Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/756

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
728
Haakon Adelſteensfostre.

og fejlagtige disſe Beretninger ere i alt, hvad der ikke umiddelbart vedkommer Erik ſelv, og hvad der ej beſtyrkes ved ſamtidige, opbevarede Kvad, bliver ſaaledes indlyſende. Endog den Angivelſe, at Eadmund ſkulde have været Konge i England, da han faldt, maa betragtes ſom heel utilforladelig, da den i høj Grad bærer Præget af at være ſenere tillempet af Saganedſkriverne efter engelſke Krøniker, i hvilke de fandt det angivet, at Eadmund var Ædhelſtans Efterfølger, hvoraf de igjen ſluttede, at han ogſaa maatte have været Konge da Erik faldt. Der gives endnu en anden norſk Beretning, ſom aldeles afviger fra den ovenfor meddeelte, og ſom derved viſer, hvor forſkjellige Sagnene om Erik have været. Efter denne Beretning ſkulde Erik være bleven Ædhelſtans Jarl i Northumberland, men ved ſin Huſtru Gunnhilds Paavirkning have viiſt ſig ſaa grum og voldſom, at Northumbrerne ej kunde taale ham, men joge ham bort, hvorpaa han lagde ſig i Viking, og endelig faldt paa et Tog i Spanien[1].

Underſøge vi, hvad der af alt dette bekræftes af Kvad og ſamtidige Beretninger, bliver det kun, at Erik havde ſin Bolig i York[2], og at der i det Slag, hvor han fandt ſin Død, ogſaa faldt fem Konger med ham[3]. Sandſynligviis have ogſaa de med ham faldne Kongers Navne været opbevarede i de Kvad, der handlede om hans Død. Om Navnet Olaf paa den Konge, med hvem han kæmpede, er ligeſaa ſikkert, bliver mere tvivlſomt, thi der kæmpede og, ſom vi have ſeet, en Olaf i Brunanburgſlaget, hvor der ligeledes faldt fem Konger, og man kan ej være vis paa, om ikke de gamle

  1. Beretningen forekommer, med en ubetydelig Forſkjellighed, i Ágrip, (Cap. 7) og Historia Norvegiæ (fol. 7 b). I den førſte heiſer det: „Erik fik af Kong Ædhelſtan Jarlsrige i Northumberland, men blev ogſaa der ved ſin Huſtru Gunnhilds Paavirkning ſaa grum og ſlem mod ſine Folk, at de tyktes neppe at kunne taale ham. Derfor lagde han ſig i Viking ude i Veſterlandene, og faldt i Spanien paa Krigstog“. Historia Norvegiæ ſiger: „Venligt modtagen af ſin Broders Foſterfader og døbt, indſattes han til Jarl over hele Northumberland, og var yndet af alle, indtil hans ſlemme Huſtru Gunnhild kom; men hendes fordærvelige Aag kunde Northumbrerne ej taale, og afryſtede det. Han begav ſig da paa Vikingetog og faldt i Spanien“.
  2. York nævnes udtrykkeligt i Egil Skallagrimsſøns Höfuðlausn (ſe nedenfor) ſom det Sted, hvor dette Kvad blev fremſagt. Det heder nemlig i 2den Strofe:

    Kongen mig Adgang bød;
    kvæder jeg Sangen ſød,
    frembærer Odins Mjød
    i Englands Skjød.

    Og i den 18de:

    Frem af Hjerte-Bunden
    Bur jeg med Munden
    Odins Tale
    i Jorviks Sale.

    Og ligeledes i Arinbjørns Draape, Str. 3 —: Jeg havde paadraget mig den mægtige Konges Vrede, men beſøgte dog dumdriſtig Herſen, hvor Kongen ſad med barſk Mine, og med blodigt Sverd herſkede i York.

  3. Se det nedenfor meddeelte Stykke af Eriksmaal.