Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/761

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
733
Erik Blodøxes Endeligt.


Sigmund:

Hvi venter du Erik
mere end andre Konger?

Odin:

Jo, thi mange Riger
han har ryddet med Klingen
og blodigt Sverd baaret.

Sigmund:

Hvi undte du ham ej Sejren,
da han dog tyktes dig ſnild at være?

Odin:

Uviſt er
alt at vide;
griſk mod vor Flok den graa Ulv ſtirrer[1].

Sigmund:

Hil dig, Erik,
vær her velkommen,
gak i Sal til Sæde;
fritte dig vil jeg,
om der følger dig
Konger fra Kampens Tummel.

Erik:

Ja, Konger fem,
kjend her alle deres Navne,
jeg er den ſjette ſelv[2].
— — — — —
— — — — —

Af dette Brudſtykke ſeer man idetmindſte at hans Bedrifter vare ſtore og berømmelige nok til at begejſtre de ypperſte Skalde, thi Eriksmaals Digter maa have ſtaaet langt over de almindelige Draapedigtere. Eriks Charakteer ligger temmelig tydeligt for Dagen af hvad der er berettet om ham. Herſkeſyge og Grumhed ſynes at have udgjort dens meeſt fremtrædende Præg. Dog var allerede hans Samtid tilbøjelig til at give hans Huſtrus Paavirkning Skylden for hans værſte Handlinger. Snorre kalder ham en ſtor og ſmuk Mand, ſterk og mandig, en vældig Hærmand, ſejrſæl, hidſig af Sindelag, grum, ublid og faatalende. Det vækker imidlertid en Foreſtilling om at han ikke manglede perſonlige Elſkværdigheder, at den ædle Arinbjørn Herſe ſaa trofaſt hang ved ham. Thi han fulgte ham i hans Landflygtighed, og vendte førſt tilbage til Norge, da Eriks Sønner vare dragne til Danmark, hvor han dog, ſom det nedenfor vil ſees, ſnart atter opſøgte dem, og fulgte dem til ſin Død.

  1. Her ſigtes til den Fare der ved Ragnarøkk truede Æſerne, og iſærdeleshed Odin, fra Ulven Fenrer, ſe ovenfor S. 171.
  2. Hermed ender Brudſtykket, thi Nedſkriveren af Fagrſkinna, hvor det meddeles (Cap. 28) har kun villet beviſe ved denne ſamtidige Autoritet, at 5 Konger faldt tilligemed ham. At det har været meget længere kan ſkjønnes ſaavel af dets Charakter i og for ſig, ſom af Haakonarmaal, der udtrykkeligt ſiger at være digtet efter dette. Begyndelſen af Kvadet meddeles ogſaa i Snorre-Edda eller Skálda, Cap. 97.