Sigmund:
Hvi venter du Erik
mere end andre Konger?
Odin:
Jo, thi mange Riger
han har ryddet med Klingen
og blodigt Sverd baaret.
Sigmund:
Hvi undte du ham ej Sejren,
da han dog tyktes dig snild at være?
Odin:
Uvist er
alt at vide;
grisk mod vor Flok den graa Ulv stirrer[1].
Sigmund:
Hil dig, Erik,
vær her velkommen,
gak i Sal til Sæde;
fritte dig vil jeg,
om der følger dig
Konger fra Kampens Tummel.
Erik:
Ja, Konger fem,
kjend her alle deres Navne,
jeg er den sjette selv[2].
– – – – –
– – – – –
Af dette Brudstykke seer man idetmindste at hans Bedrifter vare store og berømmelige nok til at begejstre de ypperste Skalde, thi Eriksmaals Digter maa have staaet langt over de almindelige Draapedigtere. Eriks Charakteer ligger temmelig tydeligt for Dagen af hvad der er berettet om ham. Herskesyge og Grumhed synes at have udgjort dens meest fremtrædende Præg. Dog var allerede hans Samtid tilbøjelig til at give hans Hustrus Paavirkning Skylden for hans værste Handlinger. Snorre kalder ham en stor og smuk Mand, sterk og mandig, en vældig Hærmand, sejrsæl, hidsig af Sindelag, grum, ublid og faatalende. Det vækker imidlertid en Forestilling om at han ikke manglede personlige Elskværdigheder, at den ædle Arinbjørn Herse saa trofast hang ved ham. Thi han fulgte ham i hans Landflygtighed, og vendte først tilbage til Norge, da Eriks Sønner vare dragne til Danmark, hvor han dog, som det nedenfor vil sees, snart atter opsøgte dem, og fulgte dem til sin Død.
- ↑ Her sigtes til den Fare der ved Ragnarøkk truede Æserne, og isærdeleshed Odin, fra Ulven Fenrer, se ovenfor S. 171.
- ↑ Hermed ender Brudstykket, thi Nedskriveren af Fagrskinna, hvor det meddeles (Cap. 28) har kun villet bevise ved denne samtidige Autoritet, at 5 Konger faldt tilligemed ham. At det har været meget længere kan skjønnes saavel af dets Charakter i og for sig, som af Haakonarmaal, der udtrykkeligt siger at være digtet efter dette. Begyndelsen af Kvadet meddeles ogsaa i Snorre-Edda eller Skálda, Cap. 97.
