Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/759

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
731
Erik Blodøxes Endeligt.

ſynes at have de fleſte Stemmer for ſig, og dette pasſer, ſom man vil ſe, paa det nøjeſte med de engelſke Tidsbeſtemmelſer for Eriks Død[1].

Ved at ſammenholde de norſke og engelſke Efterretninger ſættes vi ſaaledes iſtand til at danne os et nogenledes fuldſtændig og rigtig Foreſtilling om Eriks Bedrifter efter hans Forjagelſe fra Norge. Han tyede førſt til Orknøerne, hvor han i Nødstilfælde ſynes at have haft ſtadigt Tilflugtsſted. Derfra maa det være lykkets ham, maaſkee med det Gode, og paa den Maade, Sagaerne antyde, at erhverve en Forlening i Northumberland. Men fra denne er han efter Ædhelſtans Død rimeligviis bleven fordreven af Olaf God fredsſøn (941), og har heller ikke, ſaa længe Eadmund levede, vovet at komme tilbage til Northumberland, men har ſværmet om i Veſterviking medens hans Huſtru og Børn opholdt ſig paa Orknøerne, hvor han ogſaa ſelv maa have haft ſit Vinterſæde. Her egtede ogſaa Thorfinn Jarls Søn Arnfinn hans Datter Ragnhild. Men under Eadmunds Efterfølger, Eadred, der ogſaa var en Broder af Ædhelſtan, og derfor i Sagaerne let har kunnet forvexles med Eadmund, gjorde Erik, ſom vi ſe, fornyede Forſøg paa at vinde Northumberland tilbage, og lod ſig omſider ved Aasulfs Liſt lokke langt ind i Landet, lige til Stanmor, hvor han faldt (950) tillige med Thorfinn Jarls Brødre Arnkell og Erlend, og fem andre Konger, hvis Navne Sagaen har bevaret, og af hvilke den engelſke Chroniſt alene omtaler to, Haarek og Ragnvald, hvilke han gjør til hans Søn og Broder.

Efter Eriks Fald drog Gunnhild med ſine Sønner, ſom det i en Beretning heder, fra Northumberland til Orknøerne, hvor de en Tid forbleve og førte Herredømmet, idet de herjede paa de nærmeſte Kyſter. Efter den ſamme Beretning var det ogſaa førſt nu, at Arnfinn, Thorfinn Jarls Søn, egtede Eriks Datter Ragnhild[2]. Derpaa, vedbliver Beretningen, droge de ved Efterretningen om at der var udbrudt Ufred mellem Danmark og Norge, til Danekongen Harald Gormsſøn, ſom tog vel imod dem. Sandſynligere er den anden Beretning, der lader deres Rejſe ſke ſtrax efter Eriks Død, og hen-

    get paa Agvaldsnes til det 15de Aar derefter (951) og Slaget paa Frædø til ſtrax efter hiint (952); ni Aar efter dette Flag lader det Slaget paa Stordø og Haakons Død indtreffe (961). Snorre Sturlaſøn, ſaavelſom Jon Loptsſøns Enkomiaſt lader Haakon herſke i 26 Aar, altſaa til 960 eller 961; hiin henfører Slaget paa Frædø til hans 20de Aar, men lader (Cap. 20) en „lang Tid“ hengaa mellem Kampen paa Agvaldsnes og den paa Raſtarkalf. De fleſte Vidnesbyrd ere ſaaledes dog for at henføre Slaget paa Agvaldsnes til det 19de Aar, eller 954, og følgelig Eriksſønnernes ferſke Herjetog i Viken til 953, og Tryggves Udnævnelſe til 952.

  1. Om Mag. Adam af Bremens Beretning, at Harald Gormsſøn, Danmarks Konge, ſendte ſin Søn Hiring, Hiric eller Erik til England, og om hvorledes flere have antaget de engelſke Krønikers Erik, Haralds Søn, for denne Erik, ſkal nedenfor handles.
  2. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 5, 10.