og fejlagtige disse Beretninger ere i alt, hvad der ikke umiddelbart vedkommer Erik selv, og hvad der ej bestyrkes ved samtidige, opbevarede Kvad, bliver saaledes indlysende. Endog den Angivelse, at Eadmund skulde have været Konge i England, da han faldt, maa betragtes som heel utilforladelig, da den i høj Grad bærer Præget af at være senere tillempet af Saganedskriverne efter engelske Krøniker, i hvilke de fandt det angivet, at Eadmund var Ædhelstans Efterfølger, hvoraf de igjen sluttede, at han ogsaa maatte have været Konge da Erik faldt. Der gives endnu en anden norsk Beretning, som aldeles afviger fra den ovenfor meddeelte, og som derved viser, hvor forskjellige Sagnene om Erik have været. Efter denne Beretning skulde Erik være bleven Ædhelstans Jarl i Northumberland, men ved sin Hustru Gunnhilds Paavirkning have viist sig saa grum og voldsom, at Northumbrerne ej kunde taale ham, men joge ham bort, hvorpaa han lagde sig i Viking, og endelig faldt paa et Tog i Spanien[1].
Undersøge vi, hvad der af alt dette bekræftes af Kvad og samtidige Beretninger, bliver det kun, at Erik havde sin Bolig i York[2], og at der i det Slag, hvor han fandt sin Død, ogsaa faldt fem Konger med ham[3]. Sandsynligviis have ogsaa de med ham faldne Kongers Navne været opbevarede i de Kvad, der handlede om hans Død. Om Navnet Olaf paa den Konge, med hvem han kæmpede, er ligesaa sikkert, bliver mere tvivlsomt, thi der kæmpede og, som vi have seet, en Olaf i Brunanburgslaget, hvor der ligeledes faldt fem Konger, og man kan ej være vis paa, om ikke de gamle
- ↑ Beretningen forekommer, med en ubetydelig Forskjellighed, i Ágrip, (Cap. 7) og Historia Norvegiæ (fol. 7 b). I den første heiser det: „Erik fik af Kong Ædhelstan Jarlsrige i Northumberland, men blev ogsaa der ved sin Hustru Gunnhilds Paavirkning saa grum og slem mod sine Folk, at de tyktes neppe at kunne taale ham. Derfor lagde han sig i Viking ude i Vesterlandene, og faldt i Spanien paa Krigstog“. Historia Norvegiæ siger: „Venligt modtagen af sin Broders Fosterfader og døbt, indsattes han til Jarl over hele Northumberland, og var yndet af alle, indtil hans slemme Hustru Gunnhild kom; men hendes fordærvelige Aag kunde Northumbrerne ej taale, og afrystede det. Han begav sig da paa Vikingetog og faldt i Spanien“.
- ↑ York nævnes udtrykkeligt i Egil Skallagrimssøns Höfuðlausn (se nedenfor) som det Sted, hvor dette Kvad blev fremsagt. Det heder nemlig i 2den Strofe:
Kongen mig Adgang bød;
kvæder jeg Sangen sød,
frembærer Odins Mjød
i Englands Skjød.Og i den 18de:
Frem af Hjerte-Bunden
Bur jeg med Munden
Odins Tale
i Jorviks Sale.Og ligeledes i Arinbjørns Draape, Str. 3 –: Jeg havde paadraget mig den mægtige Konges Vrede, men besøgte dog dumdristig Hersen, hvor Kongen sad med barsk Mine, og med blodigt Sverd herskede i York.
- ↑ Se det nedenfor meddeelte Stykke af Eriksmaal.
