have staaet i Berørelse med Tydskerne, finde vi saaledes at de kalde disse Njemzi, d. e. stumme, fordi de talte et forskjelligt Sprog; sig selv maa de følgelig engang have kaldt „talende“. Den græske Benævnelse „Barbaros“ er rimeligviis ogsaa oprindelig bleven til for at betegne det fremmede, uforstaaelige i andre Nationers Sprog. Men kan det først antages, at Navnet Rôs, Róds eller Róþs har haft en saa omfattende Betydning, er det ogsaa heel rimeligt, at vore Forfædre, saalænge de endnu opholdt sig i Østen, henregnedes derunder. Paa denne Maade bliver Rós eller Róþs det ældre Fællesnavn baade for Nordmænd og Sviar. Den egentlige Betydning af disse sidstes Navn har det, som ovenfor bemerket, hidtil ikke lykkets at opdage. Derimod er det tydeligt, at deres nærmeste Nabofolk, Gauterne eller Gøterne, udledede sit Navn af Ordet Gautr (ɔ: Herre), hvilket igjen kommer af Ordet gjóta, (gyde, lade udstrømme, skabe) og oprindelig vel betegner „en Skaber“; af det samme Ord gjóta kommer ogsaa det store og mægtige Goterfolks Navn; gotinn, got. gutans, betyder „gydt eller, udstrømmet, skabt“, og Gotar eller Gutans betyder derfor vel egentlig „skabte Væsener“, Mennesker. Danernes Navn udledes vel nærmest af et Ord, beslægtet med det gammel-indiske dhá (at sætte, ordne), og betegner følgelig „Oprettere af Riger“, Byggere af Huse, eller Ordnere af Statssamfund. De tre her opregnede Navne indeholde saaledes almindelige Benævnelser, og antyde et Indbegreb af mindre Folkeafdelinger. Desto mindre Rimelighed bliver der for, at der nogensinde fandtes en blandt Folkene selv almindelig anvendt Fællesbetegnelse for alle de germaniske Stammer. Thi Navnet „Germaner“ er, hvad Tacitus oplyser, opstaaet blandt Gallerne[1], og den Benævnelse „Tydsk“, diutisc, þeódisc, deutsch, hvilken siden blev Fællesnavnet for Sydgermanernes Sprog, synes ikke at være kommen i Brug førend i Begyndelsen af det 9de Aarhundrede[2], og da nærmest som Modsætning mod Latinen, eftersom den er dannet af diut (Folk), gotisk þiuda, vort þjóð, og det dermed beslægtede diutan, tyde, oldn. þýða (egentlig gjøre forstaaelig for Folket); diutisca vil altsaa kun sige „Folkesproget“, modsat de Lærdes eller Gejstlighedens Sprog, og diutan, at oversætte i dette Sprog, aldeles ligesom man i Italien kaldte det italienske Folkesprog volgare modsat Latinen, og at oversætte i dette Folkesprog volgarizzare[3]. Noget Fælles-Navn synes saaledes de ældste germani-
- ↑ Tac. Germ. Cap. 2.
- ↑ Nemlig i et Diplom af 813, s. Rühs, Erläuterungen der 10 ersten Kapitel der Schrift des Tacitus uber Deutschland. S. 103–107.
- ↑ Dette bestyrkes ogsaa deraf, at Vulfila oversætter Ordet ἐθνικῶς (hedensk) i Brevet til Galaterne II. 11 med þiudiskó; som Fællesnavn for den hele Stamme passer Ordet altsaa ikke, saamegetmindre som det allerede tidligt anvendtes af vore Forfædre udelukkende om Sydgermanerne.
