Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/757

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
729
Erik Blodøxes Endeligt.

Sagaſkrivere, der tidligt lærte de engelſke Krøniker at kjende, have forvexlet dette Slag med det, hvori Erik faldt. Imidlertid er det, ſom ſtrax nedenfor ſkal viſes, ikke uſandſynligt, at Erik ved ſin ſidſte Kamp i England virkelig ſtred mod en Konge ved Navn Olaf.

De engelſke Annaler og Krøniker, ſom med al deres Mangelagtighed dog have den Fordeel, at de indeholde Beretninger for ſtørſte Delen nedſkrevne ſamtidigt med Begivenhederne ſelv, maa her blive vor fornemſte Ledetraad. Det er ovenfor (S. 702) viiſt, hvorledes Olaf Godfredsſøn fra Irland, der efter Ædhelſtans Død (941) var bleven tagen til Konge af Northumberlænderne, efter en kortvarig Krig med Kong Eadmund bekvemmede ſig til et Forlig, hvorved han fik hele Landet øſtenfor Witlingaſtræt i Len, imod at lade ſig døbe, men at han kort efter døde (943), og at Eadmund derpaa fordrev to andre norſke Konger fra Northumberland, Ragnvald, Godfreds Søn, og Olaf, Sigtryggs Søn, og underlagde ſig hele Northumberland. Eadmund døde to Aar efter (946), og eſterfulgtes af ſin Broder Eadred, der ligeledes, ſtrax efter ſin Tronbeſtigelſe, drog over Northumberland, tvang det til Lydighed, og modtog Hylding af Erkebiſkop Wulfſtan tilligemed Northumberlands fornemſte Høvdinger ved Taddensſcylf (947)[1]. Men kort efter faldt de atter fra, og toge, ſom Krønikerne berette, Erik til deres Konge. Eadred drog nu ind i Northumberland med en Hær, herjede det, og opbrændte endog Kloſteret i Ripon, men blev ved Eriks Medvirkning ſlagen ved York, hvorfor han i Vrede ſagde, at han vilde vende tilbage igjen og aldeles ødelægge Landet; herover bleve Northumbrernes Høvdinger ængſtelige, forjoge Erik, og udredede Bøder til Kong Eadred for deres Frafald. Kort efter kom Olaf Kvaran, der ved den irſke Konge Congelaghs Hjelp havde opkaſtet ſig til Konge i Dublin, for ogſaa at forſøge ſin Lykke i Northumberland, og blev, ſom man maa formode, med Eadreds Samtykke, virkelig antagen; dog kort Tid efter uddreve Northumbrerne ham, og toge paany Erik, Haralds Søn, til Konge. Opbragt herover, lod Kong Eadred den urolige Erkebiſkop Wulfſtan, der altid holdt med Oprørerne, fængſle, og foranſtaltede tillige et ſtort Blodbad i Thetford, fordi Indbyggerne havde dræbt deres Abbed. Dette ſynes at have ſat Northumbrerne i Skræk, thi vi læſe, at de Aaret efter fordreve Erik, at Eadred gjenvandt Northumberland, og at Wulfſtan nu ſattes paa fri Fod, men forflyttedes fra York til Biſkopsdømmet Dorcheſter i det ſydlige England[2]. En Forfatter, der her ſynes at have haft ſelvſtændige Kilder, tillægger, at Erik i en øde Egn, kaldet Stamnor, ved Højgerefen Oſulfs (Aaſulfs) Forræderi blev dræbt af Makk, Olafs Søn, tilligemed ſin Søn Henrik og ſin Broder Ragnvald,

  1. Chron. Sax. Mon. hist. Brit. I. p. 388.
  2. Chron. Sax. i Mon. hist. Brit. p. 389.