Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/747

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
719
Jemteland erhvervet.

at herſke god Fred i Landet, baade mellem Bønderne indbyrdes og for de Kjøbmænd, der udenlands fra ſøgte til Riget. Der var og, ſiges der, gode Aaringer baade paa Sø og Land. Dette gjorde ham end mere yndet, og det ſpurgtes udenfor Landets Grændſer, at Norge var lykkeligt under hans Herredømme. Heraf benyttede han ſig til at faa Jemterne til at erkjende ham for deres Konge. Det er ovenfor (S. 334 og 570) viiſt, hvorledes Jemteland allerede var blevet opryddet og befolket paa Oplændingekongen Eyſteins Tid, og hvorledes dets Beboeres Antal forøgedes ved ſenere Nybyggere under Harald Haarfagre. Fra Jemteland var igjen den nordlige Deel af Helſingeland bleven bebygget, medens den ſøndre Deel derimod var bebygget fra Sverige. Dette Naboſkab med Sviarne og Sverige bevirkede, at Helſingerne gjorde ſine Kjøbferder til dette Rige, og at deres Land betragtedes ſom henhørende dertil. Jemterne derimod, ſom boede mellem Sverige og Norge, hørte en Tid lang ikke til noget af disſe to Riger, og ændſedes heller ikke af Kongerne. Men Haakon indledte fredelig Handel med dem, og ſøgte at vinde de mægtigſte Mænd iblandt dem, hvilket heller ikke blev ham vanſkeligt, da Jemterne hørte ſaa meget godt om ham. Han bragte det endelig dertil, at deres fornemſte Mænd kom til ham, hyldede ham ſom Konge, og forbandt ſig til at betale ham Skat, hvorimod han, ſom det ſiges, gav dem Love og Landsret. De vilde heller adlyde ham end Sviakongen, fordi de ſelv vare af norſk Æt. Ogſaa de Helſinger, hvis Herkomſt var fra Norge eller Jemteland, ſkal have fulgt deres Exempel[1].

38. Haakons Beſtræbelſer for at indføre Chriſtendommen.


Kong Haakon var hos Ædhelſtan bleven opdragen i den chriſtelige Religion. I England var Gejſtlighedens Anſeelſe paa denne Tid overordentlig ſtor, og den religiøſe Iver grændſede til Bigotteri. Det var derfor intet Under, at Haakon med Smerte ſaa Hedenſkabet herſke i Norge, og ſaa ſnart ſom muligt gjorde alvorlige Skridt til at indføre Chriſtendommen. Denne kan paa Haakons Tid ikke aldeles have ſavnet Tilhængere i Norge, da ſaa mange Vikinger paa deres Tog havde lært den at kjende, og, ſaaledes ſom vi læſe om flere af de ældſte Nybyggere paa Island, viſtnok ogſaa havde ladet ſig døbe; men Antallet af de døbte Nordmænd maa dog endnu have været ſaare lidet i Sammenligning med Hedningernes, og de døbte Vikingers Chriſtendom havde desuden ikke ſtort at betyde. Folket kan derfor neppe ſiges at have været modent til Chriſtendommens Indførelſe, og hvad der endnu mere maatte vanſkeliggjøre denne, var den Omſtændighed,

  1. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 14.