til England efter en Biskop og andre christelige Lærere, og da de vare komne til Norge, bekjendtgjorde han ude paa Nordmøre[1], at han nu vilde paabyde Christendommen over det hele Land. Mørerne og Raumsdølerne henskøde Sagen under Thrøndernes Afgjørelse. Kong Haakon lod imidlertid nogle Kirker indvie ude paa Møre og satte Prester til dem, men begav sig derpaa strax til Throndhjem, hvor han stevnede Bønderne til Things, og bød dem antage Christendommen. De paa dette Thing forsamlede Bønder vilde heller ikke befatte sig med denne vanskelige Sag, men henskøde den til Frostathing, hvor Mænd fra alle Thrøndelagens Fylker vilde komme sammen.
Kongen indfandt sig paa Frostathinget, og traf her en stor Forsamling af Bønder. Da Thinget var sat, begyndte han strax at tale til Folket og forkyndte sit Bud og sin Begjæring til Bønder og Bothegne, rige og urige, unge og gamle, formuende og fattige, Koner og Karle, at de alle skulde lade sig døbe og tro paa een Gud, Christus, Jomfru Marias Søn, men høre op med alle Blot og forsage de hedenske Guder, at de skulde helligholde hver syvende Dag ved at lade alt Arbejde hvile, og at de ligeledes skulde faste hver syvende Dag[2]. Da Kongen havde udtalt, blev der, som det fortælles, stort Knur blandt Bønderne over at Kongen vilde tage deres Arbejde og deres Tro fra dem. De sagde, at naar de ej skulde arbejde, kunde Landet ikke bygges, og Arbejdsmænd og Trælle sagde at de ikke kunde arbejde, naar de ej skulde faa Mad. Man udlod sig ogsaa med at det var en arvelig Lyde paa Haakons hele Æt, at saavel han som hans Forfædre vare karrige paa sin Mad, hvor gavmilde de end vare paa Guld[3]. Den mægtige Aasbjørn af Medalhuus i Gauldalen stod op og svarede saaledes paa Kongens Tale: „Da du, Kong Haakon havde holdt dit første Thing her i Throndhjem, og vi havde taget dig til Konge og faaet vor Odel af dig, troede vi at bare faaet Himlen selv i vore Hænder; men nu vide vi ikke, om vi virkelig have faaet Friheden, eller om du atter vil gjøre os til Trælle paa den underlige Viis, at vi skulle forsage den Tro, vore Fædre og alle deres Forfædre have haft før os, baade i Brændoldet og nu i Højoldet. De have været langt gjævere Mænd end vi, og endda har denne Tro duet nok saa godt for os. Vi have lagt saa stor Elsk til dig, at vi have ladet dig raade for Lov og Landsret med os. Nu have ogsaa vi Bønder den faste Vilje og samdrægtige Beslutning at overholde de Love,
