Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/755

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
727
Erik Blodøxes Endeligt.

Kong Ædhelstans Broder og Efterfølger, var ingen Ven af Nordmændene, og tænkte paa at indsætte en anden Konge i Northumberland. Han drog til Syderøerne, hvor flere Vikinger og Hærkonger forenede sig med ham og sejlede derpaa i Spidsen for denne Skare, først til Irland, hvor han endmere forøgede sin Hær, derpaa til Bretland eller Wales, hvor han herjede, og endelig til det sydlige England, hvor han dristig gjorde Landgang og trængte langt frem under idelig Herjen, indtil han endelig maatte bukke under for den af Eadmund paa denne Kant indsatte Underkonge ved Navn Olaf, der mødte ham med en langt overlegen Hær, og efter en haardnakket Kamp fældte Erik med fem andre Konger, ved Navn Guthorm, dennes to Sønner, Ivar og Haarek, Sigurd og Ragnvald, tilligemed Torv-Einars Sønner Arnkell og Erlend. Denne Fortælling giver tydeligt at forstaa, at Eriks Fald indtraf strax efter Ædhelstans Død[1]. En kortere, i Norge selv optegnet Fremstilling af disse Begivenheder lader Erik forlade Northumberland og drage i Vesterviking, fordi det stod ham for Hovedet, hvor stort et Rige og hvor mange Skatlande hans Fader havde haft, medens han selv nu maatte nøje sig med et lidet Len; derfor, siges der, lagde han sig paa Vikingetog og herjede i de vestlige Lande. En Sommer, vedbliver Fortællingen, men uden at tilføje hvor længe efter at han havde forladt sit Len, herjede han vestenfor Skotland, om Irland og om Bretland, og standsede ikke førend han kom til det sydlige England, hvor han herjede som andensteds, fordi Ædhelstan da var død, og Eadmund var Konge; han havde en stor Hær og ledsagedes af ikke mindre end fem Konger, men vovede sig dog uforsigtigt alt for langt op i Landet, og blev overmandet og fældt af Eadmunds Skattekonge Olaf[2]. Denne Fremstilling er forsaavidt sandsynligere, som den ikke udtrykkeligt henfører Eriks Fald til Tiden strax efter Ædhelstans Død, og tilmed, ved Udtrykket „en Sommer“, antyder at der laa nogle Aar imellem. Men at begge Beretninger i mangt og meget ere fejlagtige, sees dog deraf, at de omtale en Skattekonge og det endog en ved Navn Olaf, i det sydlige England eller Wessex, de daværende engelske Kongers egentlige Hovedrige, hvor der ingen Skattekonger var, og allermindst nogen med det norske Navn Olaf. Hvis Erik virkelig har gjort Landgang i et under en Skattekonge staaende Landskab, da maa det have været i Northumberland, hvilket ogsaa bestyrkes af Skattekongens Navn, ligesom det i sig selv er rimeligt, at Erik har søgt med væbnet Haand at vinde det Rige tilbage, som han havde forladt eller fra hvilket han var fordreven. Hvor upaalidelidelige

  1. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 4. Egils Saga lader ogsaa umiskjendeligt Erik falde strax efter Ædhelstans Død, thi efter at have ladet Egil Skallagrimssøn finde Erik i York allerede 936, fortæller den at han siden paa engang erfarede Beretningen om Ædhelstans Død og Eriks Fald.
  2. Fagrskinna, Cap. 27, 28.