Da var det nær ved at Bønderne havde anfaldt Kongen, hvis Sigurd Jarl ikke havde lagt sig imellem, og søgt at berolige dem. Han bad Kongen at gabe over Kjedelhadden, hvor Dampen af det kogte Hestekjød havde lagt sig, og som var bleven fedtet. Kongen tog en Liindug, viklede den om Hadden, gabede derover, og gik derpaa til sit Højsæde. Men paa begge Sider var man ilde tilfreds. Og vist er det, at Haakon i det mindste denne Gang ej havde fulgt sin Fosterfader Ædhelstans Raad.
Den følgende Vinter var et Julegilde beredet for Kongen inde paa Mæren i Sparboen. Da det led hen mod Juul, holdt de 8 Høvdinger, der især raadede før Blotene i Thrøndelagen, et Møde med hinanden, og forbandt sig med hinanden om at modarbejde Christendommen og tvinge Kongen til at blote. Sagaen har opbevaret deres Navne, nemlig Kaar af Gryting (fra Orkedalen), Aasbjørn af Medalhuus (fra Gauldølafylke), Thorberg af Varnes (fra Stjordølafylke), og Orm af Lyren (fra Strindafylke); disse fire hørte til Udthrønderne, de øvrige fire til Indthrønderne, nemlig: Botolf af Alveshaug (fra Skaun), Narve af Stav (fra Verdalen), Thrond Hake af Egg (fra Sparbyggjafylke), og Thore Skegg af Husebø paa Inderøen (fra Eynafylke[1]). Det aftaltes, at hine fire udthrønderske Høvdinger skulde tilintetgjøre Christendommen ved at nedbryde de paa Møre byggede Kirker og dræbe Presterne, medens de fire Indthrønder skulde søge at tvinge Kongen til at deeltage i Offringerne. Udthrønderne droge paa fire Skibe syd til Møre, brændte 3 Kirker og dræbte 3 Prester. Indthrøndernes Høvdinger oppebiede Kongen ved Julegildet paa Mæren. Her var en stor Skare af Bønder forsamlede. Kongen og Jarlen kom begge med deres Hird. Allerede paa den første Gildesdag gik Bønderne haardt ind paa Kongen, og forlangte under Trusler, at han skulde blote. Sigurd Jarl søgte atter at forlige dem, og bragte det dertil, at
- ↑ Ved at betragte disse Navne tilligemed de tilføjede Hjemsteder seer man, at det har været Sagafortællerens Hensigt at nævne en Høvding fra hvert af Thrøndelagens 8 Fylker. Hvor vidt dette er et Tegn paa Beretningens Troværdighed og ikke snarere paa at den har undergaaet en senere Bearbejdelse og Udpyntning, ville vi ej driste os til at afgjøre. Flere af Stedsnavnene ere i det mindste besynderligt afvigende fra den Form, hvori de ellers forekomme. I Orkedalen er et Grjote eller Grøte, ikke Gryting, paa Strinden Leren, ikke Lyren; i Verdalen findes Spor af et Gaardsnavn, Stav, i Stafs-Skeneyjar, nu Stubskin ej langt fra Vuku, men Navnet selv existerer ikke; paa Inderøen findes Huusstad, ikke Husebø. Det er alene Navnene Varnes, (Værnes), Medalhuus (Meelhuus), Alveshaug (nu forvansket til Alstahaug) og Egg (Egge), som gjenkjendes i Diplomer og Jordebøger. Muligt at Stedsnavnene saa langt tilbage, som paa Haakons Tid, vare noget forskjellige fra hvad de et Par Aarhundreder senere vare, dog indsees ikke nogen Grund, hvorfor de skulde være det. Forskjelligheden synes derfor i og for sig at indeholde etslags Vidnesbyrd om en vis Usikkerhed i Fortællingen.
