og kom heldigt forbi, men Udenfor Englands Kyst blev han overfalden af en Storm, der drev ham ind i Brændinger ved Humbermundingen, saa at han ikke saa sin Redning i andet end at sejle lige paa Land. Skibet ødelagdes, men Mandskab og den største Deel af Godset reddedes. Af Folk, som de traf, fik de nu den betænkelige Efterretning, at Kong Erik og Gunnhild herskede over den Egn, hvor de nu befandt sig, at de begge ikke vare langt borte, nemlig oppe i York, og at Arinbjørn var hos Erik og i stor Yndest. Egils Stilling var betænkelig. Der var liden Udsigt for ham til at kunne liste sig ubemerket ud over Northumberlands Grændser, hvor han var kjendt af saa mange. Nødig vilde han have den Skam at blive greben paa Flugten. Han tog derfor Mod til sig, og besluttede strax at gaa lige til York og friste Lykken. Fuldt bevæbnet red han afsted, med en sid Hat over Hjelmen, kom til Byen, opspurgte hvor Arinbjørn boede, red derhen, og lod Arinbjørn kalde ud til sig, idet han sagde hvo han var. Arinbjørn, der just sad ved Bordet, bad ham at vente indtil Maaltidet var til Ende, gik derpaa ud til ham med sine Huuskarle, bød ham velkommen, og spurgte hvorfor han havde vovet sig did. Egil fortalte ham i Korthed sit Uheld, og bad ham sinde paa Raad. Arinbjørn spurgte nu om nogen havde kjendt ham, førend han kom der i Gaarden; da Egil benegtede det, lod han sine Mænd væbne sig og gik med dem og Egil lige til Kongsgaarden hvor han bankede paa og strax blev indladt. Arinbjørn gik ind i Hallen med Egil og ti Mænd af Følget; han bød Egil omfavne Kongens Fødder og byde ham sit Hoved[1], men lovede selv at ville tale hans Sag. Han gik ogsaa selv først frem for Kongen, sagde at Egil var kommen langvejsfra, alene for at faa Kongens Tilgivelse og Venskab, og bad Kongen derfor vise sig ædelmodig og forsonlig, hvorved han ogsaa bedst vilde sørge før sin egen Hæder. Kongen saa sig om, kjendte strax Egil, hvis Hoved ragede op over de andres, og spurgte ham, hvorledes han kunde være saa dumdristig at komme til ham. Egil, der forsmaaede at besmykke sig, gik hen, omfavnede Kongens Knæ, og sagde at han havde faret den lange og besværlige Vej for at besøge Englands Konge, men at han nu uformodet var kommen til Egil. Denne sagde, at han for sine Misgjerninger fortjente Døden, og Dronning Gunnhild fordrede endog med Utaalmodighed, at han strax skulde dræbes. Men Arinbjørn forestillede Kongen, at det var Nidingsdaad at dræbe nogen om Natten[2]. Kongen lod sig derved bevæge til at give Egil Livsfrist til den følgende Morgen. Arinbjørn bad Kongen betænke, om dog ikke ogsaa Egil kunde være at undskylde
