Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/758

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
730
Haakon Adelſteensfoſtre.

hvorefter Northumberland ophørte at være Kongerige, men derimod bortforlenedes ſom Jarldømme til Oſulf og hans Efterkommere[1]. I Henrik og Ragnvald, hvilke her udgives for Eriks Søn og Broder, gjenkjender man utvivlſomt Sagaens Haarek og Ragnvald; Erik ſelv kaldes ligefrem Haralds Søn; han blev lokket langt ind i Landet, ligetil Stanmor, mellem Richmond, Weſtmoreland og Cumberland[2], ved Oſulfs Beſtræbelſer; dette Navn, Oſulf eller Aasulf, kunde nok i Tidens Løv forvexles med Olaf eller Aalaf, iſær da det ſynes, ſom om Erik ogſaa har haft en virkelig Medbejler og Fiende i Olaf Kvaran. Det ſynes altſaa umiskjendeligt at være Erik Blodøxes ſidſte Kamp, ſom de engelſke Krøniker her have beſkrevet, og det maa anſees ſom en Fejltagelſe, naar Sagaerne henføre den til Kong Eadmunds Tid. Derimod er det meget ſandſynligt, at de nærmere Omſtændigheder ved hans Endeligt, ſom f. Ex. hans Herjetog paa Skotlands, Irlands, Bretlands og Englands Kyſter, m. m. ere rigtigt beſkrevne, thi Sagatraditionerne dvælede gjerne ved Enkeltheder, hvilke derimod i de engelſke Annaler ſædvanligviis forbigaaes.

De engelſke Krøniker afvige indbyrdes i at beſtemme Tiden for Eriks Død. Nogle henføre den til 950, andre til 952, atter andre til 954[3]. Paalideligſt ſynes Henførelſen til 950 at være, da Wulfſtans Underſkrift ej findes under Diplomer mellem 949 og 955, og Oſulf allerede i Aaret 949 kaldes Højgerefa i Bainborough i Northumberland[4]. Men erkjendes dette, vinder Rigtigheden af at anſee de engelſke Krønikers Erik Haraldsſøn for Erik Blodøxe en ny Beſtyrkelſe i vore egne Sagaer. De ere nemlig alle enige om at fortælle, at Eriks Sønner efter hans Fald droge til Danmark, og at de nu derfra begyndte at forurolige Norge. Deres førſte Angreb paa Norge henføres deels til det 13de, deels til det 17de, og deels til det 19de Aar i Haakons Regjeringstid, altſaa til 950, 952 eller 954[5]. Det ſidſte Aar

  1. Math. af Weſtminſter, S. 369. Hertil ſigter ogſaa Howden hos Savile S. 423, Mon. hist. Brit. I. p. 687 not. d.
  2. Her lægger Camden i ſin „Britannia“ Stanmor.
  3. Nemlig Math. af Weſtminſter til 950, Simeon af Durham til 952. Chron. Sax. til 954.
  4. Se Kembles Cod. Dipl. ævi anglos. II. p. 292. I det ſamme Diplom kalder Eadgar ſig ogſaa Northumbrernes Overvinder og Herre.
  5. Fagrſkinna, ſom ikke omtaler Eriksſønnernes førſte Slag med Haakon paa Agvaldsnes, henfører Chriſtendomspaabudet og Thinget paa Mæren til hans 16de Aar (951), ſiger at de Angreb, Gunnhildsſønnerne og andre Vikinger gjorde paa hans Rige, var en Straf, fordi han havde blotet, henfører Tryggve Olafsſøns Udnævnelſe til Konge i Viken til Haakons 17de Aar, omtaler derpaa hans Tog til Danmark m. m., og henfører Slaget paa Frædø til hans 20de Aar (95⅘). Thjodrek Munk (Langebeks Script. V. p. 315) lader Haakon herſke i 25 Aar, hvoraf de førſte 19 Aar i Fred; han henfører altſaa Eriksſønnernes førſte Tog til 953 eller 956; han lader Krigen med dem vare i 5 Aar (955—96061. Ágrip regner Haakons Kongenavn fra 936, henfører Sla-