Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/754

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
726
Haakon Adelſteensfoſtre.

Snare, Fortabelſe og Ødelæggelſe for Kong Haakon ved Siden af de andre Høvdingers Magtſprog og hans egen Veghed“.

Det var ſaaledes intet Under, at Haakons forhaſtede Beſtræbelſer bleve uheldige og endog bragte ham ſelv i Fare. Tiden var endnu ikke kommen, Folket endnu ikke modent til Chriſtendommens Indførelſe. Dertil kom, at de Uroligheder, der begyndte i Kong Haakons ſidſte Regjeringsaar, gave ham og Folket ſaa meget at tænke paa, at al Tale om Religionsforandring for det førſte maatte ophøre. Imidlertid kan man neppe betvivle, at den ſande Lære, ſom prædikedes ved Haakons Foranſtaltning, dog altid har vundet Indpas hos og ſlaaet an paa enkelte fromme Sjæle, og at Chriſtendommen virkelig fra denne Tid har vundet ſit førſte Fodfæſte i Landet.

39. Erik Blodøxes ſenere Hændelſer og Død.


Den ſtørſte Deel af Kong Haakons Regjeringstid gik hen i Fred, og der ſiges udtrykkeligt at denne Fred var ſaa god, at Ingen gjorde Skade paa anden Mands Gods, eller brød Freden mod nogen anden[1]. Men hans ſidſte Aar foruroligedes iſær ved de Forſøg, Erik Blodøxes Sønner gjorde paa at vinde deres fædrene Rige i Norge tilbage, hvorved de underſtøttedes af Danekongen Harald Gormsſøn, der ligeledes havde Arvefordringer paa Viken.

Det er ovenfor omtalt, at Erik Blodøxe havde faaet Northumberland til Len af Kong Ædhelſtan, og havde opſlaaet ſin Bolig i York. Hans Forpligtelſe var at ſkulle forſvare Landet mod Daner og andre Vikinger. Hvis han, ſom vore Sagaer antyde, fik denne Forlening i Aaret 936, har han upaatvivlelig deeltaget i Brunanburgſlaget. Men Sagaernes Beretninger om Eriks Hændelſer efter hans Fordrivelſe fra Norge ere ſaa forvirrede og mangelagtige, at man ej kan ſtole paa deres Tidsangivelſer. Det er ſandſynligere, at Erik førſt i Ædhelſtans ſidſte Dage (mellem 939 og 941) er kommen til Northumberland, og at han heller ikke er bleven forlenet med hele dette Landſkab, men kun med York og det omliggende Diſtrikt[2]. Efter Snorre Sturlaſøns Fortælling forlod Erik efter Ædhelſtans Død (941) Northumberland, og begav ſig paa Vikingetog i Veſterhavet, i Følge med Arnkell og Erlend, Torv-Einars Sønner, fordi han vidſte at Eadmund,

  1. Olaf den helliges Saga, Cap. 9.
  2. Hvis han havde været forlenet med hele Northumberland, havde de engelſke Beretninger upaatvivleligt omtalt ham, ligeſom ſenere, da han virkelig for en kort Stund kom i Beſiddelſe af dette Landſkab. Derimod kan det, ſom ovenfor antydet, meget vel tænkes, at han, ligeſom Olaf Sigtryggs Søn og Ragnvald Gudrøds Søn, har haft en mindre Forlening i Egnen, uden ſtrax at vare nævnt.