Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/751

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
723
Kongen nødes til at blote.

Da var det nær ved at Bønderne havde anfaldt Kongen, hvis Sigurd Jarl ikke havde lagt ſig imellem, og ſøgt at berolige dem. Han bad Kongen at gabe over Kjedelhadden, hvor Dampen af det kogte Heſtekjød havde lagt ſig, og ſom var bleven fedtet. Kongen tog en Liindug, viklede den om Hadden, gabede derover, og gik derpaa til ſit Højſæde. Men paa begge Sider var man ilde tilfreds. Og viſt er det, at Haakon i det mindſte denne Gang ej havde fulgt ſin Foſterfader Ædhelſtans Raad.

Den følgende Vinter var et Julegilde beredet for Kongen inde paa Mæren i Sparboen. Da det led hen mod Juul, holdt de 8 Høvdinger, der iſær raadede før Blotene i Thrøndelagen, et Møde med hinanden, og forbandt ſig med hinanden om at modarbejde Chriſtendommen og tvinge Kongen til at blote. Sagaen har opbevaret deres Navne, nemlig Kaar af Gryting (fra Orkedalen), Aasbjørn af Medalhuus (fra Gauldølafylke), Thorberg af Varnes (fra Stjordølafylke), og Orm af Lyren (fra Strindafylke); disſe fire hørte til Udthrønderne, de øvrige fire til Indthrønderne, nemlig: Botolf af Alveshaug (fra Skaun), Narve af Stav (fra Verdalen), Thrond Hake af Egg (fra Sparbyggjafylke), og Thore Skegg af Huſebø paa Inderøen (fra Eynafylke[1]). Det aftaltes, at hine fire udthrønderſke Høvdinger ſkulde tilintetgjøre Chriſtendommen ved at nedbryde de paa Møre byggede Kirker og dræbe Preſterne, medens de fire Indthrønder ſkulde ſøge at tvinge Kongen til at deeltage i Offringerne. Udthrønderne droge paa fire Skibe ſyd til Møre, brændte 3 Kirker og dræbte 3 Preſter. Indthrøndernes Høvdinger oppebiede Kongen ved Julegildet paa Mæren. Her var en ſtor Skare af Bønder forſamlede. Kongen og Jarlen kom begge med deres Hird. Allerede paa den førſte Gildesdag gik Bønderne haardt ind paa Kongen, og forlangte under Truſler, at han ſkulde blote. Sigurd Jarl ſøgte atter at forlige dem, og bragte det dertil, at

  1. Ved at betragte disſe Navne tilligemed de tilføjede Hjemſteder ſeer man, at det har været Sagafortællerens Henſigt at nævne en Høvding fra hvert af Thrøndelagens 8 Fylker. Hvor vidt dette er et Tegn paa Beretningens Troværdighed og ikke ſnarere paa at den har undergaaet en ſenere Bearbejdelſe og Udpyntning, ville vi ej driſte os til at afgjøre. Flere af Stedsnavnene ere i det mindſte beſynderligt afvigende fra den Form, hvori de ellers forekomme. I Orkedalen er et Grjote eller Grøte, ikke Gryting, paa Strinden Leren, ikke Lyren; i Verdalen findes Spor af et Gaardsnavn, Stav, i Stafs-Skeneyjar, nu Stubſkin ej langt fra Vuku, men Navnet ſelv exiſterer ikke; paa Inderøen findes Huusſtad, ikke Huſebø. Det er alene Navnene Varnes, (Værnes), Medalhuus (Meelhuus), Alveshaug (nu forvanſket til Alſtahaug) og Egg (Egge), ſom gjenkjendes i Diplomer og Jordebøger. Muligt at Stedsnavnene ſaa langt tilbage, ſom paa Haakons Tid, vare noget forſkjellige fra hvad de et Par Aarhundreder ſenere vare, dog indſees ikke nogen Grund, hvorfor de ſkulde være det. Forſkjelligheden ſynes derfor i og for ſig at indeholde etſlags Vidnesbyrd om en vis Uſikkerhed i Fortællingen.