Sagaskrivere, der tidligt lærte de engelske Krøniker at kjende, have forvexlet dette Slag med det, hvori Erik faldt. Imidlertid er det, som strax nedenfor skal vises, ikke usandsynligt, at Erik ved sin sidste Kamp i England virkelig stred mod en Konge ved Navn Olaf.
De engelske Annaler og Krøniker, som med al deres Mangelagtighed dog have den Fordeel, at de indeholde Beretninger for største Delen nedskrevne samtidigt med Begivenhederne selv, maa her blive vor fornemste Ledetraad. Det er ovenfor (S. 702) viist, hvorledes Olaf Godfredssøn fra Irland, der efter Ædhelstans Død (941) var bleven tagen til Konge af Northumberlænderne, efter en kortvarig Krig med Kong Eadmund bekvemmede sig til et Forlig, hvorved han fik hele Landet østenfor Witlingastræt i Len, imod at lade sig døbe, men at han kort efter døde (943), og at Eadmund derpaa fordrev to andre norske Konger fra Northumberland, Ragnvald, Godfreds Søn, og Olaf, Sigtryggs Søn, og underlagde sig hele Northumberland. Eadmund døde to Aar efter (946), og esterfulgtes af sin Broder Eadred, der ligeledes, strax efter sin Tronbestigelse, drog over Northumberland, tvang det til Lydighed, og modtog Hylding af Erkebiskop Wulfstan tilligemed Northumberlands fornemste Høvdinger ved Taddensscylf (947)[1]. Men kort efter faldt de atter fra, og toge, som Krønikerne berette, Erik til deres Konge. Eadred drog nu ind i Northumberland med en Hær, herjede det, og opbrændte endog Klosteret i Ripon, men blev ved Eriks Medvirkning slagen ved York, hvorfor han i Vrede sagde, at han vilde vende tilbage igjen og aldeles ødelægge Landet; herover bleve Northumbrernes Høvdinger ængstelige, forjoge Erik, og udredede Bøder til Kong Eadred for deres Frafald. Kort efter kom Olaf Kvaran, der ved den irske Konge Congelaghs Hjelp havde opkastet sig til Konge i Dublin, for ogsaa at forsøge sin Lykke i Northumberland, og blev, som man maa formode, med Eadreds Samtykke, virkelig antagen; dog kort Tid efter uddreve Northumbrerne ham, og toge paany Erik, Haralds Søn, til Konge. Opbragt herover, lod Kong Eadred den urolige Erkebiskop Wulfstan, der altid holdt med Oprørerne, fængsle, og foranstaltede tillige et stort Blodbad i Thetford, fordi Indbyggerne havde dræbt deres Abbed. Dette synes at have sat Northumbrerne i Skræk, thi vi læse, at de Aaret efter fordreve Erik, at Eadred gjenvandt Northumberland, og at Wulfstan nu sattes paa fri Fod, men forflyttedes fra York til Biskopsdømmet Dorchester i det sydlige England[2]. En Forfatter, der her synes at have haft selvstændige Kilder, tillægger, at Erik i en øde Egn, kaldet Stamnor, ved Højgerefen Osulfs (Aasulfs) Forræderi blev dræbt af Makk, Olafs Søn, tilligemed sin Søn Henrik og sin Broder Ragnvald,
