at Sigurd Jarl, Kongens fornemste Støtte og Raadgiver, selv, ligesom hans Fader, var en ivrig Aasadyrker og Blotmand[1]. Det var derfor saa langt fra, at Kongen kunde vente nogen Understøttelse af ham, at han snarere maatte befrygte ved et uoverlagt Skridt i denne Sag at gjøre ham til sin Fiende. Ikke desto mindre besluttede Haakon at gjøre et Forsøg. I Begyndelsen gik han meget forsigtigt tilverks. Han havde endog selv en Tid lang kun øvet Christendommen hemmeligt, overholdende Søndagene, Højtidsdagene og Fredagsfasten, og overladende Sigurd Jarl at forestaa Blotene i Templet ved Lade paa hans Vegne. Han satte det tillige i Loven, at Julen skulde begynde paa samme Tid, som de Christnes Juul, ikke, som forhen, paa Hugge- eller Midvinter-Nat, omkring den 12te Januar; til dens Højtideligholdelse skulde hver Mand under en bestemt Bod have en Mæles-Øl, og Helgen skulde vedvare saa længe som de Christnes Juul, ikke, som forhen, kun i tre Dage. Heri synes Folket at have fundet sig; muligt er det vel og, at Sagnet har tillagt Haakon en Bestemmelse, der deels skriver sig fra sildigere Tider, deels i sig selv indeholder Levninger fra Hedendommen, nemlig den i den ældste Gulathingslov indførte Bestemmelse om den saakaldte Ølgerd[2], eller Forpligtelse for Bønderne til, hvor i det mindste trende Familier kunde komme sammen, at holde Julegilde, hvortil enhver Huusbonde og enhver Huusfrue under en Bod af tre Mark Sølv skulde medbringe en Mæles Øl, det vil sige, saa meget Øl, som kunde brygges af en Mæle Malt, og som skulde signes og drikkes til Christus og Jomfru Maria for et godt Aar og Fred, ligesom man ved de hedenske Offringer tømte Odinsbægret til Sejr og Vælde for Kongen, og Njørds og Freys-Bægret for et godt Aar og Fred[3].
Medens Haakon ventede paa det belejlige Øjeblik til at rykke aabenbart frem med Christendoms-Paabudet, søgte han at vinde sine nærmeste Omgivelser og Omgangsvenner for Christendommen. Af Venskab for ham lode ogsaa mange sig overtale til at lade sig døbe, og flere ophørte i det mindste med Blotene. Især søgte han at skaffe Christendommen Tilhængere i Thrøndelagen, hvor Landets største Styrke var, og opholdt sig derfor her lange Stunder. Da han endelig troede at have sikkret Christendommen tilbørlig Understøttelse blandt Landets eller Egnens Fornemste, sendte han Bud
- ↑ Paa den Iver, hvormed Sigurd tog sig af Blotene, anfører Snorre i Haakon den godes Saga, Cap. 16, et Exempel; han gjorde nemlig et stort Offergilde Paa Lade, hvorved han selv bestred alle Omkostninger, saa at Gjesterne, eftersom Skalden Kormak i sin Draapa om Sigurd melder, ikke behøvede at tage nogen Ask eller Madpose med sig.
- ↑ Ældre Gulathingslov, Cap. 6, 7.
- ↑ Stundom drak man og Bragebægret og Forfædrenes Minde, se Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 16, jvf. ovenfor S. 177 og 186.
