Hav ikke kunne have undladt at frembringe Bevægelser, der forplantede sig fra Folk til Folk og omsider naaede fjernere Egne, hvis Beboere hverken kjendte Perserne eller kjendtes af dem. Men yderligere Granskninger i denne Materie vilde føre os for langt fra hvad der her er Hovedsagen. Vi standse ved Visheden om, hvor Germanernes ældste Hjem er at søge, uden at opholde os ved at eftergranske de Aarsager, der drev dem derfra.
Vi have allerede forhen bemerket, at vort Fædrelands Navn, oprindelig, Norðrvegr, siden Norvegr, d. e. den nordlige Vej, knytter sig til Nordmændene og tilhører deres Sprog. Omvendt kunde man ogsaa sige, at Nordmændenes Navn knytter sig til Norges, thi ligesom dette betyder „den nordlige Vej“, saaledes betyder hint kun „Mænd fra Norden“, eller „Mænd boende mod Norden“. Da Rækken af de enkelte germaniske Folk i deres ældste Hjem snarere synes at have strakt sig fra Øst mod Vest, end fra Nord mod Syd; da der saaledes vanskelig synes at kunne have været Tale om Nordmænd allerede i Østen; da man endnu mindre kan tænke sig nogen Overførelse af Landskabsnavnet Norvegr fra Folkets tidligere til dets senere Opholdssted, da endelig baade Landets og Nationens Navn aabenbart ere opstaaede paa een Gang, og paa det nøjeste passe til vort Fædrelands Beliggenhed i Forhold til de øvrige germaniske Lande, saa bliver det klart, hvad vi ogsaa ovenfor (S. 6.) have yttret med Hensyn til Folkenavnet, at ingen af Navnene ere ældre end Indvandringen, og at vore Forfædre i Urhjemmet enten maa have haft et andet Navn eller have været regnede under en eller anden af de øvrige nordgermaniske Stammer. Hvad Svearne eller de Svenske angaar, kjender man endnu ikke ret Betydningen af deres Navn, heller ikke synes der i dette (oprindelig Sviþar, gotisk sviþans, tydsk Schweden) at ligge nogen bestemt Antydning af geographisk Beliggenhed. Men vi erfare derimod af den føromtalte Benævnelse I Ruotsolaine eller Rootslane, hvormed de betegnes af de tschudiske Folk, at de i en fjernere Fortid maa have været anseede som en Underafdeling af de ældste Russer. Disses Navn, der af den græske og arabiske Form Rôs, den tschudiske Ruots, Roots, Ruotti, kan skjønnes oprindelig at have lydt Ródsi eller at have indeholdt Stammeordet Ród, synes saaledes at have betydet „Talende“, thi af Stammen rod har man det gotiske ródjan og det oldnorske rœða, der begge betyde „at tale“. At et Folk i den raa Oldtid benævnte sig saaledes i Sammenligning med forskjelligttalende Folk, er ej alene i sig selv højst rimeligt, men bestyrkes desuden af Exempler paa lignende Benævnelser hos andre Folk. Hos de fleste slaviske Stammer, der
