Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/755

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
727
Erik Blodøxes Endeligt.

Kong Ædhelſtans Broder og Efterfølger, var ingen Ven af Nordmændene, og tænkte paa at indſætte en anden Konge i Northumberland. Han drog til Syderøerne, hvor flere Vikinger og Hærkonger forenede ſig med ham og ſejlede derpaa i Spidſen for denne Skare, førſt til Irland, hvor han endmere forøgede ſin Hær, derpaa til Bretland eller Wales, hvor han herjede, og endelig til det ſydlige England, hvor han driſtig gjorde Landgang og trængte langt frem under idelig Herjen, indtil han endelig maatte bukke under for den af Eadmund paa denne Kant indſatte Underkonge ved Navn Olaf, der mødte ham med en langt overlegen Hær, og efter en haardnakket Kamp fældte Erik med fem andre Konger, ved Navn Guthorm, dennes to Sønner, Ivar og Haarek, Sigurd og Ragnvald, tilligemed Torv-Einars Sønner Arnkell og Erlend. Denne Fortælling giver tydeligt at forſtaa, at Eriks Fald indtraf ſtrax efter Ædhelſtans Død[1]. En kortere, i Norge ſelv optegnet Fremſtilling af disſe Begivenheder lader Erik forlade Northumberland og drage i Veſterviking, fordi det ſtod ham for Hovedet, hvor ſtort et Rige og hvor mange Skatlande hans Fader havde haft, medens han ſelv nu maatte nøje ſig med et lidet Len; derfor, ſiges der, lagde han ſig paa Vikingetog og herjede i de veſtlige Lande. En Sommer, vedbliver Fortællingen, men uden at tilføje hvor længe efter at han havde forladt ſit Len, herjede han veſtenfor Skotland, om Irland og om Bretland, og ſtandſede ikke førend han kom til det ſydlige England, hvor han herjede ſom andenſteds, fordi Ædhelſtan da var død, og Eadmund var Konge; han havde en ſtor Hær og ledſagedes af ikke mindre end fem Konger, men vovede ſig dog uforſigtigt alt for langt op i Landet, og blev overmandet og fældt af Eadmunds Skattekonge Olaf[2]. Denne Fremſtilling er forſaavidt ſandſynligere, ſom den ikke udtrykkeligt henfører Eriks Fald til Tiden ſtrax efter Ædhelſtans Død, og tilmed, ved Udtrykket „en Sommer“, antyder at der laa nogle Aar imellem. Men at begge Beretninger i mangt og meget ere fejlagtige, ſees dog deraf, at de omtale en Skattekonge og det endog en ved Navn Olaf, i det ſydlige England eller Wesſex, de daværende engelſke Kongers egentlige Hovedrige, hvor der ingen Skattekonger var, og allermindſt nogen med det norſke Navn Olaf. Hvis Erik virkelig har gjort Landgang i et under en Skattekonge ſtaaende Landſkab, da maa det have været i Northumberland, hvilket ogſaa beſtyrkes af Skattekongens Navn, ligeſom det i ſig ſelv er rimeligt, at Erik har ſøgt med væbnet Haand at vinde det Rige tilbage, ſom han havde forladt eller fra hvilket han var fordreven. Hvor upaalidelidelige

  1. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 4. Egils Saga lader ogſaa umiskjendeligt Erik falde ſtrax efter Ædhelſtans Død, thi efter at have ladet Egil Skallagrimsſøn finde Erik i York allerede 936, fortæller den at han ſiden paa engang erfarede Beretningen om Ædhelſtans Død og Eriks Fald.
  2. Fagrſkinna, Cap. 27, 28.