synes at have de fleste Stemmer for sig, og dette passer, som man vil se, paa det nøjeste med de engelske Tidsbestemmelser for Eriks Død[1].
Ved at sammenholde de norske og engelske Efterretninger sættes vi saaledes istand til at danne os et nogenledes fuldstændig og rigtig Forestilling om Eriks Bedrifter efter hans Forjagelse fra Norge. Han tyede først til Orknøerne, hvor han i Nødstilfælde synes at have haft stadigt Tilflugtssted. Derfra maa det være lykkets ham, maaskee med det Gode, og paa den Maade, Sagaerne antyde, at erhverve en Forlening i Northumberland. Men fra denne er han efter Ædhelstans Død rimeligviis bleven fordreven af Olaf God fredssøn (941), og har heller ikke, saa længe Eadmund levede, vovet at komme tilbage til Northumberland, men har sværmet om i Vesterviking medens hans Hustru og Børn opholdt sig paa Orknøerne, hvor han ogsaa selv maa have haft sit Vintersæde. Her egtede ogsaa Thorfinn Jarls Søn Arnfinn hans Datter Ragnhild. Men under Eadmunds Efterfølger, Eadred, der ogsaa var en Broder af Ædhelstan, og derfor i Sagaerne let har kunnet forvexles med Eadmund, gjorde Erik, som vi se, fornyede Forsøg paa at vinde Northumberland tilbage, og lod sig omsider ved Aasulfs List lokke langt ind i Landet, lige til Stanmor, hvor han faldt (950) tillige med Thorfinn Jarls Brødre Arnkell og Erlend, og fem andre Konger, hvis Navne Sagaen har bevaret, og af hvilke den engelske Chronist alene omtaler to, Haarek og Ragnvald, hvilke han gjør til hans Søn og Broder.
Efter Eriks Fald drog Gunnhild med sine Sønner, som det i en Beretning heder, fra Northumberland til Orknøerne, hvor de en Tid forbleve og førte Herredømmet, idet de herjede paa de nærmeste Kyster. Efter den samme Beretning var det ogsaa først nu, at Arnfinn, Thorfinn Jarls Søn, egtede Eriks Datter Ragnhild[2]. Derpaa, vedbliver Beretningen, droge de ved Efterretningen om at der var udbrudt Ufred mellem Danmark og Norge, til Danekongen Harald Gormssøn, som tog vel imod dem. Sandsynligere er den anden Beretning, der lader deres Rejse ske strax efter Eriks Død, og hen-
- ↑ Om Mag. Adam af Bremens Beretning, at Harald Gormssøn, Danmarks Konge, sendte sin Søn Hiring, Hiric eller Erik til England, og om hvorledes flere have antaget de engelske Krønikers Erik, Haralds Søn, for denne Erik, skal nedenfor handles.
- ↑ Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 5, 10.
get paa Agvaldsnes til det 15de Aar derefter (951) og Slaget paa Frædø til strax efter hiint (952); ni Aar efter dette Flag lader det Slaget paa Stordø og Haakons Død indtreffe (961). Snorre Sturlasøn, saavelsom Jon Loptssøns Enkomiast lader Haakon herske i 26 Aar, altsaa til 960 eller 961; hiin henfører Slaget paa Frædø til hans 20de Aar, men lader (Cap. 20) en „lang Tid“ hengaa mellem Kampen paa Agvaldsnes og den paa Rastarkalf. De fleste Vidnesbyrd ere saaledes dog for at henføre Slaget paa Agvaldsnes til det 19de Aar, eller 954, og følgelig Erikssønnernes ferske Herjetog i Viken til 953, og Tryggves Udnævnelse til 952.
