Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/764

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
736
Haakon Adelſteensfoſtre.

paa Grund af den Overlaſt, han og hans hele Æt havde lidt af Erik ſelv og hans Fader. Han lovede imidlertid at pasſe paa ham om Natten, og begav ſig hjem med ham. Her gik Arinbjørn med Egil op i et Loftkammer, for nærmere at overlægge, hvad der var at gjøre. Han foreſlog Egil at ſidde oppe den hele Nat og digte et Hædersdigt om Kongen, ſaa at han kunde fremſige det den næſte Morgen; det ſamme havde hans Frænde Brage den gamle gjort, da Kong Bjørn i Sverige var bleven ham vred[1], og denne havde til Gjengjeld ſkjenket ham Livet[2]. Egil lovede at forſøge derpaa, hvor lidet han end var forberedt paa at digte Hædersdigt om Erik. Arinbjørn gik ned for at lade ham være ene, og lod Mad og Drikke bringe op til ham. En Stund efter, da man ſkulde gaa til Sængs, gik Arinbjørn op for at ſe, hvor langt det led med Digtet. Da havde Egil endnu intet gjort, fordi en Svale havde ſiddet ved Vinduet og ved ſin Skrigen forſtyrret ham den hele Tid. Arinbjørn gik ſtrax ud og op ad en Gang hvorfra man udentil kunde komme til Vinduet; her ſyntes han, at han ſaa en Hamløberſke fare ud af Huſet paa den anden Kant, men ſelv ſatte han ſig der og pasſede paa at intet forſtyrrede Egils Rolighed[3]. Og nu fik denne ogſaa hele Draapen digtet og fæſtet i ſin Erindring ſaa at han om Morgenen, da Arinbjørn kom til ham, kunde kvæde den for ham. De begave ſig Kongen, da denne havde ſat ſig ved Dagverdbordet med en Deel andre Mænd. Arinbjørn tog hele ſit bevæbnede Følge med, og gik ind tilligemed Egil og Halvdelen af ſin Skare, medens den anden Halvdeel blev ſtaaende uden for. Arinbjørn hilſede Kongen, og bad ham endnu engang paa det indſtændigſte at viſe ſig naadig mod Egil; han foreſtillede ham at denne ej havde forſøgt paa at undfly om Natten, og mindede ogſaa Kongen om, hvor meget han ſelv, Arinbjørn, havde opoffret for Kongens Skyld, ſaa at han nok burde kunne gjøre Regning paa at Kongen vilde opfylde den Bøn, han nu gjorde, om at han denne Gang vilde ſkjenke Egil Livet. Gunnhild bad Arinbjørn tie ſtille, og ſagde at han allerede havde faaet Løn nok for ſin Troſkab. Arinbjørn bad idetmindſte at Egil maatte faa en Uges Friſt for at kunne begive ſig bort, inden man forfulgte ham. Men heller ikke herom vilde Gunnhild høre noget, da Egil, ſom hun ſagde, paa en Uge let kunde komme til Kong Ædhelſtan. Da greb Arinbjørn til det ſidſte Middel, idet han erklærede, at han vilde forſvare

  1. Brage den gamle var, ſom ovenfor (S. 307) viiſt, en Morfader af Arnthrud, Arinbjørns Moder. Den her omtalte Begivenhed nævnes ingenſteds ellers i Sagaerne, det ſiges kun i Skaldefortegnelſen, at Brage opholdt ſig hos Kong Bjørn paa Hauge i Sverige.
  2. Eller ſom der egentlig ſtaar, ſkjenket ham ſit Hoved.
  3. Det er tydeligt nok, at Sagnfortælleren har antaget Svalen for Dronning Gunnhild ſelv, der ved ſin Hexekyndighed har forſtaaet at paatage ſig denne Skikkelſe for at forſtyrre Egil.