Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/71

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
43
Germanernes Vandring.

der rundt omkring den finſke Bugt, nemlig Finner i Nord, Ingrer inderſt i Øſt, Eſter og Liver i Syd, og man kunde heraf endog friſtes til at tro, at vore Oldſkrifters Ord om Sejlads til Gardarike blot er at forſtaa om en Sejlads enten til de af Rusſerne ſenere undertvungne Kyſtlande eller opad Neva til Ladoga, hvor det egentlige Gardarike i den hiſtoriſke Tidsalder førſt tog ved. Men paa den anden Side maa det ej overſees, at den ovennævnte navngivne Geograph ſætter ſine Roxolaner eller Rusſer ved Oceanet (Øſterſøen), og det er ej alene ikke utænkeligt, men ogſaa højſt ſandſynligt, at der i den lange Tid, inden den paalidelige nordiſke Hiſtorie begynder, kan have fundet Bevægelſer Sted, der kaſtede tſchudiſke Stammer mellem Nordboerne og Rusſerne, og over paa de af disſe forhen beſatte Kyſter. Hvilke disſe Bevægelſer have været, ville vi ſenere komme til at omhandle. Her er det for det førſte tilſtrækkeligt at have paaviiſt, hvorledes de ældſte Rusſer kunne anſees ſom det yderſte øſtlige Led af den ſtore germaniſke Folkerække. Thi da den rimeligſte Maade at tænke ſig den hele Rækkes Flytning paa er den, at de Led, der boede nærmeſt Øſterſøen, førſt ſatte over denne, at de nærmeſt øſtenfor dem førſt indtog deres Plads, ſiden fulgte dem hinſides Havet, og at den hele Række ſaaledes Led for Led rykkede mod Veſten indtil Rusſerne omſider ſtandſede da de havde naaet Kyſten; faar man derved tillige en anſkuelig Foreſtilling om, hvilke Dele af det nuværende Rusland Germanerne oprindeligt havde inde, og ad hvilken Vej deres Vandring fornemmelig gik. Vi finde paa den Tid, da Germanernes Oldhiſtorie nogenlunde opklares, Folkerækken fordeelt i Landene fra Rhinen i Veſt, over Nordtydſkland, Danmark, Norge og Sverige til Egnene om Ladoga, Ilmen og øvre Dnepr i Øſt, men vi ane tillige at der var en Tid, da den ſamme Folkerække optog Strækningen fra den finſke Bugt i Veſt til Volga-Egnene i Øſt. Og i Rusſernes nordgermaniſke Sprog og Nationalitet have vi det bedſte Vidnesbyrd om at Nordgermanerne var den Deel af den hele Folkerække, ſom ſidſt forlod ſit ældre Hjem, medens Sydgermanerne allerede for længe ſiden vare dragne forud. Enhver Tanke om, at den nordiſke Halvø kunde have faaet ſin Befolkning fra Syden af, ſaaledes at Nordmændenes og Sviarnes Forfædre ſkulde være komne fra Tydſkland, med andre Ord at den hele Stammeflytning ſkulde have fundet Sted i en aldeles modſat Retning af den ovenfor fremſtillede, maa ſaaledes tilbageviſes ſom ſtridende ej alene mod Sagens Natur, men ogſaa mod alle hiſtoriſke Vidnesbyrd.

Det kunde ved den førſte Betragtning ſynes noget beſynderligt, at de i førſte germaniſke Vandringshobe ſkulde være dragne over Søen, og ikke ſnarere have fulgt Øſterſøens Kyſter. Men foruden at Øſterſøens Kyſter ligeſaavel kunde følges nordenom ſom ſøndenom, vil man dog ikke, om man end antager Nordboerne udgangne fra Tydſkland, kunne undgaa at forudſætte en Sejlads. Og foruden at de oldgermaniſke Sagn ſelv handle om en