Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/72

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
41
Vandringens Retninger.

Sejlads fra Nord mod Syd, har det ogſaa fra de ældſte Tider været et charakteriſtiſk Træk ved de germaniſke Nationer, at de, ſaa ofte de kom i Berørelſe med Havet eller ſejlbare Søer og Floder, yttrede Lyſt til Sejlads og viſte ſig fortrolig med Skibsbyggeri. Tacitus beſkriver allerede Svierne ſom mægtige ved deres Flaade; endog i den gamle Gudelære ſpille Skibe (ſom Skidbladner, Naglfar, Ringhorne), en vigtig Rolle; Sagnene om Udvandringen fra Skandja forudſætte ſelv Fortrolighed med Søen. Goterne havde aldrig ſaa ſnart naaet det ſorte Hav, førend vi ſee dem bygge Fartøjer, hvormed de foretog Plyndringstog til Grækenland og Lilleaſien; de gamle Rusſer ſejlede paa deres ſmaa Fartøjer ned ad Dnepr og derfra lige til Conſtantinopel. Søen kunde derfor ikke være nogen Hindring for deres Fremtrængen, allermindſt Øſterſøen, hvor Aalands-Archipelaget endog næſten kan ſiges at danne en Bro, og hvor man paa een Dag idetmindſte kan komme ſaa langt fra Kurlands Kyſt, at man har Landkjending af Gulland. Større Vanſkeligheder, end ved at antage en Flytning over Øſterſøen, vil man finde ved at ſkulle forklare, hvorledes Germanerne til Lands arbejdede ſig gjennem de ſkythoſarmatiſke Stammer, der opfyldte Egnene mellem deres ældre Hjem og det nuværende Tydſkland. Og om man end antager dette muligt, kan man dog ikke undgaa at tænke ſig Nordmændenes og Svearnes Vandring ſom foregaaet enten tversover eller nordenom Øſterſøen. Thi en nærmere Underſøgelſe af Retningen, hvori Norge bebyggedes, viſer nokſom, hvad der i det Følgende vil ſees, at den gik fra Nord mod Syd, ligeſom en lignende Underſøgelſe med Henſyn til Sverige viſer, at det bebyggedes i Retningen fra Øſt til Veſt. Men kunde to germaniſke Folk ſaaledes komme over eller omkring Øſterſøen, da kunde de øvrige ogſaa. Det bliver ſaaledes ej alene meeſt overeensſtemmende med de ældre ſydlandſke Forfatteres ethnographiſke Notitſer, og med Germanernes egne Oldſagn, men ogſaa i og for ſig ſelv rimeligſt at Germanernes førſte Indvandring til veſtlige Egne er ſkeet paa den ovenfor udviklede Maade og i den ovenfor ſkildrede Retning, nemlig førſt over Øſterſøen til den nordiſke Halvø, derfra videre til Tydſkland.

Vi have forfulgt Germanerne opad til deres ældſte Hjem i det nuværende Mellemrusland, og have bragt det til nogenlunde Vished, at de i en fjern Oldtid, idetmindſte mere end 3–400 Aar før Chr., have begyndt deres Udvandring derfra mod Veſten, over Øſterſøen. Men om Aarſagen til denne Udvandring kunne vi intet andet ſige, end at den, ſom de øvrige Udvandringer, maa have haft ſin Grund i Bevægelſer i det fjerne Øſten, om hvilke Hiſtorien tier. At Perſerkongen Darius Hyſtaſpis’s Tog mod Skytherne henved 300 f. Chr. kan have bidraget dertil, – hvilket flere have gjettet paa – kan i og for ſig ikke kaldes uſandſynligt, ligeſom vel overhoved de ældſte akhæmeniſke Kongers Erobringstog til Landene øſtenfor det kaſpiſke