Ejendommene i Besiddelse. Heller ikke formaaede han at yde ham nogen synderlig Hjelp, da hans eget Venskab med Kongen stod paa temmelig svage Fødder; thi, sagde han, „den Eg maa man frede, som man vil bo under“. Egil vilde imidlertid gjøre et Forsøg, siden det hed at Kongen var saa retfærdig, og overholdt saa vel Lov og Ret. Arinbjørn fraraadte ham det endnu engang, men da Egil ikke desto mindre var paastaaelig, tilbød han sig ædelmodigt selv at drage til Kongen for ham, da han alt for vel kjendte Egils Hidsighed og Ordhvashed, til at han skulde tillade ham selv at rejse. Arinbjørn kom snart til Kongen, der paa den Tid opholdt sig deels paa Rogaland, deels paa Hørdaland. Han fremførte Egils Begjæring. Men Kongen svarede langsomt og uvenligt, at han ej vilde have mere med Egil at bestille, naar denne fremdeles vilde gjøre saadan Kvalm, som under hans Broder Erik; han udtrykte sin Forundring over at Arinbjørn havde villet befatte sig med denne Sag, og sagde ligefrem, at han kun saa længe skulde have Tilladelse til at opholde sig i Landet, som han agtede Kongen og Kongens Ord højere end Udlændinger: ja han raadede ham endog til, ligesaagodt først som sidst at rejse til sin Fostersøn Harald Erikssøn, til hvem hans Hu dog saa alligevel altid stod. Arinbjørn saa, at det ej nyttede at tale mere til Kongen om denne Sag, og vilde heller ikke ydmyge sig for ham; han skyndte sig derfor hjem og meldte, hvorledes det var gaaet. Egil blev meget ilde tilmode. Faa Dage efter kaldte Arinbjørn ham til sig, lod en Kiste lukke op, og fremtog deraf 40 Mark Sølv, hvilke han bad Egil modtage som en Erstatning for hvad han skulde have haft efter Ljot, og som et Erkjendtlighedsbeviis for den Velgjerning, han havde viist hans Systersøn Fridgeir; „thi“, sagde han, „du gjorde det for min Skyld, og det er min Pligt at sørge for, at du ikke berøves din lovlige Ret i denne Sag“. Egil var svag nok til at modtage Gaven, og kom nu i det bedste Lune. Vaaren efter drog Arinbjørn i Viking med tre Langskibe og 300 Mand. Egil fulgte ham, efter først at have sendt sit Kjøbskib, hvorpaa han var kommen fra Island, til Viken i Oslofjorden. Toget gjaldt først Saxland, derpaa Frisland, hvor de vandt meget Bytte, og hvor Egil som sædvanligt udmerkede sig ved Mod og Dumdristighed. Paa Tilbagevejen lagde Arinbjørn ind til Hals i Limfjorden, sammenkaldte sine Mænd, og meldte dem, at det var hans Agt, at begive sig til Eriks Sønner, der, efter hvad han havde erfaret, nu vare komne til Danmark; han tillod dem, der ønskede det, at drage hjem til Norge, og raadede Egil ligeledes til at drage til Norge og derfra til Island saa snart som muligt. De fleste af Arinbjørns Folk forbleve hos ham, og han begav sig nu til Eriks Sønner, blandt hvilte han fornemmelig sluttede sig til Harald. De af hans Mænd, der helst vilde hjem, fulgte med Egil, der styrede til Viken og ind i Oslofjorden til sit Kjøbskib. Thor-
