Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/776

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
748
Haakon Adelſteensfoſtre.

han mere ubehindret efterhænge ſine Planer mod Norge. Allerede i Faderens Levetid modtog han, ſom vi have ſeet, den fra Norge Utlæge Eyvind Skreyja, og gjorde ham til Landeværnsmand i Jylland. Vi have ligeledes ovenfor antydet de Grunde, ſom gjør det ſandſynligt at Erik Blodøxe ſelv i ham har ſøgt en Støtte mod ſine Brødre, og paa en vis Maade erkjendt hans Overhøjhed, idetmindſte hvad Viken angaar. Derved lader og den Iver, hvormed Haakon Adelſteensfoſtre erkjendtes af det modſatte Parti, ſom man kunde kalde Uafhængighedspartiet, ſig bedſt forklare. En Tid lang ſynes imidlertid Forſtaaelſen mellem Haakon og Danekongen at have været nogenlunde taalelig, maaſkee ſaa længe ſom denne ikke følte ſig mægtig nok til at begynde aabenbar Krig. Der tales endog om Sammenkomſter, ſom Haakon og de øvrige Høvdinger i Norden holdt hver tredie Sommer paa Brennøerne, for at vedligeholde Freden, og mindeligt afgjøre de mellem dem opkomne Sager; ved hvilke Lejligheder en Mængde Folk fra de omliggende Lande ſamlede ſig, og et ſtort Handelsmarked plejede at holdes[1]. Men denne fredelige Forſtaaelſe ophørte omſider. Efter Erik Blodøxes Død tyede Gunnhild, hans Enke, med ſine Sønner til Harald Gormsſøn. Han modtog dem venligt, og gav dem ſaa ſtore Forleninger, at de godt kunde underholde ſig ſelv og ſine Mænd[2]. Den tredie af Gunnhilds Sønner, Harald, der bar hans Navn, knæſatte han og gjorde ham derved til ſin Foſterſøn; han blev ſaaledes opdragen inden Danekongens Hird[3]. De ældſte af Brødrene, Gamle og Guthorm, droge paa Vikingetog førſt til Auſterveg, ſiden til Norge, og herjede i Viken, underſtøttede af Danekongen. Andre Vikinger gjorde det ſamme, og foruroligede Landet meget. At de begunſtigedes af Danekongen, ſkjønnes deraf, at de havde deres Smuthul i Brennøerne, Vardøerne, Myl og Muſtreſund, hvilke Steder alle ligge paa den hallandſke Kyſt; de kunde derfra med Lethed komme til hvilken ſom helſt Deel af det ſydlige Norge, de ønſkede. Der ſiges ogſaa udtrykkeligt, at Daner deeltoge i disſe Plyndringer[4].

Kong Haakons Broderſøn Tryggve, hvilken han allerede i hans Barndom havde udſeet til Konge i Viken, var paa denne Tid i Veſterviking, og Haakon maatte derfor ſelv ſørge før Landets Forſvar. Med en Skare

  1. Laxdølaſaga, Cap. 12.
  2. At disſe Forleninger vare i Jylland, ſkjønnes deraf, at det ſiden, hvor Harald Gormsſøn, for at ſvige Harald Eriksſøn, bød ham Forleninger i ſit Rige, heder hos Snorre (Ol. Tr. S. Cap. 11), at han bød ham de Forleninger, han tidligere havde haft, medens Fagrſkinna (Cap. 42) udtrykkeligt ſiger, at han bed ham Jylland. Maaſkee disſe Forleninger havde ſtaaet i Forbindelſe med Eriksſønnernes Nedſtammelſe fra Erik II i Jylland.
  3. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 10.
  4. Fagrſkinna, Cap. 28, 30.