Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/758

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
730
Haakon Adelsteensfostre.

hvorefter Northumberland ophørte at være Kongerige, men derimod bortforlenedes som Jarldømme til Osulf og hans Efterkommere[1]. I Henrik og Ragnvald, hvilke her udgives for Eriks Søn og Broder, gjenkjender man utvivlsomt Sagaens Haarek og Ragnvald; Erik selv kaldes ligefrem Haralds Søn; han blev lokket langt ind i Landet, ligetil Stanmor, mellem Richmond, Westmoreland og Cumberland[2], ved Osulfs Bestræbelser; dette Navn, Osulf eller Aasulf, kunde nok i Tidens Løv forvexles med Olaf eller Aalaf, især da det synes, som om Erik ogsaa har haft en virkelig Medbejler og Fiende i Olaf Kvaran. Det synes altsaa umiskjendeligt at være Erik Blodøxes sidste Kamp, som de engelske Krøniker her have beskrevet, og det maa ansees som en Fejltagelse, naar Sagaerne henføre den til Kong Eadmunds Tid. Derimod er det meget sandsynligt, at de nærmere Omstændigheder ved hans Endeligt, som f. Ex. hans Herjetog paa Skotlands, Irlands, Bretlands og Englands Kyster, m. m. ere rigtigt beskrevne, thi Sagatraditionerne dvælede gjerne ved Enkeltheder, hvilke derimod i de engelske Annaler sædvanligviis forbigaaes.

De engelske Krøniker afvige indbyrdes i at bestemme Tiden for Eriks Død. Nogle henføre den til 950, andre til 952, atter andre til 954[3]. Paalideligst synes Henførelsen til 950 at være, da Wulfstans Underskrift ej findes under Diplomer mellem 949 og 955, og Osulf allerede i Aaret 949 kaldes Højgerefa i Bainborough i Northumberland[4]. Men erkjendes dette, vinder Rigtigheden af at ansee de engelske Krønikers Erik Haraldssøn for Erik Blodøxe en ny Bestyrkelse i vore egne Sagaer. De ere nemlig alle enige om at fortælle, at Eriks Sønner efter hans Fald droge til Danmark, og at de nu derfra begyndte at forurolige Norge. Deres første Angreb paa Norge henføres deels til det 13de, deels til det 17de, og deels til det 19de Aar i Haakons Regjeringstid, altsaa til 950, 952 eller 954[5]. Det sidste Aar

  1. Math. af Westminster, S. 369. Hertil sigter ogsaa Howden hos Savile S. 423, Mon. hist. Brit. I. p. 687 not. d.
  2. Her lægger Camden i sin „Britannia“ Stanmor.
  3. Nemlig Math. af Westminster til 950, Simeon af Durham til 952. Chron. Sax. til 954.
  4. Se Kembles Cod. Dipl. ævi anglos. II. p. 292. I det samme Diplom kalder Eadgar sig ogsaa Northumbrernes Overvinder og Herre.
  5. Fagrskinna, som ikke omtaler Erikssønnernes første Slag med Haakon paa Agvaldsnes, henfører Christendomspaabudet og Thinget paa Mæren til hans 16de Aar (951), siger at de Angreb, Gunnhildssønnerne og andre Vikinger gjorde paa hans Rige, var en Straf, fordi han havde blotet, henfører Tryggve Olafssøns Udnævnelse til Konge i Viken til Haakons 17de Aar, omtaler derpaa hans Tog til Danmark m. m., og henfører Slaget paa Frædø til hans 20de Aar (95⅘). Thjodrek Munk (Langebeks Script. V. p. 315) lader Haakon herske i 25 Aar, hvoraf de første 19 Aar i Fred; han henfører altsaa Erikssønnernes første Tog til 953 eller 956; han lader Krigen med dem vare i 5 Aar (955—96061. Ágrip regner Haakons Kongenavn fra 936, henfører Sla-