saasnart Atle var død, rejste Egil sig, løb hen til Blotnautet, og vred Halsen om paa det, saa at det laa med Fødderne i Vejret. Egil tilegnede sig derpaa alle de Jorder, han havde fordret i sin Hustru Aasgerds Navn, vendte tilbage til Sogn, og ordnede deres Forvaltning; derfra drog han til Thorstein, opholdt sig hos ham en Stund, og vendte om Sommeren tilbage til Island. Ljot den bleges Efterladenskab fik han derimod ikke. Thi ved Siden af Holmgangsloven var der den Lov, som ogsaa gjaldt i Sverige og mange andre Lande, at Arv efter udenlandske Mænd, der døde i Landet uden at have nogen indenlandsk Arving, tilhørte Kongen[1].
Egil havde forresten al Grund til at være tilfreds med den Behandling, der fra Kongens Side var bleven ham til Deel. Ej alene havde han endelig selv faaet Lov og Ret, men hans egen Hustrues og hans Ven Arinbjørns Frænde Thorstein havde erholdt sine Ejendomme tilbage, og var endog bleven ophøjet til Lendermand. Kongen kronede nu Verket, da han efter Eriks Død tillod Arinbjørn selv at komme tilbage, og tillod ham ej alene at tiltræde sine Ejendomme, men gav ham tillige hans forrige Forleninger, og viste ham den største Yndest. En saadan Ædelmodighed vilde man forgjæves have ventet af Harald Haarfagre eller Erik Blodøxe, men Haakon blev sig ogsaa heri lig, som i alt andet.
Denne Herlighed varede dog ikke længe, og Egil var naturligviis Skyld i at den ophørte. Han blev nemlig ikke mange Aar paa Island, førend han atter besøgte Norge, thi da han erfarede Erik Blodøxes Død, og at Arinbjørn Herse var kommen tilbage igjen til sin Fædrenegaard, kunde han ikke modstaa Lysten til atter at besøge Norge, og rimeligviis har han vel ogsaa fra først af tænkt paa Muligheden af at faa noget af Godset efter Ljot den blege. Han kom heldigt over til Norge, og begav sig strax til Arinbjørn, der modtog ham med stor Glæde og indbød ham til at blive hos ham en Stund med sine Mænd. Egil forblev der hele Vinteren, og indkrævede den følgende Sommer Landskyld af sine Gaarde i Sogn. Ogsaa den paafølgende Vinter tilbragte han hos Arinbjørn, som ved Julegildet forærede ham en prægtig guldbroderet Silkekaabe med Guldknapper, og derhos en heel ny Klædning af mangefarvet engelsk Klæde. Ikke desto mindre begyndte Egil efter Julen at blive mørk og i slet Lune. Da Arinbjørn trængte ind paa ham for at erfare Aarsagen, tilstod han at det var, fordi hans Ret til Ljot den bleges Efterladenskab stod ham for Hovedet. Arinbjørn sagde, at efter Loven havde Egil virkelig Ret dertil, men at det dog nu var vanskeligt at gjøre denne Ret gjeldende, siden de kongelige Aarmænd havde taget
- ↑ Egils Saga, Cap. 65–69. Den omtalte Bestemmelse staar ikke udtrykkeligt i de nu forhaandenværende eldre norske Lovbøger, men den forudsattes, hvad man af flere Omstændigheder kan se, stiltiende som gjeldende.
