Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/770

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
742
Haakon Adelſteensfoſtre.

Ejendommene i Beſiddelſe. Heller ikke formaaede han at yde ham nogen ſynderlig Hjelp, da hans eget Venſkab med Kongen ſtod paa temmelig ſvage Fødder; thi, ſagde han, „den Eg maa man frede, ſom man vil bo under“. Egil vilde imidlertid gjøre et Forſøg, ſiden det hed at Kongen var ſaa retfærdig, og overholdt ſaa vel Lov og Ret. Arinbjørn fraraadte ham det endnu engang, men da Egil ikke deſto mindre var paaſtaaelig, tilbød han ſig ædelmodigt ſelv at drage til Kongen for ham, da han alt for vel kjendte Egils Hidſighed og Ordhvashed, til at han ſkulde tillade ham ſelv at rejſe. Arinbjørn kom ſnart til Kongen, der paa den Tid opholdt ſig deels paa Rogaland, deels paa Hørdaland. Han fremførte Egils Begjæring. Men Kongen ſvarede langſomt og uvenligt, at han ej vilde have mere med Egil at beſtille, naar denne fremdeles vilde gjøre ſaadan Kvalm, ſom under hans Broder Erik; han udtrykte ſin Forundring over at Arinbjørn havde villet befatte ſig med denne Sag, og ſagde ligefrem, at han kun ſaa længe ſkulde have Tilladelſe til at opholde ſig i Landet, ſom han agtede Kongen og Kongens Ord højere end Udlændinger: ja han raadede ham endog til, ligeſaagodt førſt ſom ſidſt at rejſe til ſin Foſterſøn Harald Eriksſøn, til hvem hans Hu dog ſaa alligevel altid ſtod. Arinbjørn ſaa, at det ej nyttede at tale mere til Kongen om denne Sag, og vilde heller ikke ydmyge ſig for ham; han ſkyndte ſig derfor hjem og meldte, hvorledes det var gaaet. Egil blev meget ilde tilmode. Faa Dage efter kaldte Arinbjørn ham til ſig, lod en Kiſte lukke op, og fremtog deraf 40 Mark Sølv, hvilke han bad Egil modtage ſom en Erſtatning for hvad han ſkulde have haft efter Ljot, og ſom et Erkjendtlighedsbeviis for den Velgjerning, han havde viiſt hans Syſterſøn Fridgeir; „thi“, ſagde han, „du gjorde det for min Skyld, og det er min Pligt at ſørge for, at du ikke berøves din lovlige Ret i denne Sag“. Egil var ſvag nok til at modtage Gaven, og kom nu i det bedſte Lune. Vaaren efter drog Arinbjørn i Viking med tre Langſkibe og 300 Mand. Egil fulgte ham, efter førſt at have ſendt ſit Kjøbſkib, hvorpaa han var kommen fra Island, til Viken i Oslofjorden. Toget gjaldt førſt Saxland, derpaa Frisland, hvor de vandt meget Bytte, og hvor Egil ſom ſædvanligt udmerkede ſig ved Mod og Dumdriſtighed. Paa Tilbagevejen lagde Arinbjørn ind til Hals i Limfjorden, ſammenkaldte ſine Mænd, og meldte dem, at det var hans Agt, at begive ſig til Eriks Sønner, der, efter hvad han havde erfaret, nu vare komne til Danmark; han tillod dem, der ønſkede det, at drage hjem til Norge, og raadede Egil ligeledes til at drage til Norge og derfra til Island ſaa ſnart ſom muligt. De fleſte af Arinbjørns Folk forbleve hos ham, og han begav ſig nu til Eriks Sønner, blandt hvilte han fornemmelig ſluttede ſig til Harald. De af hans Mænd, der helſt vilde hjem, fulgte med Egil, der ſtyrede til Viken og ind i Oslofjorden til ſit Kjøbſkib. Thor-