Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/774

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
746
Haakon Adelsteensfostre.

ogsaa formode, at det har været Thyre, som vakte ham af hans Døsighed, og som bragte ham til at opmande sig og begynde Erobringsverket[1]. Navnene paa et Par af de Konger, Gorm overvandt, ere opbevarede, og det heder, at han ødelagde alle Smaakonger lige til Slien[2]. Saa meget er vist, at man efter hans Tid ej hører mere tale om Smaakonger i Danmark, medens hans Magt dog endnu ikke kan have været saa betydelig, som de følgende Danekongers. Man finder ikke Spor af, at han forsøgte at gjøre sine Fordringer paa Viken gjeldende, og i sine Krige med den tydske Konge Henrik Fuglefænger var han uheldig. Som ivrig Hedning, uagtet hans Hustru var christen, og uagtet han maaskee selv havde ladt sig døbe i England, forsøgte han dog at tilintetgjøre Christendommen i sit Rige, forjog Presterne, og gjorde endog, understøttet af Slaverne, et Indfald i Saxland. Derfor bekrigede Henrik ham, og ydmygede ham saaledes, at han maatte bede om Fred og finde sig i de ham af Henrik paalagte Betingelser[3] (934). Ved denne Lejlighed synes den gamle gotiske Offerkultus i Hleidra at være bleven tilintetgjort[4]. Der fortælles og, at Henrik skal have erklæret Slesvig for sit Riges Grændse, indsat en Markgreve her, og ladet saxiske Nybyggere nedsætte sig i Egnen[5]. Et Par Forfattere nævne ogsaa Knut, sandsynligviis Gorms Søn, som den Fyrste, med hvilken Kong Henrik fornemmelig kæmpede[6]. Gorms og Thyres ældste Søn hed virkelig Knut, og der findes Antydninger til, at saavel Knut, som den yngre

  1. Ogsaa Saxo antyder en vis Løjhed hos Gorm, 10de B. S. 179. Ifølge Saxo (10de B. S. 469) var Thyre en Datter af den engelske Konge Ædhelred. Men da der paa den Tid ej var nogen engelsk Konge af dette Navn, er man berettiget til at antage, at han har læst fejlagtigt Edelradus istedetfor Haraldus og at hans Anglia egentlig betyder Angel, eller den nordlige Deel af Sønderjylland og den sydlige Deel af Nørrejylland. Her finde vi endnu flere Mindesmerker om Thyre (ej mindre end fem Runestene) og der er saaledes al Grund til at formode, at hun havde sit egentlige Hjem i denne Egn, og at hun bragte den i Medgift til sin Mand, eller at i det mindste hendes Søn Harald arvede den efter hende. Mere derom i Langes Tidsskrift IV. S. 176–178.
  2. Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 63. Af de Konger, Gorm bekæmpede, kaldes den ene her Gnupa (Mag. Adams Chnob?), den anden Silfraskalle. Langes Tidsskrift, l. c. S. 175.
  3. Mag. Adam I. 57–59.
  4. Thietmar af Merseburg, I. 9. Pertz, Mon. Germ. V. 739.
  5. Mag. Adam l. c.
  6. Thietmar kalder her den Konge, med hvilken Henrik kæmpede, Cnuto, hvilket har bragt de fleste, og med Rette, til at tænke paa Gorms ældste Søn Knut Dana-Aast, der maaskee i Faderens Alderdom har ført Befalingen. Widukind (I. 40, Pertz. V. 435) fordrejer Navnet til Chnuba. Men Mag. Adam kalder ham Hardecnudth-Wrm, d. e. Gorm Hardeknutssøn, I. 57.