som du satte her paa Frostathinget, og hvortil vi gave dig vort Ja; vi ville alle følge dig og have dig til Konge, saa længe en eneste af os Bønder, der nu befinde sig her paa Thinget, er i Live, dersom kun du, Konge, vil vise noget Maadehold, og ikke forlange andet af os, end hvad vi kunne føje dig i, og hvad der ikke er utilbørligt for os at gjøre. Men dersom du vil tage denne Sag med saa megen Heftighed, at du endog vil prøve Magt og Styrke med os, da have vi besluttet, alle at skilles fra dig, og tage os en anden Høvding, som kan hjelpe os til at vi frit kunne beholde den Tro, der behager os. Vælg nu, Konge, mellem disse tvende Kaar;, førend Thinget opløses“. Ved denne Tale yttrede Bønderne stor Bifaldstummel, og sagde, at det skulde være som Aasbjørn havde sagt. Da Tummelen sagtnedes, og der blev Stilhed, sagde Sigurd Jarl: „det er Kong Haakons Vilje, Bønder, at samtykke i Eders Ønske, og aldrig lade Eders Venskab fare“. Bønderne svarede, at de ønskede at Kongen skulde blote for dem til et godt Aar og Fred, ligesom hans Fader havde gjort: da standsede Knurren og Thinget hævedes. Sigurd Jarl talte siden med Kongen og bad ham endelig ikke ganske at vægre sig ved at opfylde Bøndernes Ønske, thi, sagde han, „det nytter ikke andet end at føje sig noget efter Bønderne. I hørte jo selv, Konge, at dette var Høvdingernes Vilje og ivrige Ønske, og dermed ogsaa Folkets. Men vi skulle se til at finde paa et eller andet godt Raad“. Dette aftaltes nu mellem Kongen og Jarlen.
Høsten derefter, eller ved Vintrens Begyndelse holdtes der Vinternatsblot og Gilde paa Lade, hvor ogsaa Kongen indfandt sig. Hidtil havde han, naar han var tilstede ved Blotfester, plejet at holde Maaltid med nogle faa Mænd i et lidet Huus for sig selv; men nu klagede Bønderne over at han ej sad i sit Højsæde, naar den bedste Folke-glæde herskede. Jarlen raadede ham til at han denne Gang ikke skulde holde sig borte, og det blev endelig saaledes, at Kongen sad i sit Højsæde. Da det første Bæger var skjenket, talte Sigurd Jarl for Skaalen, signede den til Odin, og drak af Hornet til Kongen. Kongen modtog Hornet, gjorde Korsets Tegn derover, og drak. Da sagde en af Gjesterne, ved Navn Kaar af Gryting: „hvorfor gjør nu Kongen saaledes, vil han endnu ikke blote“? Sigurd Jarl svarede: „Kongen gjør som alle de, der tro paa deres Magt og Styrke, nemlig at signe sit Bæger til Thor, derfor gjorde han Hammer-Merke derover, førend han drak“. I denne Forklaring fandt Bønderne sig, og det var roligt den Aften. Men næste Dag, da man skulde gaa til Bords, flokkede Bønderne sig om Kongen og sagde at han skulde æde Hestekjød. Dette betragtedes af den Tids ivrige Christne med den største Afsky, som Hedenskabens Tegn, og Kongen vilde derfor ikke paa nogen Maade samtykke deri. De bade ham da at drikke Soddet. Dette vilde han heller ikke. Endelig bade de ham at spise af det ovenpaa flydende Fedt, men ogsaa herved vægrede han sig.
