Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/748

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
720
Haakon Adelſteensfoſtre.

at Sigurd Jarl, Kongens fornemſte Støtte og Raadgiver, ſelv, ligeſom hans Fader, var en ivrig Aaſadyrker og Blotmand[1]. Det var derfor ſaa langt fra, at Kongen kunde vente nogen Underſtøttelſe af ham, at han ſnarere maatte befrygte ved et uoverlagt Skridt i denne Sag at gjøre ham til ſin Fiende. Ikke deſto mindre beſluttede Haakon at gjøre et Forſøg. I Begyndelſen gik han meget forſigtigt tilverks. Han havde endog ſelv en Tid lang kun øvet Chriſtendommen hemmeligt, overholdende Søndagene, Højtidsdagene og Fredagsfaſten, og overladende Sigurd Jarl at foreſtaa Blotene i Templet ved Lade paa hans Vegne. Han ſatte det tillige i Loven, at Julen ſkulde begynde paa ſamme Tid, ſom de Chriſtnes Juul, ikke, ſom forhen, paa Hugge- eller Midvinter-Nat, omkring den 12te Januar; til dens Højtideligholdelſe ſkulde hver Mand under en beſtemt Bod have en Mæles-Øl, og Helgen ſkulde vedvare ſaa længe ſom de Chriſtnes Juul, ikke, ſom forhen, kun i tre Dage. Heri ſynes Folket at have fundet ſig; muligt er det vel og, at Sagnet har tillagt Haakon en Beſtemmelſe, der deels ſkriver ſig fra ſildigere Tider, deels i ſig ſelv indeholder Levninger fra Hedendommen, nemlig den i den ældſte Gulathingslov indførte Beſtemmelſe om den ſaakaldte Ølgerd[2], eller Forpligtelſe for Bønderne til, hvor i det mindſte trende Familier kunde komme ſammen, at holde Julegilde, hvortil enhver Huusbonde og enhver Huusfrue under en Bod af tre Mark Sølv ſkulde medbringe en Mæles Øl, det vil ſige, ſaa meget Øl, ſom kunde brygges af en Mæle Malt, og ſom ſkulde ſignes og drikkes til Chriſtus og Jomfru Maria for et godt Aar og Fred, ligeſom man ved de hedenſke Offringer tømte Odinsbægret til Sejr og Vælde for Kongen, og Njørds og Freys-Bægret for et godt Aar og Fred[3].

Medens Haakon ventede paa det belejlige Øjeblik til at rykke aabenbart frem med Chriſtendoms-Paabudet, ſøgte han at vinde ſine nærmeſte Omgivelſer og Omgangsvenner for Chriſtendommen. Af Venſkab for ham lode ogſaa mange ſig overtale til at lade ſig døbe, og flere ophørte i det mindſte med Blotene. Iſær ſøgte han at ſkaffe Chriſtendommen Tilhængere i Thrøndelagen, hvor Landets ſtørſte Styrke var, og opholdt ſig derfor her lange Stunder. Da han endelig troede at have ſikkret Chriſtendommen tilbørlig Underſtøttelſe blandt Landets eller Egnens Fornemſte, ſendte han Bud

  1. Paa den Iver, hvormed Sigurd tog ſig af Blotene, anfører Snorre i Haakon den godes Saga, Cap. 16, et Exempel; han gjorde nemlig et ſtort Offergilde Paa Lade, hvorved han ſelv beſtred alle Omkoſtninger, ſaa at Gjeſterne, efterſom Skalden Kormak i ſin Draapa om Sigurd melder, ikke behøvede at tage nogen Aſk eller Madpoſe med ſig.
  2. Ældre Gulathingslov, Cap. 6, 7.
  3. Stundom drak man og Bragebægret og Forfædrenes Minde, ſe Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 16, jvf. ovenfor S. 177 og 186.