Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/762

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
40. Egil Skallagrimsſøns Sammenſtød med Erik og Beſøg hos Kong Haakon og Arinbjørn.


Mod Egil Skallagrimsſøn, der ſaa blodigt havde fornærmet Erik ved at dræbe hans Søn Ragnvald og rejſe Nidſtang over ham ſelv og Dronning Gunnhild, viſte han ſig ligeledes mere ædelmodig end man af en Mand af hans Charakteer ſkulde have ventet. Egil havde ſtrax efter ſin Hjemkomſt overtaget Beſtyrelſen af Gaarden Borg, da hans Fader Skallagrim nu var bleven meget gammel og affældig. Den ſamme Heſt døde Skallagrim pludſelig, medens Egil var fraværende paa et Gjeſtebud. Det fortælles, at da Egil ſkulde ſtige til Heſt og ride fra Gaarden, krævede Skallagrim af ham det Sølv, Kong Ædhelſtan havde givet ham i Erſtatning for Thorolfs Fald, men da Egil ſlog dette hen og red afſted uden at give noget beſtemt Svar, tog Gubben ſamme Aften en Kiſte og en Kobberkjedel, han ſelv ejede, begge fyldte med Sølv, red bort med dem, og ſtyrtede dem, ſom man troede, ned i den ſaakaldte Krumskilde, for at Egil ej ſkulde faa dem fat; den følgende Morgen fandt man ham ſiddende død paa Sengeſtokken og ſaa ſtiv, at ingen kunde røre ham af Stedet, men man maatte ſende Bud efter Egil, ſom fik bøjet Liget ned, lod bryde Hul paa Væggen for at føre det ud, og lod det højlægge med hans Heſt, Vaaben og Smederedſkaher paa Digranes i Nærheden af Borg. Egil tog nu Arven efter ſin Fader. Den følgende Sommer, den ſamme, i hvilken Haakon Adelſteensfoſtre og Erik Blodøxe ſtredes om Kongedømmet i Norge, kom der formedelſt Forbud mod alle Skibes Bortrejſe ingen Efterretninger til Island om de ſeneſte Begivenheder. Egil, ſom aldrig kunde have ret Ro paa ſig, begyndte om Vinteren at blive noget utaalmodig, og yttre Lyſt til at rejſe til England og beſøge Kong Ædhelſtan for at ſe de Løfter opfyldte, denne havde givet ham. Det hed, og man troede for viſt, at Dronning Gunnhild havde ladet anſtille Seid for at Egil aldrig ſkulde have Ro paa Island. Han udruſtede et Skib med 30 Mand, men kom ikke afſted førend henimod Høſten og den ſtormfulde Aarstid var indtraadt. Vinden var ham ugunſtig; omſider kom han til Orknøerne, men vilde ikke lande her, fordi han troede at Erik Blodøxe havde Herredømmet over dem[1]. Han ſejlede langs Skotlands Kyſt,

  1. Denne Bemerkning i Egils Saga viſer, at den tidligere fejler, Ved at lade Egils Rejſe foregaa allerede Aaret efter Erik Blodøxes Flugt, ſaavelſom ved at lade Erik allerede i 936 være Underkonge i Northumberland. Thi ſaa længe han endnu opholdt ſig i Norge, var hans Magt paa Orknø ikke af det Slags, at den kunde være Egil ſynderlig farlig: Jarlen var den egentlige Regent. Naar Egil altſaa troede at Erik raadede paa Orknø, maa han have erfaret at han allerede var flygtet derhen, og hvad han ikke havde erfaret, var altſaa kun at Erik havde erhvervet et Rige i Northumberland. Hans Afrejſe bør maaſkee derfor ſnarere henføres til 938 eller 939, end til 936.