Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/71

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
43
Germanernes Vandring.

der rundt omkring den finske Bugt, nemlig Finner i Nord, Ingrer inderst i Øst, Ester og Liver i Syd, og man kunde heraf endog fristes til at tro, at vore Oldskrifters Ord om Sejlads til Gardarike blot er at forstaa om en Sejlads enten til de af Russerne senere undertvungne Kystlande eller opad Neva til Ladoga, hvor det egentlige Gardarike i den historiske Tidsalder først tog ved. Men paa den anden Side maa det ej oversees, at den ovennævnte navngivne Geograph sætter sine Roxolaner eller Russer ved Oceanet (Østersøen), og det er ej alene ikke utænkeligt, men ogsaa højst sandsynligt, at der i den lange Tid, inden den paalidelige nordiske Historie begynder, kan have fundet Bevægelser Sted, der kastede tschudiske Stammer mellem Nordboerne og Russerne, og over paa de af disse forhen besatte Kyster. Hvilke disse Bevægelser have været, ville vi senere komme til at omhandle. Her er det for det første tilstrækkeligt at have paaviist, hvorledes de ældste Russer kunne ansees som det yderste østlige Led af den store germaniske Folkerække. Thi da den rimeligste Maade at tænke sig den hele Rækkes Flytning paa er den, at de Led, der boede nærmest Østersøen, først satte over denne, at de nærmest østenfor dem først indtog deres Plads, siden fulgte dem hinsides Havet, og at den hele Række saaledes Led for Led rykkede mod Vesten indtil Russerne omsider standsede da de havde naaet Kysten; faar man derved tillige en anskuelig Forestilling om, hvilke Dele af det nuværende Rusland Germanerne oprindeligt havde inde, og ad hvilken Vej deres Vandring fornemmelig gik. Vi finde paa den Tid, da Germanernes Oldhistorie nogenlunde opklares, Folkerækken fordeelt i Landene fra Rhinen i Vest, over Nordtydskland, Danmark, Norge og Sverige til Egnene om Ladoga, Ilmen og øvre Dnepr i Øst, men vi ane tillige at der var en Tid, da den samme Folkerække optog Strækningen fra den finske Bugt i Vest til Volga-Egnene i Øst. Og i Russernes nordgermaniske Sprog og Nationalitet have vi det bedste Vidnesbyrd om at Nordgermanerne var den Deel af den hele Folkerække, som sidst forlod sit ældre Hjem, medens Sydgermanerne allerede for længe siden vare dragne forud. Enhver Tanke om, at den nordiske Halvø kunde have faaet sin Befolkning fra Syden af, saaledes at Nordmændenes og Sviarnes Forfædre skulde være komne fra Tydskland, med andre Ord at den hele Stammeflytning skulde have fundet Sted i en aldeles modsat Retning af den ovenfor fremstillede, maa saaledes tilbagevises som stridende ej alene mod Sagens Natur, men ogsaa mod alle historiske Vidnesbyrd.

Det kunde ved den første Betragtning synes noget besynderligt, at de i første germaniske Vandringshobe skulde være dragne over Søen, og ikke snarere have fulgt Østersøens Kyster. Men foruden at Østersøens Kyster ligesaavel kunde følges nordenom som søndenom, vil man dog ikke, om man end antager Nordboerne udgangne fra Tydskland, kunne undgaa at forudsætte en Sejlads. Og foruden at de oldgermaniske Sagn selv handle om en