne beſluttede dog endnu en tredie Gang at gjøre et Forſøg, og udſaa til en af Deeltagerne i denne farlige Rejſe den forhen omtalte Lendermand Thorſtein, Arinbjørn Herſes Syſterſøn. Kongen var nemlig yderſt misfornøjet med at Arinbjørn var traadt i Eriksſønnernes Tjeneſte, og viſte ſig meget unaadig mod hans Venner og Frænder; nogle, heder det, lod han dræbe, andre jog han ud af Landet eller behandlede dem haardt paa andre Maader. Ogſaa Thorſtein fik nu ſin Deel af Forfølgelſen, da Kongen ſendte Folk til ham med den

  1. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 6—8. Fagrſkinna, Cap. 30. Ágrip, Cap. 5. Egils Saga, Cap. 78. Denne ſidſte nævner 12 Skibe, Snorre 11, de øvrige 10. Snorre omtaler Toget altfor tidligt, længe før Forſøgene paa Chriſtendommens Indførelſe. Aarſagen er den, at han ogſaa ſætter Erik Blodøxes Død altfor tidligt. Fagrſkinna derimod henfører Toget udtrykkeligt til Kongens 17de Aar.