Kongen spiste nogle Stykker Hestelever, og drak alle de Skaaler, Bønderne skjenkede i for ham, uden Kors. Men da Gildet var forbi, drog han med Jarlen ud til Lade, meget gram i Hu. Han vilde strax forlade Throndhjem med alle sine Folk, og sagde, at han skulde komme mandsterkere tilbage og lade Thrønderne undgjelde det Fiendskab, de havde viist ham. Sigurd Jarl bad ham ikke at have noget imod Thrønderne for dette, og sagde at det ej vilde være godt for Kongen at true eller herje mod sit eget Folk, hvor Landets største Styrke var, saaledes som i Throndhjem. Men Kongen var saa vred, at han ikke vilde høre et Ord. Han drog syd til Møre, opholdt sig der om Vinteren og ud paa Vaaren, og samlede henimod Sommeren en Hær, med hvilken han, som det hed, vilde drage mod Thrønderne.
Dette er den i Snorre Sturlasøns Kongesagaer givne Beretning om disse Forhandlinger[1]. Den tilføjer, at det kun var Efterretningen om et Angreb, Erik Blodøxes Sønner havde foretaget i den sydlige Deel af Landet (hvorom nedenfor), der bragte ham til at afstaa fra sin Plan, at angribe Thrønderne. En anden Beretning sætter derimod disse Forhandlinger angaaende Christendommen ikke i nogen Forbindelse med Eriks Sønners Angreb, men henfører dem til hans sextende Regjerings-Aar, eller Vintren mellem 950 og 951, medens den først omtaler Eriks Sønners Tog til Norge efter Kongens 17de Aar (952)[2]. Denne Beretning melder ogsaa ligefrem, at Kongen lod sig true eller overtale til at blote. I sit sextende Riges Aar, heder det, havde han et talrigt Thing inde i Throndhjem paa Mæren, og paa dette Thing satte Thrønderne ham to Vilkaar, enten at blote efter de forrige Kongers Skik til Aar og Fred, og saaledes efterkomme den gamle Lov, eller at blive jagen af Riget. Kongen vægrede sig, men hans bedste Venner og mange andre Folk lagde sig imellem, idet de forestillede Bønderne, hvor nyttig en Høvding han var for sine Thegner, da han sørgede saa godt for Lovgivningen og gode Sæder, og anraabte Kongen om at standse denne Knurren ved at gjøre Bønderne en Ubetydelighed efter deres Vilje, saa at Blotmændene ej skulde have det at sige, at han var Skyld i Lovenes Omstyrtning. Og, heder det, „formedelst sin Godmodighed og Kjærlighed til sine Venner gjorde han efter deres Bøn og blotede“. Denne Beretning, der allerede i og for sig ved den bestemte Tidsangivelse, hvormed den er ledsaget, vinder et større Udseende af Paalidelighed, end den anden med al dens Vidtløftighed, bestyrkes ogsaa, saavel ved visse chronologiske Data, hvorom der nedenfor vil blive handlet[3], som ved
