Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/754

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
726
Haakon Adelsteensfostre.

Snare, Fortabelse og Ødelæggelse for Kong Haakon ved Siden af de andre Høvdingers Magtsprog og hans egen Veghed“.

Det var saaledes intet Under, at Haakons forhastede Bestræbelser bleve uheldige og endog bragte ham selv i Fare. Tiden var endnu ikke kommen, Folket endnu ikke modent til Christendommens Indførelse. Dertil kom, at de Uroligheder, der begyndte i Kong Haakons sidste Regjeringsaar, gave ham og Folket saa meget at tænke paa, at al Tale om Religionsforandring for det første maatte ophøre. Imidlertid kan man neppe betvivle, at den sande Lære, som prædikedes ved Haakons Foranstaltning, dog altid har vundet Indpas hos og slaaet an paa enkelte fromme Sjæle, og at Christendommen virkelig fra denne Tid har vundet sit første Fodfæste i Landet.

39. Erik Blodøxes senere Hændelser og Død.


Den største Deel af Kong Haakons Regjeringstid gik hen i Fred, og der siges udtrykkeligt at denne Fred var saa god, at Ingen gjorde Skade paa anden Mands Gods, eller brød Freden mod nogen anden[1]. Men hans sidste Aar foruroligedes især ved de Forsøg, Erik Blodøxes Sønner gjorde paa at vinde deres fædrene Rige i Norge tilbage, hvorved de understøttedes af Danekongen Harald Gormssøn, der ligeledes havde Arvefordringer paa Viken.

Det er ovenfor omtalt, at Erik Blodøxe havde faaet Northumberland til Len af Kong Ædhelstan, og havde opslaaet sin Bolig i York. Hans Forpligtelse var at skulle forsvare Landet mod Daner og andre Vikinger. Hvis han, som vore Sagaer antyde, fik denne Forlening i Aaret 936, har han upaatvivlelig deeltaget i Brunanburgslaget. Men Sagaernes Beretninger om Eriks Hændelser efter hans Fordrivelse fra Norge ere saa forvirrede og mangelagtige, at man ej kan stole paa deres Tidsangivelser. Det er sandsynligere, at Erik først i Ædhelstans sidste Dage (mellem 939 og 941) er kommen til Northumberland, og at han heller ikke er bleven forlenet med hele dette Landskab, men kun med York og det omliggende Distrikt[2]. Efter Snorre Sturlasøns Fortælling forlod Erik efter Ædhelstans Død (941) Northumberland, og begav sig paa Vikingetog i Vesterhavet, i Følge med Arnkell og Erlend, Torv-Einars Sønner, fordi han vidste at Eadmund,

  1. Olaf den helliges Saga, Cap. 9.
  2. Hvis han havde været forlenet med hele Northumberland, havde de engelske Beretninger upaatvivleligt omtalt ham, ligesom senere, da han virkelig for en kort Stund kom i Besiddelse af dette Landskab. Derimod kan det, som ovenfor antydet, meget vel tænkes, at han, ligesom Olaf Sigtryggs Søn og Ragnvald Gudrøds Søn, har haft en mindre Forlening i Egnen, uden strax at vare nævnt.