Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/775

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
747
Danſke Anliggender Harald Gormsſøn.

Søn, Harald, allerede i Faderens Levetid førte Regjeringen, enten tilſammen, eller over forſkjellige Dele af Riget[1], og at de kraftigt underſtøttede ham i hans Erobrings-Foretagender. Paa et Tog, ſom Knut og Harald i foretoge i Fællesſkab, efter nogle Beretninger til England, efter andre til Irland, efter atter andre til Auſterveg, faldt Knut, og ſom enkelte paaſtaa, i Kamp med ſin egen Broder, der misundte ham at han var Faderens Yndling[2]. Den alderſtegne Gorm overlevede ikke længe dette Tab, og efter hans Død (omkring 936) tiltraadte Harald Gormsſøn, der ogſaa fører Tilnavnet Blaatand, Regjeringen ſom Enekonge over hele Danevældet, fra Gautelven til Danevirke.

42. Krig med Danmark. Vermeland og Gautland ſkatlagt.


I Beſiddelſen af hele Danevældet maatte Harald Gormsſøn ogſaa føle Lyſt til at erhverve alle de øvrige Lande, der havde tilhørt hans mægtige Forfædre, Sigurd Ring og Ragnar Lodbrok. Fornemmelig maatte Viken ſtaa ham for Hovedet, af hvilken nu de veſtfoldſke Konger og Harald Haarfagre ſaa længe havde været i uforſtyrret Beſiddelſe. Fra Sviakongerne eller deres Sønner kan han neppe have ventet nogen Fare, da indbyrdes Uroligheder paa denne Tid ſynes at have herſket i Svithjod[3]. Derfor kunde

  1. Ifølge Jomsvik. Saga, Cap. 2 og 4 fik Knut virkelig Holſten eller maaſkee rettere det ſydligſte af Slesvig, af ſin Beſtefader Klakkharald. Knytlingaſaga, Cap. 4, ſiger udtrykkeligt, at Harald Gormsſøn var Konge i 80 Aar, hvoraf 30 medens hans Fader levede og 50 efter hans Død. Er dette end en Overdrivelſe, ſaa er det dog et Vidnesbyrd om at Harald førte Kongenavn længe førend hans Fader døde, og viſt er det af andre Oplysninger, at Harald blev en meget gammel Mand. Ogſaa Mag. Adam af Bremen lader ham herſke i 50 Aar. Antaget, at han var henved 90 Aar, da han døde (mellem 980 og 988), er han ſandſynligviis fød omkring 900, og har maaſkee faaet Kongenavn ved 920.
  2. Saxo (10de B. S. 672) lader Knut falde ved Belejringen af Dublin. Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 61 lader Knut og Harald herje paa Northumberland mod en Kong Ædhelbirht, der ſlog dem ved Cleveland; ſiden, heder det, ſejrede de ved Scarborough, men Knut faldt ved York. Jomsvikingaſaga, Cap. 4, lader Harald, hjemkommen fra et Herjetog i Auſterveg, overfalde og dræbe Knut.
  3. Det var paa denne Tid, at de Konger maa have herſket i Birk, om hvilke den danſke Konge Sven Ulfsſøn berettede Mag. Adam: nemlig Ring med hans Brødre Erik og Emund (I. 63), medens Bjørn den gamle, Erik Emundsſøns Søn, herſkede i Uppſala. Saa mange Konger herſkede neppe ſamtidigt, uden at ligge i Strid med hverandre. Mag Adam ſiger og om dem, at i faa Aar herſkede mange Konger blodtørſtigt, og glemte næſten Chriſtendommen.