Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/771

Denne siden er korrekturlest

743

Eriks og hans Sønners Forhold til Danekongen.

stein Erikssøn indbød ham strax til sig med saa mange Mænd, han vilde. Han modtog Tilbudet, og forblev hos Thorstein om Vinteren^[1].

41. Danske Begivenheder. Harald Gormssøns Fordringer paa Viken.

Det er allerede ovenfor berørt, at Dronning Gunnhild tilligemed hendes Sønner toge deres Tilflugt til Danekongen Harald Gormssøn, ligesom allerede hendes Broder, Eyvind Skreyja, havde tyet derhen og fundet en venlig Modtagelse. Dette tyder paa at der allerede da herskede en venskabelig Forbindelse mellem Erik Blodøxes Huus og Danekongen, hvilket vinder Bestyrkelse derved, at et enkelt Oldskrift, skjønt med Urette, udgiver Gunnhild for Kong Haralds Syster^[2]. Man kunde maaskee ogsaa i denne Forbindelse se en Grund mere til, at Erik kom paa en fiendtlig Fod med de engelske Konger, ligesom det ogsaa vækker en Anelse om, at Erik allerede strax efter sin Tronbestigelse i Norge har søgt en Støtte mod sine Brødres Ærgjerrighed og Uvillighed til at lyde ham ved at ty til Danekongens Hjelp, og maaskee erkjende ham for sin Lensherre^[3].

↑ Egils Saga, Cap. 71, 72.
↑ Historia Norvegiæ fol. 7. a, b.
↑ Om alt dette findes der for lidet i Sagaerne og de andre Oldskrifter, til at vi skulde vove at fremsatte det anderledes, end blot som en løs Antydning. Der er imidlertid meget, som taler for en saadan Betragtningsmaade af Forholdene. Vi se Erik og Gunnhild ved Haakons Ankomst opholde sig i Viken. Vi se de samme Konger i Norge, nemlig Haakon i det Nordenfjeldske og Tryggve i Viken, hvis Arvefiender Eriks Sønner vare, ogsaa at forsvare Landet mod Danekongens Fordringer. Vi se Harald Erikssøn siden selv knæsat af Danekongen, og hans Moder og Brødre ligeledes venligt modtagne og understøttede mod Norge. Vi vide, at Erik selv paa mødrene Side var af dansk Æt, og om end hans Morfader, Kong Erik, maa ansees som tilhørende en de danske Overkonger fiendtlig Slægt, saa synes dog Forholdene efter hans Død at have forandret sig, og Gorm den gamles Giftermaal med Thyre Danmarksbod at have knyttet Levningerne af den vestfoldske Kongeæt i Jylland til Gorm og Danekongerne. Der opstaar endog en Formodning, hvilken vi dog ikke vove at opstille i Texten mod Sagaernes eenstemmige Vidnesbyrd, at Erik Blodøxe ikke engang med det Gode af Ædhelstan er bleven forlenet med Northumberland, eller overhoved har haft noget med Ædhelstan at bestille, men at han ikke kom til England førend hiin Gang, der omtales hos de engelske Chronister, da Northumbrerne faldt fra Kong Eadred (917) og toge Erik til deres Konge; at han da indfandt sig tildeels med dansk Understøttelse og som den danske Konges Lensmand, og at dette har givet Anledning til hiint Udsagn af Mag. Adam, at Harald Gormssøn sendte sin Søn Erik for at erobre Northumberland, idet nemlig flere, fornemmelig vildledede af Navnet Harald, som ogsaa Eriks Fader førte, antoge ham for en Søn af Harald Gormssøn. Ædhelstan kunde let i vore Sagaer være bleven forvexlet med en af sine mindre berømte Efterfølgere.

[1] Egils Saga, Cap. 71, 72.

[2] Historia Norvegiæ fol. 7. a, b.

[3] Om alt dette findes der for lidet i Sagaerne og de andre Oldskrifter, til at vi skulde vove at fremsatte det anderledes, end blot som en løs Antydning. Der er imidlertid meget, som taler for en saadan Betragtningsmaade af Forholdene. Vi se Erik og Gunnhild ved Haakons Ankomst opholde sig i Viken. Vi se de samme Konger i Norge, nemlig Haakon i det Nordenfjeldske og Tryggve i Viken, hvis Arvefiender Eriks Sønner vare, ogsaa at forsvare Landet mod Danekongens Fordringer. Vi se Harald Erikssøn siden selv knæsat af Danekongen, og hans Moder og Brødre ligeledes venligt modtagne og understøttede mod Norge. Vi vide, at Erik selv paa mødrene Side var af dansk Æt, og om end hans Morfader, Kong Erik, maa ansees som tilhørende en de danske Overkonger fiendtlig Slægt, saa synes dog Forholdene efter hans Død at have forandret sig, og Gorm den gamles Giftermaal med Thyre Danmarksbod at have knyttet Levningerne af den vestfoldske Kongeæt i Jylland til Gorm og Danekongerne. Der opstaar endog en Formodning, hvilken vi dog ikke vove at opstille i Texten mod Sagaernes eenstemmige Vidnesbyrd, at Erik Blodøxe ikke engang med det Gode af Ædhelstan er bleven forlenet med Northumberland, eller overhoved har haft noget med Ædhelstan at bestille, men at han ikke kom til England førend hiin Gang, der omtales hos de engelske Chronister, da Northumbrerne faldt fra Kong Eadred (917) og toge Erik til deres Konge; at han da indfandt sig tildeels med dansk Understøttelse og som den danske Konges Lensmand, og at dette har givet Anledning til hiint Udsagn af Mag. Adam, at Harald Gormssøn sendte sin Søn Erik for at erobre Northumberland, idet nemlig flere, fornemmelig vildledede af Navnet Harald, som ogsaa Eriks Fader førte, antoge ham for en Søn af Harald Gormssøn. Ædhelstan kunde let i vore Sagaer være bleven forvexlet med en af sine mindre berømte Efterfølgere.

[1]

[2]

[3]