Krigere drog han om Sommeren i sit 17de Regjeringsaar (952) til Viken, for at jage Vikingerne bort. Vistnok flygtede de strax ved hans Ankomst, deels til Halland, deels til Jylland, men han forfulgte dem lige til Jylland, hvor han til Gjengjeld for hvad de havde gjort i Norge, begyndte at herje. Jyderne flokkede sig sammen for at drive ham bort, men han overvandt dem i en heftig Fegtning, hvori han selv uden Hjelm eller Brynje stevnede frem i Spidsen for sin Hær. Derefter herjede han paa Fyen og Sjæland, og roede med to Snekker ind i Øresund, hvor han traf en Flaade af 11, eller efter andres Udsagn, af 12 eller 10 danske Vikingeskibe, angreb dem, og ryddede dem aldeles. Han herjede atter paa Sjæland, drog over til Skaane, hvis Kyst han ligeledes rensede ej alene for danske, men ogsaa for vendiske Vikingeskibe; han herjede i Landet selv, og tiltvang sig Skatter, saavel her, som langs Halland og i Vestergautland[1].
I Forbindelse med dette Tog til Danmark og Gautland staar ogsaa et Tog, Haakon foretog til Vermeland. Dette Landskab havde, som vi allerede ovenfor have seet, adlydt Harald Haarfagre og været ham skatskyldigt, men paa hans gamle Dage faldt det fra, og Skatterne bleve ikke betalte. Da Haakon havde befæstet sig i Riget, og sandsynligviis paa samme Tid, som han søgte at erhverve Herredømmet over Jemteland, prøvede han og at bringe Vermeland tilbage til det forrige Skatskyldighedsforhold, og sendte 12 Mænd til den daværende Jarl, ved Navn Arnvid, for at kræve Skatter af ham. Arnvid betalte Skatten, men da Skatkræverne skulde drage hjem, bleve de paa Eidskogen overfaldne af Stimænd, som dræbte dem alle tilhobe. Saaledes gik det endnu en Gang; Kongen sendte Skatkrævere, som virkelig fik Skatten udbetalt, men som paa Tilbagevejen bleve overfaldne paa Grændsen. Man talte derfor om, at det nok var Arnvid Jarl selv, som havde lagt titte Mænd i Baghold for Skatkræverne, og ladet dem dræbe, men selv beholdt den Skat, de skulde bringe Kongen. Denne besluttede dog endnu en tredie Gang at gjøre et Forsøg, og udsaa til en af Deeltagerne i denne farlige Rejse den forhen omtalte Lendermand Thorstein, Arinbjørn Herses Systersøn. Kongen var nemlig yderst misfornøjet med at Arinbjørn var traadt i Erikssønnernes Tjeneste, og viste sig meget unaadig mod hans Venner og Frænder; nogle, heder det, lod han dræbe, andre jog han ud af Landet eller behandlede dem haardt paa andre Maader. Ogsaa Thorstein fik nu sin Deel af Forfølgelsen, da Kongen sendte Folk til ham med den
- ↑ Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 6–8. Fagrskinna, Cap. 30. Ágrip, Cap. 5. Egils Saga, Cap. 78. Denne sidste nævner 12 Skibe, Snorre 11, de øvrige 10. Snorre omtaler Toget altfor tidligt, længe før Forsøgene paa Christendommens Indførelse. Aarsagen er den, at han ogsaa sætter Erik Blodøxes Død altfor tidligt. Fagrskinna derimod henfører Toget udtrykkeligt til Kongens 17de Aar.
