Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/774

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
746
Haakon Adelſteensfoſtre.

ogſaa formode, at det har været Thyre, ſom vakte ham af hans Døſighed, og ſom bragte ham til at opmande ſig og begynde Erobringsverket[1]. Navnene paa et Par af de Konger, Gorm overvandt, ere opbevarede, og det heder, at han ødelagde alle Smaakonger lige til Slien[2]. Saa meget er viſt, at man efter hans Tid ej hører mere tale om Smaakonger i Danmark, medens hans Magt dog endnu ikke kan have været ſaa betydelig, ſom de følgende Danekongers. Man finder ikke Spor af, at han forſøgte at gjøre ſine Fordringer paa Viken gjeldende, og i ſine Krige med den tydſke Konge Henrik Fuglefænger var han uheldig. Som ivrig Hedning, uagtet hans Huſtru var chriſten, og uagtet han maaſkee ſelv havde ladt ſig døbe i England, forſøgte han dog at tilintetgjøre Chriſtendommen i ſit Rige, forjog Preſterne, og gjorde endog, underſtøttet af Slaverne, et Indfald i Saxland. Derfor bekrigede Henrik ham, og ydmygede ham ſaaledes, at han maatte bede om Fred og finde ſig i de ham af Henrik paalagte Betingelſer[3] (934). Ved denne Lejlighed ſynes den gamle gotiſke Offerkultus i Hleidra at være bleven tilintetgjort[4]. Der fortælles og, at Henrik ſkal have erklæret Slesvig for ſit Riges Grændſe, indſat en Markgreve her, og ladet ſaxiſke Nybyggere nedſætte ſig i Egnen[5]. Et Par Forfattere nævne ogſaa Knut, ſandſynligviis Gorms Søn, ſom den Fyrſte, med hvilken Kong Henrik fornemmelig kæmpede[6]. Gorms og Thyres ældſte Søn hed virkelig Knut, og der findes Antydninger til, at ſaavel Knut, ſom den yngre

  1. Ogſaa Saxo antyder en vis Løjhed hos Gorm, 10de B. S. 179. Ifølge Saxo (10de B. S. 469) var Thyre en Datter af den engelſke Konge Ædhelred. Men da der paa den Tid ej var nogen engelſk Konge af dette Navn, er man berettiget til at antage, at han har læſt fejlagtigt Edelradus iſtedetfor Haraldus og at hans Anglia egentlig betyder Angel, eller den nordlige Deel af Sønderjylland og den ſydlige Deel af Nørrejylland. Her finde vi endnu flere Mindesmerker om Thyre (ej mindre end fem Runeſtene) og der er ſaaledes al Grund til at formode, at hun havde ſit egentlige Hjem i denne Egn, og at hun bragte den i Medgift til ſin Mand, eller at i det mindſte hendes Søn Harald arvede den efter hende. Mere derom i Langes Tidsſkrift IV. S. 176—178.
  2. Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 63. Af de Konger, Gorm bekæmpede, kaldes den ene her Gnupa (Mag. Adams Chnob?), den anden Silfraſkalle. Langes Tidsſkrift, l. c. S. 175.
  3. Mag. Adam I. 57—59.
  4. Thietmar af Merſeburg, I. 9. Pertz, Mon. Germ. V. 739.
  5. Mag. Adam l. c.
  6. Thietmar kalder her den Konge, med hvilken Henrik kæmpede, Cnuto, hvilket har bragt de fleſte, og med Rette, til at tænke paa Gorms ældſte Søn Knut Dana-Aaſt, der maaſkee i Faderens Alderdom har ført Befalingen. Widukind (I. 40, Pertz. V. 435) fordrejer Navnet til Chnuba. Men Mag. Adam kalder ham Hardecnudth-Wrm, d. e. Gorm Hardeknutsſøn, I. 57.