Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/752

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
724
Haakon Adelſteensfoſtre.

Kongen ſpiſte nogle Stykker Heſtelever, og drak alle de Skaaler, Bønderne ſkjenkede i for ham, uden Kors. Men da Gildet var forbi, drog han med Jarlen ud til Lade, meget gram i Hu. Han vilde ſtrax forlade Throndhjem med alle ſine Folk, og ſagde, at han ſkulde komme mandſterkere tilbage og lade Thrønderne undgjelde det Fiendſkab, de havde viiſt ham. Sigurd Jarl bad ham ikke at have noget imod Thrønderne for dette, og ſagde at det ej vilde være godt for Kongen at true eller herje mod ſit eget Folk, hvor Landets ſtørſte Styrke var, ſaaledes ſom i Throndhjem. Men Kongen var ſaa vred, at han ikke vilde høre et Ord. Han drog ſyd til Møre, opholdt ſig der om Vinteren og ud paa Vaaren, og ſamlede henimod Sommeren en Hær, med hvilken han, ſom det hed, vilde drage mod Thrønderne.

Dette er den i Snorre Sturlaſøns Kongeſagaer givne Beretning om disſe Forhandlinger[1]. Den tilføjer, at det kun var Efterretningen om et Angreb, Erik Blodøxes Sønner havde foretaget i den ſydlige Deel af Landet (hvorom nedenfor), der bragte ham til at afſtaa fra ſin Plan, at angribe Thrønderne. En anden Beretning ſætter derimod disſe Forhandlinger angaaende Chriſtendommen ikke i nogen Forbindelſe med Eriks Sønners Angreb, men henfører dem til hans ſextende Regjerings-Aar, eller Vintren mellem 950 og 951, medens den førſt omtaler Eriks Sønners Tog til Norge efter Kongens 17de Aar (952)[2]. Denne Beretning melder ogſaa ligefrem, at Kongen lod ſig true eller overtale til at blote. I ſit ſextende Riges Aar, heder det, havde han et talrigt Thing inde i Throndhjem paa Mæren, og paa dette Thing ſatte Thrønderne ham to Vilkaar, enten at blote efter de forrige Kongers Skik til Aar og Fred, og ſaaledes efterkomme den gamle Lov, eller at blive jagen af Riget. Kongen vægrede ſig, men hans bedſte Venner og mange andre Folk lagde ſig imellem, idet de foreſtillede Bønderne, hvor nyttig en Høvding han var for ſine Thegner, da han ſørgede ſaa godt for Lovgivningen og gode Sæder, og anraabte Kongen om at ſtandſe denne Knurren ved at gjøre Bønderne en Ubetydelighed efter deres Vilje, ſaa at Blotmændene ej ſkulde have det at ſige, at han var Skyld i Lovenes Omſtyrtning. Og, heder det, „formedelſt ſin Godmodighed og Kjærlighed til ſine Venner gjorde han efter deres Bøn og blotede“. Denne Beretning, der allerede i og for ſig ved den beſtemte Tidsangivelſe, hvormed den er ledſaget, vinder et ſtørre Udſeende af Paalidelighed, end den anden med al dens Vidtløftighed, beſtyrkes ogſaa, ſaavel ved visſe chronologiſke Data, hvorom der nedenfor vil blive handlet[3], ſom ved

  1. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 15—19. Jvf. Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 21—23.
  2. Fagrſkinna, Cap. 29.
  3. Nemlig i § 42 og 43, hvor Haakons Krige med Danmark og Erik Blodøxes Sønner omtales.