Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/771

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
743
Eriks og hans Sønners Forhold til Danekongen.

ſtein Eriksſøn indbød ham ſtrax til ſig med ſaa mange Mænd, han vilde. Han modtog Tilbudet, og forblev hos Thorſtein om Vinteren[1].

41. Danſke Begivenheder. Harald Gormsſøns Fordringer paa Viken.


Det er allerede ovenfor berørt, at Dronning Gunnhild tilligemed hendes Sønner toge deres Tilflugt til Danekongen Harald Gormsſøn, ligeſom allerede hendes Broder, Eyvind Skreyja, havde tyet derhen og fundet en venlig Modtagelſe. Dette tyder paa at der allerede da herſkede en venſkabelig Forbindelſe mellem Erik Blodøxes Huus og Danekongen, hvilket vinder Beſtyrkelſe derved, at et enkelt Oldſkrift, ſkjønt med Urette, udgiver Gunnhild for Kong Haralds Syſter[2]. Man kunde maaſkee ogſaa i denne Forbindelſe ſe en Grund mere til, at Erik kom paa en fiendtlig Fod med de engelſke Konger, ligeſom det ogſaa vækker en Anelſe om, at Erik allerede ſtrax efter ſin Tronbeſtigelſe i Norge har ſøgt en Støtte mod ſine Brødres Ærgjerrighed og Uvillighed til at lyde ham ved at ty til Danekongens Hjelp, og maaſkee erkjende ham for ſin Lensherre[3].

  1. Egils Saga, Cap. 71, 72.
  2. Historia Norvegiæ fol. 7. a, b.
  3. Om alt dette findes der for lidet i Sagaerne og de andre Oldſkrifter, til at vi ſkulde vove at fremſatte det anderledes, end blot ſom en løs Antydning. Der er imidlertid meget, ſom taler for en ſaadan Betragtningsmaade af Forholdene. Vi ſe Erik og Gunnhild ved Haakons Ankomſt opholde ſig i Viken. Vi ſe de ſamme Konger i Norge, nemlig Haakon i det Nordenfjeldſke og Tryggve i Viken, hvis Arvefiender Eriks Sønner vare, ogſaa at forſvare Landet mod Danekongens Fordringer. Vi ſe Harald Eriksſøn ſiden ſelv knæſat af Danekongen, og hans Moder og Brødre ligeledes venligt modtagne og underſtøttede mod Norge. Vi vide, at Erik ſelv paa mødrene Side var af danſk Æt, og om end hans Morfader, Kong Erik, maa anſees ſom tilhørende en de danſke Overkonger fiendtlig Slægt, ſaa ſynes dog Forholdene efter hans Død at have forandret ſig, og Gorm den gamles Giftermaal med Thyre Danmarksbod at have knyttet Levningerne af den veſtfoldſke Kongeæt i Jylland til Gorm og Danekongerne. Der opſtaar endog en Formodning, hvilken vi dog ikke vove at opſtille i Texten mod Sagaernes eenſtemmige Vidnesbyrd, at Erik Blodøxe ikke engang med det Gode af Ædhelſtan er bleven forlenet med Northumberland, eller overhoved har haft noget med Ædhelſtan at beſtille, men at han ikke kom til England førend hiin Gang, der omtales hos de engelſke Chroniſter, da Northumbrerne faldt fra Kong Eadred (917) og toge Erik til deres Konge; at han da indfandt ſig tildeels med danſk Underſtøttelſe og ſom den danſke Konges Lensmand, og at dette har givet Anledning til hiint Udſagn af Mag. Adam, at Harald Gormsſøn ſendte ſin Søn Erik for at erobre Northumberland, idet nemlig flere, fornemmelig vildledede af Navnet Harald, ſom ogſaa Eriks Fader førte, antoge ham for en Søn af Harald Gormsſøn. Ædhelſtan kunde let i vore Sagaer være bleven forvexlet med en af ſine mindre berømte Efterfølgere.