Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/749

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
721
Chriſtendomspaabud.

til England efter en Biſkop og andre chriſtelige Lærere, og da de vare komne til Norge, bekjendtgjorde han ude paa Nordmøre[1], at han nu vilde paabyde Chriſtendommen over det hele Land. Mørerne og Raumsdølerne henſkøde Sagen under Thrøndernes Afgjørelſe. Kong Haakon lod imidlertid nogle Kirker indvie ude paa Møre og ſatte Preſter til dem, men begav ſig derpaa ſtrax til Throndhjem, hvor han ſtevnede Bønderne til Things, og bød dem antage Chriſtendommen. De paa dette Thing forſamlede Bønder vilde heller ikke befatte ſig med denne vanſkelige Sag, men henſkøde den til Froſtathing, hvor Mænd fra alle Thrøndelagens Fylker vilde komme ſammen.

Kongen indfandt ſig paa Froſtathinget, og traf her en ſtor Forſamling af Bønder. Da Thinget var ſat, begyndte han ſtrax at tale til Folket og forkyndte ſit Bud og ſin Begjæring til Bønder og Bothegne, rige og urige, unge og gamle, formuende og fattige, Koner og Karle, at de alle ſkulde lade ſig døbe og tro paa een Gud, Chriſtus, Jomfru Marias Søn, men høre op med alle Blot og forſage de hedenſke Guder, at de ſkulde helligholde hver ſyvende Dag ved at lade alt Arbejde hvile, og at de ligeledes ſkulde faſte hver ſyvende Dag[2]. Da Kongen havde udtalt, blev der, ſom det fortælles, ſtort Knur blandt Bønderne over at Kongen vilde tage deres Arbejde og deres Tro fra dem. De ſagde, at naar de ej ſkulde arbejde, kunde Landet ikke bygges, og Arbejdsmænd og Trælle ſagde at de ikke kunde arbejde, naar de ej ſkulde faa Mad. Man udlod ſig ogſaa med at det var en arvelig Lyde paa Haakons hele Æt, at ſaavel han ſom hans Forfædre vare karrige paa ſin Mad, hvor gavmilde de end vare paa Guld[3]. Den mægtige Aasbjørn af Medalhuus i Gauldalen ſtod op og ſvarede ſaaledes paa Kongens Tale: „Da du, Kong Haakon havde holdt dit førſte Thing her i Throndhjem, og vi havde taget dig til Konge og faaet vor Odel af dig, troede vi at bare faaet Himlen ſelv i vore Hænder; men nu vide vi ikke, om vi virkelig have faaet Friheden, eller om du atter vil gjøre os til Trælle paa den underlige Viis, at vi ſkulle forſage den Tro, vore Fædre og alle deres Forfædre have haft før os, baade i Brændoldet og nu i Højoldet. De have været langt gjævere Mænd end vi, og endda har denne Tro duet nok ſaa godt for os. Vi have lagt ſaa ſtor Elſk til dig, at vi have ladet dig raade for Lov og Landsret med os. Nu have ogſaa vi Bønder den faſte Vilje og ſamdrægtige Beſlutning at overholde de Love,

  1. At det ſkede paa Nordmøre, ſees af hvad der ſenere nævnes i Beretningen.
  2. Nemlig hver Fredag.
  3. Saaledes Halfdan milde, og tildeels Harald Haarfagre, ſe ovenfor S. 379 og S. 607.