Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/753

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
725
Uheldigt Chriſtendomspaabud.

andre hiſtoriſke Skrifters Udſagn. Saaledes beder det i et gammelt, paa Latin forfattet Udtog af den norſke Kongehiſtorie: „Haakon, ſkjønt opdragen paa det omhyggeligſte af den ſaare chriſtelige Konge i England, faldt dog i en ſaa ſtor Vildfarelſe, at han var daarlig nok til at foretrække det forbigaaende jordiſke for det evige himmelſke Rige, og af Omhu for at vedligeholde ſin Kongeværdighed blev en Frafalden, og, undergiven Afgudernes Dyrkelſe, tjente flere Gilder og ikke een Gud[1]“. Og i et andet paa Norſk ſkrevet Udtog af Kongeſagaerne ſiges der, at han havde en hedenſk Kone og veg meget fra Chriſtendommen for hendes Skyld og for at gjøre det Chriſtendommen fiendſke Folk efter Behag. Der ſiges vel, at han ſkal have bidt i Heſtelever, dog ſaaledes at han ſvøbte en Dug om, og ikke blotede paa anden Maade; men tilføjes der, fra den Tid af gik alt ham tyngre end forhen[2]. I en Tale, der lægges Olaf Tryggvesſøn i Munden i denne Konges Saga, forekomme disſe Ord: „han (Haakon Adelſteensfoſtre) lod ſig af ſine Trælle kue til at forſage den ſande Tro, og forhaanede ſin Skaber og ſkjemmede ſig ſelv i den Grad, at han gik hen at blote“[3]. Beretningerne om hans Endeligt ere ogſaa enige øm at han paa det Yderſte viſte ſtor Anger over ſit ſaakaldte Frafald fra den ſande Gud, og erkjendte, at han havde levet ſom en Hedning. Det ſynes derfor neppe at kunne betvivles, at hans Deeltagelſe i Blotene har gaaet videre, end den af Snorre fulgte Beretning, der øjenſynlig ſøger at ſtille ham i det efter de daværende chriſtelige Begreber mindſt Ufordeelagtige Lys, har angivet.

Det var viſtnok ogſaa i ſig ſelv et højſt uoverlagt Skridt af Haakon, allerede nu al ville indføre Chriſtendommen, iſær i Thrøndelagen, hvor Aaſareligionen endnu havde ſine fleſte Tilhængere[4], og hvor den mægtige Sigurd Jarl underſtøttede den hedenſke Gudsdyrkelſe. Naar man opmerkſomt følger Beretningens Ord, faar man et ikke utydeligt Indtryk af, at Sigurd Jarl egentlig har ſpillet under Dække med Bønderne, og, om han end ikke ligefrem tog deres Parti, men oprigtigt ſøgte at værne om Kongens Sikkerhed, dog ſøgte at gjøre ham ſaa ængſtelig ſom muligt, og paa alle Maader ſøgte at overtale ham til aldeles at opgive ſin Plan. Paa denne Maade bedømtes ogſaa Sigurds Færd i hin ovennævnte Tale af Olaf Tryggvesſøn Det heder her: „Sigurd Jarl var den ſtørſte Gildre og

  1. Historia Norvegiæ, fol. 7 b.
  2. Ágrip af Nor. Kon. Sög. Cap. 5.
  3. Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 167.
  4. Det vil i det Følgende, hvor Olaf den helliges Hiſtorie omtales, viſe ſig, hvorledes endnu paa hans Tid, næſten hundrede Aar efter Haakon, Høvdingerne i Throndhjem, fornemmelig Indhered, holdt ivrigt ved Hedendommen, medens den paa de øvrige Steder i Landet for det meſte var afſkaffet.