Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/764

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
736
Haakon Adelsteensfostre.

paa Grund af den Overlast, han og hans hele Æt havde lidt af Erik selv og hans Fader. Han lovede imidlertid at passe paa ham om Natten, og begav sig hjem med ham. Her gik Arinbjørn med Egil op i et Loftkammer, for nærmere at overlægge, hvad der var at gjøre. Han foreslog Egil at sidde oppe den hele Nat og digte et Hædersdigt om Kongen, saa at han kunde fremsige det den næste Morgen; det samme havde hans Frænde Brage den gamle gjort, da Kong Bjørn i Sverige var bleven ham vred[1], og denne havde til Gjengjeld skjenket ham Livet[2]. Egil lovede at forsøge derpaa, hvor lidet han end var forberedt paa at digte Hædersdigt om Erik. Arinbjørn gik ned for at lade ham være ene, og lod Mad og Drikke bringe op til ham. En Stund efter, da man skulde gaa til Sængs, gik Arinbjørn op for at se, hvor langt det led med Digtet. Da havde Egil endnu intet gjort, fordi en Svale havde siddet ved Vinduet og ved sin Skrigen forstyrret ham den hele Tid. Arinbjørn gik strax ud og op ad en Gang hvorfra man udentil kunde komme til Vinduet; her syntes han, at han saa en Hamløberske fare ud af Huset paa den anden Kant, men selv satte han sig der og passede paa at intet forstyrrede Egils Rolighed[3]. Og nu fik denne ogsaa hele Draapen digtet og fæstet i sin Erindring saa at han om Morgenen, da Arinbjørn kom til ham, kunde kvæde den for ham. De begave sig Kongen, da denne havde sat sig ved Dagverdbordet med en Deel andre Mænd. Arinbjørn tog hele sit bevæbnede Følge med, og gik ind tilligemed Egil og Halvdelen af sin Skare, medens den anden Halvdeel blev staaende uden for. Arinbjørn hilsede Kongen, og bad ham endnu engang paa det indstændigste at vise sig naadig mod Egil; han forestillede ham at denne ej havde forsøgt paa at undfly om Natten, og mindede ogsaa Kongen om, hvor meget han selv, Arinbjørn, havde opoffret for Kongens Skyld, saa at han nok burde kunne gjøre Regning paa at Kongen vilde opfylde den Bøn, han nu gjorde, om at han denne Gang vilde skjenke Egil Livet. Gunnhild bad Arinbjørn tie stille, og sagde at han allerede havde faaet Løn nok for sin Troskab. Arinbjørn bad idetmindste at Egil maatte faa en Uges Frist for at kunne begive sig bort, inden man forfulgte ham. Men heller ikke herom vilde Gunnhild høre noget, da Egil, som hun sagde, paa en Uge let kunde komme til Kong Ædhelstan. Da greb Arinbjørn til det sidste Middel, idet han erklærede, at han vilde forsvare

  1. Brage den gamle var, som ovenfor (S. 307) viist, en Morfader af Arnthrud, Arinbjørns Moder. Den her omtalte Begivenhed nævnes ingensteds ellers i Sagaerne, det siges kun i Skaldefortegnelsen, at Brage opholdt sig hos Kong Bjørn paa Hauge i Sverige.
  2. Eller som der egentlig staar, skjenket ham sit Hoved.
  3. Det er tydeligt nok, at Sagnfortælleren har antaget Svalen for Dronning Gunnhild selv, der ved sin Hexekyndighed har forstaaet at paatage sig denne Skikkelse for at forstyrre Egil.