Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/763

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
735
Egil i York.

og kom heldigt forbi, men Udenfor Englands Kyſt blev han overfalden af en Storm, der drev ham ind i Brændinger ved Humbermundingen, ſaa at han ikke ſaa ſin Redning i andet end at ſejle lige paa Land. Skibet ødelagdes, men Mandſkab og den ſtørſte Deel af Godſet reddedes. Af Folk, ſom de traf, fik de nu den betænkelige Efterretning, at Kong Erik og Gunnhild herſkede over den Egn, hvor de nu befandt ſig, at de begge ikke vare langt borte, nemlig oppe i York, og at Arinbjørn var hos Erik og i ſtor Yndeſt. Egils Stilling var betænkelig. Der var liden Udſigt for ham til at kunne liſte ſig ubemerket ud over Northumberlands Grændſer, hvor han var kjendt af ſaa mange. Nødig vilde han have den Skam at blive greben paa Flugten. Han tog derfor Mod til ſig, og beſluttede ſtrax at gaa lige til York og friſte Lykken. Fuldt bevæbnet red han afſted, med en ſid Hat over Hjelmen, kom til Byen, opſpurgte hvor Arinbjørn boede, red derhen, og lod Arinbjørn kalde ud til ſig, idet han ſagde hvo han var. Arinbjørn, der juſt ſad ved Bordet, bad ham at vente indtil Maaltidet var til Ende, gik derpaa ud til ham med ſine Huuskarle, bød ham velkommen, og ſpurgte hvorfor han havde vovet ſig did. Egil fortalte ham i Korthed ſit Uheld, og bad ham ſinde paa Raad. Arinbjørn ſpurgte nu om nogen havde kjendt ham, førend han kom der i Gaarden; da Egil benegtede det, lod han ſine Mænd væbne ſig og gik med dem og Egil lige til Kongsgaarden hvor han bankede paa og ſtrax blev indladt. Arinbjørn gik ind i Hallen med Egil og ti Mænd af Følget; han bød Egil omfavne Kongens Fødder og byde ham ſit Hoved[1], men lovede ſelv at ville tale hans Sag. Han gik ogſaa ſelv førſt frem for Kongen, ſagde at Egil var kommen langvejsfra, alene for at faa Kongens Tilgivelſe og Venſkab, og bad Kongen derfor viſe ſig ædelmodig og forſonlig, hvorved han ogſaa bedſt vilde ſørge før ſin egen Hæder. Kongen ſaa ſig om, kjendte ſtrax Egil, hvis Hoved ragede op over de andres, og ſpurgte ham, hvorledes han kunde være ſaa dumdriſtig at komme til ham. Egil, der forſmaaede at beſmykke ſig, gik hen, omfavnede Kongens Knæ, og ſagde at han havde faret den lange og beſværlige Vej for at beſøge Englands Konge, men at han nu uformodet var kommen til Egil. Denne ſagde, at han for ſine Misgjerninger fortjente Døden, og Dronning Gunnhild fordrede endog med Utaalmodighed, at han ſtrax ſkulde dræbes. Men Arinbjørn foreſtillede Kongen, at det var Nidingsdaad at dræbe nogen om Natten[2]. Kongen lod ſig derved bevæge til at give Egil Livsfriſt til den følgende Morgen. Arinbjørn bad Kongen betænke, om dog ikke ogſaa Egil kunde være at undſkylde

  1. Det vil ſige, overgive ſig paa Naade og Unaade.
  2. Det anſaaes af vore Forfædre altid for en Nidingsdaad at dræbe eller lade dræbe nogen om Natten. Vi ville i det følgende ſe flere Exempler derpaa.