Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/769

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
741
Arinbjørn tilbage til Norge. Egils Beſøg hos ham.

ſaaſnart Atle var død, rejſte Egil ſig, løb hen til Blotnautet, og vred Halſen om paa det, ſaa at det laa med Fødderne i Vejret. Egil tilegnede ſig derpaa alle de Jorder, han havde fordret i ſin Huſtru Aasgerds Navn, vendte tilbage til Sogn, og ordnede deres Forvaltning; derfra drog han til Thorſtein, opholdt ſig hos ham en Stund, og vendte om Sommeren tilbage til Island. Ljot den bleges Efterladenſkab fik han derimod ikke. Thi ved Siden af Holmgangsloven var der den Lov, ſom ogſaa gjaldt i Sverige og mange andre Lande, at Arv efter udenlandſke Mænd, der døde i Landet uden at have nogen indenlandſk Arving, tilhørte Kongen[1].

Egil havde forreſten al Grund til at være tilfreds med den Behandling, der fra Kongens Side var bleven ham til Deel. Ej alene havde han endelig ſelv faaet Lov og Ret, men hans egen Huſtrues og hans Ven Arinbjørns Frænde Thorſtein havde erholdt ſine Ejendomme tilbage, og var endog bleven ophøjet til Lendermand. Kongen kronede nu Verket, da han efter Eriks Død tillod Arinbjørn ſelv at komme tilbage, og tillod ham ej alene at tiltræde ſine Ejendomme, men gav ham tillige hans forrige Forleninger, og viſte ham den ſtørſte Yndeſt. En ſaadan Ædelmodighed vilde man forgjæves have ventet af Harald Haarfagre eller Erik Blodøxe, men Haakon blev ſig ogſaa heri lig, ſom i alt andet.

Denne Herlighed varede dog ikke længe, og Egil var naturligviis Skyld i at den ophørte. Han blev nemlig ikke mange Aar paa Island, førend han atter beſøgte Norge, thi da han erfarede Erik Blodøxes Død, og at Arinbjørn Herſe var kommen tilbage igjen til ſin Fædrenegaard, kunde han ikke modſtaa Lyſten til atter at beſøge Norge, og rimeligviis har han vel ogſaa fra førſt af tænkt paa Muligheden af at faa noget af Godſet efter Ljot den blege. Han kom heldigt over til Norge, og begav ſig ſtrax til Arinbjørn, der modtog ham med ſtor Glæde og indbød ham til at blive hos ham en Stund med ſine Mænd. Egil forblev der hele Vinteren, og indkrævede den følgende Sommer Landſkyld af ſine Gaarde i Sogn. Ogſaa den paafølgende Vinter tilbragte han hos Arinbjørn, ſom ved Julegildet forærede ham en prægtig guldbroderet Silkekaabe med Guldknapper, og derhos en heel ny Klædning af mangefarvet engelſk Klæde. Ikke deſto mindre begyndte Egil efter Julen at blive mørk og i ſlet Lune. Da Arinbjørn trængte ind paa ham for at erfare Aarſagen, tilſtod han at det var, fordi hans Ret til Ljot den bleges Efterladenſkab ſtod ham for Hovedet. Arinbjørn ſagde, at efter Loven havde Egil virkelig Ret dertil, men at det dog nu var vanſkeligt at gjøre denne Ret gjeldende, ſiden de kongelige Aarmænd havde taget

  1. Egils Saga, Cap. 65—69. Den omtalte Beſtemmelſe ſtaar ikke udtrykkeligt i de nu forhaandenværende eldre norſke Lovbøger, men den forudſattes, hvad man af flere Omſtændigheder kan ſe, ſtiltiende ſom gjeldende.