Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/74

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
46
Folkenavn.

have ſtaaet i Berørelſe med Tydſkerne, finde vi ſaaledes at de kalde disſe Njemzi, d. e. ſtumme, fordi de talte et forſkjelligt Sprog; ſig ſelv maa de følgelig engang have kaldt „talende“. Den græſke Benævnelſe „Barbaros“ er rimeligviis ogſaa oprindelig bleven til for at betegne det fremmede, uforſtaaelige i andre Nationers Sprog. Men kan det førſt antages, at Navnet Rôs, Róds eller Róþs har haft en ſaa omfattende Betydning, er det ogſaa heel rimeligt, at vore Forfædre, ſaalænge de endnu opholdt ſig i Øſten, henregnedes derunder. Paa denne Maade bliver Rós eller Róþs det ældre Fællesnavn baade for Nordmænd og Sviar. Den egentlige Betydning af disſe ſidſtes Navn har det, ſom ovenfor bemerket, hidtil ikke lykkets at opdage. Derimod er det tydeligt, at deres nærmeſte Nabofolk, Gauterne eller Gøterne, udledede ſit Navn af Ordet Gautr (ɔ: Herre), hvilket igjen kommer af Ordet gjóta, (gyde, lade udſtrømme, ſkabe) og oprindelig vel betegner „en Skaber“; af det ſamme Ord gjóta kommer ogſaa det ſtore og mægtige Goterfolks Navn; gotinn, got. gutans, betyder „gydt eller, udſtrømmet, ſkabt“, og Gotar eller Gutans betyder derfor vel egentlig „ſkabte Væſener“, Menneſker. Danernes Navn udledes vel nærmeſt af et Ord, beſlægtet med det gammel-indiſke dhá (at ſætte, ordne), og betegner følgelig „Oprettere af Riger“, Byggere af Huſe, eller Ordnere af Statsſamfund. De tre her opregnede Navne indeholde ſaaledes almindelige Benævnelſer, og antyde et Indbegreb af mindre Folkeafdelinger. Deſto mindre Rimelighed bliver der for, at der nogenſinde fandtes en blandt Folkene ſelv almindelig anvendt Fællesbetegnelſe for alle de germaniſke Stammer. Thi Navnet „Germaner“ er, hvad Tacitus oplyſer, opſtaaet blandt Gallerne[1], og den Benævnelſe „Tydſk“, diutisc, þeódisc, deutſch, hvilken ſiden blev Fællesnavnet for Sydgermanernes Sprog, ſynes ikke at være kommen i Brug førend i Begyndelſen af det 9de Aarhundrede[2], og da nærmeſt ſom Modſætning mod Latinen, efterſom den er dannet af diut (Folk), gotiſk þiuda, vort þjóð, og det dermed beſlægtede diutan, tyde, oldn. þýða (egentlig gjøre forſtaaelig for Folket); diutisca vil altſaa kun ſige „Folkeſproget“, modſat de Lærdes eller Gejſtlighedens Sprog, og diutan, at overſætte i dette Sprog, aldeles ligeſom man i Italien kaldte det italienſke Folkeſprog volgare modſat Latinen, og at overſætte i dette Folkeſprog volgarizzare[3]. Noget Fælles-Navn ſynes ſaaledes de ældſte germani-

  1. Tac. Germ. Cap. 2.
  2. Nemlig i et Diplom af 813, ſ. Rühs, Erläuterungen der 10 erſten Kapitel der Schrift des Tacitus uber Deutſchland. S. 103–107.
  3. Dette beſtyrkes ogſaa deraf, at Vulfila overſætter Ordet ἐθνικῶς (hedenſk) i Brevet til Galaterne II. 11 med þiudiskó; ſom Fællesnavn for den hele Stamme pasſer Ordet altſaa ikke, ſaamegetmindre ſom det allerede tidligt anvendtes af vore Forfædre udelukkende om Sydgermanerne.