Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/750

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
722
Haakon Adelſteensfoſtre.

ſom du ſatte her paa Froſtathinget, og hvortil vi gave dig vort Ja; vi ville alle følge dig og have dig til Konge, ſaa længe en eneſte af os Bønder, der nu befinde ſig her paa Thinget, er i Live, derſom kun du, Konge, vil viſe noget Maadehold, og ikke forlange andet af os, end hvad vi kunne føje dig i, og hvad der ikke er utilbørligt for os at gjøre. Men derſom du vil tage denne Sag med ſaa megen Heftighed, at du endog vil prøve Magt og Styrke med os, da have vi beſluttet, alle at ſkilles fra dig, og tage os en anden Høvding, ſom kan hjelpe os til at vi frit kunne beholde den Tro, der behager os. Vælg nu, Konge, mellem disſe tvende Kaar;, førend Thinget opløſes“. Ved denne Tale yttrede Bønderne ſtor Bifaldstummel, og ſagde, at det ſkulde være ſom Aasbjørn havde ſagt. Da Tummelen ſagtnedes, og der blev Stilhed, ſagde Sigurd Jarl: „det er Kong Haakons Vilje, Bønder, at ſamtykke i Eders Ønſke, og aldrig lade Eders Venſkab fare“. Bønderne ſvarede, at de ønſkede at Kongen ſkulde blote for dem til et godt Aar og Fred, ligeſom hans Fader havde gjort: da ſtandſede Knurren og Thinget hævedes. Sigurd Jarl talte ſiden med Kongen og bad ham endelig ikke ganſke at vægre ſig ved at opfylde Bøndernes Ønſke, thi, ſagde han, „det nytter ikke andet end at føje ſig noget efter Bønderne. I hørte jo ſelv, Konge, at dette var Høvdingernes Vilje og ivrige Ønſke, og dermed ogſaa Folkets. Men vi ſkulle ſe til at finde paa et eller andet godt Raad“. Dette aftaltes nu mellem Kongen og Jarlen.

Høſten derefter, eller ved Vintrens Begyndelſe holdtes der Vinternatsblot og Gilde paa Lade, hvor ogſaa Kongen indfandt ſig. Hidtil havde han, naar han var tilſtede ved Blotfeſter, plejet at holde Maaltid med nogle faa Mænd i et lidet Huus for ſig ſelv; men nu klagede Bønderne over at han ej ſad i ſit Højſæde, naar den bedſte Folke-glæde herſkede. Jarlen raadede ham til at han denne Gang ikke ſkulde holde ſig borte, og det blev endelig ſaaledes, at Kongen ſad i ſit Højſæde. Da det førſte Bæger var ſkjenket, talte Sigurd Jarl for Skaalen, ſignede den til Odin, og drak af Hornet til Kongen. Kongen modtog Hornet, gjorde Korſets Tegn derover, og drak. Da ſagde en af Gjeſterne, ved Navn Kaar af Gryting: „hvorfor gjør nu Kongen ſaaledes, vil han endnu ikke blote“? Sigurd Jarl ſvarede: „Kongen gjør ſom alle de, der tro paa deres Magt og Styrke, nemlig at ſigne ſit Bæger til Thor, derfor gjorde han Hammer-Merke derover, førend han drak“. I denne Forklaring fandt Bønderne ſig, og det var roligt den Aften. Men næſte Dag, da man ſkulde gaa til Bords, flokkede Bønderne ſig om Kongen og ſagde at han ſkulde æde Heſtekjød. Dette betragtedes af den Tids ivrige Chriſtne med den ſtørſte Afſky, ſom Hedenſkabens Tegn, og Kongen vilde derfor ikke paa nogen Maade ſamtykke deri. De bade ham da at drikke Soddet. Dette vilde han heller ikke. Endelig bade de ham at ſpiſe af det ovenpaa flydende Fedt, men ogſaa herved vægrede han ſig.